Menneskesønnen. Omskjærelsen

Menneskesønnen.

Jomfruen hadde født en søn, og det hellige som blev født av hende blev kaldt Guds søn. Han var avlet ved den Hellig Aand, men derfor er ikke hendes stilling anderledes end den sædvanlig er for enhver moder, og hendes barn er efter kjødet likesaa avhængig av hende som ethvert andet barn er avhængig av sin moder.

I syv dage maatte Maria være uren og avsondret. Indtil disse dage er opfyldt blev ingen Guds gjerning foretat med hendes barn. Omendskjønt han er «den Hellige», som skulde fødes av hende, og omendskjønt han blev kaldt «Guds Søn», ventet han dog syv dage, som bestemt for ethvert andet barn under loven. Det første Gud gjorde med ham efter menneskelig forfatning lot han ske paa samme maate og paa samme tid som for andre børn av Abrahams sæd bestemt.

Hvad var nu den første menneskelige erfaring om den maate hvorpaa Gud behandlet ham? Gud kom og paala ham smerte, han fordret en avdøen — han tok endel av dette hellige barns kjød istedetfor det hele og sa: «Det maa lægges tilside som unyttig, indtil det ved opstandelse er gjort nyttig.» Guds naadespakt kan ikke bli oprettet uten at det uttrykkelig blir bevidnet ved et tegn, at kjødet, vor faldne menneskelige natur, er til ingen nytte. Dette tegn maatte fordres endog av den sæd, som endskjønt han var Guds Søn — ogsaa var Abrahams søn.

De omskar barnet, fordi de agtede pakten og bevarte troskap mot den. De gav agt paa Guds anordninger og opfyldte al retfærdighet derved, at de lot omskjærelsen fuldbyrde.

Hvilken velgjerning mottok jomfruens søn ved denne omskjærelse?

Han hadde frivillig henstillet sig i de kaar i hvilken menneskeheten, den han hadde iført sig, befandt sig. Hvad var saa deri bestemt for ham? Svakhet, kummer, smerte, dødelighet, som en straffeskjæbne — frukten av kvindens synd. Alt dette delte han nu med alle født av kvinder. Videre: Et kjød, som er en byrde for Guds lov og fortsættende bereder nød, hvorfor lydighetens vei var trang og smal, en vei av bestandig selvfornektelse, bestrødd med torner. En natur, som først maatte tilføres retfærdighet, eftersom den ikke var at finde der. Et kjød og blod som ikke kunde arve Guds kongerike: Dette var den eiendom han paatok sig ved at bli født av en kvinde.

Men Gud hadde antat sig det faldne menneske. Han hadde talt trøstens ord til det; han hadde git det forgjettelser og aapenbart for det sin tro, forat mennesket skulde opnaa retfærdighet ved tro, den som kommer fra Gud. Ved dette middel hadde en sæd tjent Gud fra slekt til slekt og hadde mottat hans velbehag. Da derfor Guds Søn kom til verden, kom han for at motta «det bedste» av hvad der indtil da var i verden. Ikke det bedste som verden begjærer, og hvad verden kan gi sine børn. Han ligger for os i en krybbe, og han vil senere heller intet ha, hvortil hans hode kan hælde sig. Men det bedste, som det faldne menneske kunne faa av Gud, Ordet, som Gud tid efter anden hadde talt for at troes av mennesker, at gripe dette og holde sig til det — den hellige handling og orden, som Gud selv hadde oprettet paa jorden for at binde menneskene til sig, for at hellige dem selv for sig, for at kjendetegne dem som sine, for at meddele dem guddommelige gaver, for at lære dem sin sandhet, for at lede deres blik og eftertanke i haap om fremtid, — alle midler, som Gud hadde git for at mennesket skulde nærme sig til ham, enhver Gud velbehagelig gudstjeneste, som Jehova hadde kundgjort mennesket: — Alle disse rike eiendomme skulde nu Guds Søn ta i eie. Derfor kom han fra Abrahams sæd, ham hvem forgjettelsen tilhørte.

Men selv Abrahams sæd er utelukket fra forgjettelsen. Den samme blir kun meddelt dem, som gaar ind gjennem omskjærelsens dør. Derfor gik ogsaa han ind gjennem denne dør, omendskjønt han var den egentlige sæd hvem alle forgjettelser gjaldt. Ogsaa hans menneskehet mottok tegn paa, at det ikke er til nogen nytte, men er sat under Guds dom, at det maa avvises og intet har at si. Kun paa en saadan vei kan han komme i besiddelse av alle den guddommelige aapenbarings skatte. Derfor er denne ritus fuldbragt paa ham.

Han er kommet under loven. Han har mottat loven som en Guds gave med sine betydelige sætninger, ordninger og bruk. Salmerne og profeterne er git i hans hænder med alt sit underbare indhold. Ti Kristi Aand (den selvsamme aand hos ham, der her som barn ligger under omskjærelsens kniv, og hvis navn er Underlig) er skjult deri, og menneskeforstanden er avskaaret fra at forstaa det. Al tilnærmelse til Gud, alle menneskets fortrin likeoverfor Gud, som ligger besluttet i dette paktsforhold, blir ved denne omskjærelse dette lille barn tildel, for at det ved dette middel fuldkommen skal erkjende sin Gud, tjene ham og i fuldkommenhet være ham lydig i alle ting.

La os betragte denne omskjærelsens ritus, som den først blev git Abraham. Han mottok forgjettelsen for en sæd i hvilken han skulde være mange folks fader. Men sandsynligheten og muligheten for naturen er imot forgjettelsen. Abraham kan kun opnaa forgjettelsen, naar han uten at regne med de naturlige sandsynligheter og muligheter haaber, hvor der intet er at haabe, og tror Gud, «der gjør de døde levende, og kalder paa dem, som ikke er som om de var.» Ved et nyt navn som blev tillagt Abraham og hans hustru opgløder Gud hans tro. Og da kom befalingen til desto hurtigere utførelse, og denne utførelse kunde ikke ske uten skam, smerte og selvfornegtelse.

Saa mottok Abraham et bestandig tegn paa sit legeme, at han var indtraadt i et nyt og evig forhold til Gud. Guds pakt var paa hans kjød. Omskjærelsens akt peker derhen, at opfyldelsen av forgjettelsen kun kan bli skjænket dem, som ikke ser paa sig selv og ikke av sig selv forventer forgjettelsens opfyldelse. Kun hver den som anser sig selv for død, kun den som anser sit naturlige liv som unyttig og fordærvet, hver den som fornegter sine naturlige ønsker og dømmer mot alt haab — under henblik paa det overnaturlige — at ville haabe paa Gud, som kalder paa dem som ikke er som om de var, kun en saadan vil kunne opnaa forgjettelsen.

Dette gjaldt for Abraham og alle hans efterkommere. Dette gjaldt ogsaa for denne jomfrus hellige avkom. Dette lille barn, skjønt Gud fra evighet, er dog, hvad hans menneskelighet betræffer en Abrahams søn og en søn av Adam. Omskjærelsens ritus prædiker for dette lille barn; «Forvent intet av kjødet, hold det for dødt, som en avskaaret og bortkastet ting, som behøver en opstandelse.»

Omskjærelsen sier ham: Du tilhører Gud, og han vil velsigne og anta dig, naar du ved troen vil motta fra ham, og intet foretar dig paa egen haand, men ofrer al den faldne skapnings dygtighet.

Omskjærelsen har altsaa en dobbelt betydning.

I forholdet til Gud blir det et bestandig tegn paa underkastelse under ham, følge hans kald og tjene hans raad. Men den enkelte som mottar omskjærelsen blir ved den forseglet som overført til en ny stand eller tilstand. Han er overgaat til et nyt og evig forhold til Gud.

Omskjærelsen paaminder sine mottagere om, at de ikke længer er «sine egne.» Den forbyder dem at forlate sig paa kjød, eller at behage kjød, eller at ofre Gud noget som stammer fra kjødet. Men samtidig sikrer den ham den guddommelige gave og guddommelige hjælp, hvor der tid efter anden under de forskjellige omstændigheter trænges Guds bistand.

Jesus var i hele sit liv det sande og fuldkomne forbillede paa et omskaaret menneske.

Den egentlige betydning og det virkelige hellige bruk av omskjærelsen blev først set opfyldt paa ham. I sin egen person adlød han ikke den faldne natur. Han levet ikke for at tilfredsstille det. Han hadde iført sig kjød, men naar det, som var av kjødelig art tilbød sig hans hellige sind, saa gik han aldrig paa nogen maate ind paa det. Jesus fuldførte i kjødet og ved kjødet sin Faders vilje. Han gav kjødet intet rum. Han holdt det dødt, men bevarte det paa samme tid til opstandelsen. Han viste paa sig selv den sande avstaaelse fra kjødet, ikke en avlægning av stoffet, stoffet i legemet, men utviste en hellig aarvaakenhet over legemet i haab om forvandling og forklarelse — ikke en persons dødelse, men meget mer en persons triumf derved, at viljen ved den Hellig-Aand blev holdt i hellighet. Saaledes levde han hellig, uskyldig, ubesmittet, avsondret fra syndere — skjønt midt iblandt dem.

Naar fristeren kom, kunde han intet finde hos ham. Han kunde aldrig vinde fæste i ham, intet steds komme ind. Saaledes var han i sandhet omskaaret. Ingen kunde opstille en fælde og fange ham i den, ingen kunde indvikle ham i en snare. Som den der i sandhet var omskaaret paa kjødet kunde han under alle omstændigheter ved Guds raad utholde og løpe til ende den for ham av Gud bestemte vei, skjønt der paa denne vei ventet ham ondskap og lidelser, hunger og foragt, uretfærdighet, vold og tilslut død.

Hvad kjødet bød ham, viste han bestandig tilbake. Derav ventet — eller derav skapte han intet. Han opfyldte ikke ved kjødets klokhet eller styrke sin Faders vilje. Men han frygtet likesaa lidt en hvilkensomhelst skapnings kraft, fordi han virkelig var omskaaret. Intet kunde besmitte ham eller bli ham til besmittelse. Han var som en omskaaret død fra alle ting og alene under Guds kraft. Han aat og drak, men var ingen asket som døperen Johannes. Ham var det git, derved at han trolig holdt omskjærelsens pakt, at holde alle ting underdanig under sig og gjøre baade spise og drikke og alle ting til Guds ære.

Jesus var altid der hvor Gud vilde ha ham. Der var han altid at finde. Da han blev søkt som «Lam til brændofret», var han tilstede i rette tid. Legemet, som i begyndelsen hadde mottat omskjærelsen, gav han tilslut hen til korsfæstelse og slaktning. Og idet han altsaa bevarte pakten i sit legeme og i sin aand, saa arvet han forgjættelsen.

Og han kunde ikke bli alene. Likesom Gud har skapt hvetekornet saaledes, at det, naar det blir kastet i jorden og dør ikke kan bli alene, men bærer megen frugt, saaledes har ogsaa Gud gjort denne «sæd». Han forkyndes nu ved evangeliet. Alle da som tror og blir døpt blir derved lemmer paa hans legeme, av hans kjød og av hans ben.

I ham er de omskaaret.

I ham blir de Abrahams sæd og efter forgjættelsen arvinger. Dette er vor stilling. Og vi har at følge ham. Forgjættelsen er ogsaa git os. Vi er døpt i hans død, forat kjødets legeme skal være avført, saa vi ikke længer maa tjene synden. Og vi er opreist med ham, forat han skal leve i os og tjene Gud. Og i vor daab har han sendt os den Hellig-Aand. Han har ogsaa derved git os et nyt navn, navn som sønner, ikke menneskets, men som Guds sønner. Vort navn er død med Kristus og i ham er det igjen opvakt. Hvad omskjærelsen kun kunde forestille i tegn, det er skjed med os. Vi er død for synden og lever Gud.

Likesom Abraham har ogsaa vi den forgjættelse at tro, og ved Guds gjerning at bli antat som hans børn. Vi har derfor at holde os som døde for synden og som levende for Gud ved Jesus Kristus, vor Herre. Ved at efterfølge ham frasier ogsaa vi os alt haab paa kjødet og bekjender, at det kun gjennem død og opstandelse kan blive duelig for Guds kongerike. Vi har at anse kjødet som saadan, der ved Kristi død er avdød fra den faldne verden. Saa blir vore lemmer verktøi for retfærdigheten. Alle ting er vore; vi har makt med alt; men det maa ikke ta os tilfange.

Kristenheten i det store og hele fornekter fuldstændig hemmeligheten ved sin Herres omskjærelse, den grundlæggende Guds gjerning paa ham, der kom til verden. Hvorledes kan de da skatte og forstaa det øvrige som er git i hans person og verk? Alt hvad vi fortiden oplever dækker det almindelige frafald fra Kristi omskjærelse, som dog er en omskjærelse for hans folk. Opstandelsen er ikke mer det levende haab for dem som nævner Kristi navn. Mennesket er henvist til sin natur, for ut fra dens uuttømmelige kilder og kræfter at forbedre sin stilling. Hvor fordærvelse og forraadnelse triumferer, der blir den rette frihet utropt over de overtunge grave.

Dog, Gud arbeider, og overalt blir folkeslagene nødet av ham til at aapenbare sin sande stilling for mennesker og engle. Den ganske kristenhet maa likesom gaa til avstemning for at tilkjendegi, om de vil forlate sig paa kjød eller forjættelserne og Guds troskap, og overalt kommer svaret høit eller sagte, tildækket eller ganske aapent, at kjødet er at foretrække. Man venter alt fra mennesket, fra det faldne menneske, fra dets opfindelser, fremskridt, nye indretninger og forfatninger, og intet fra Gud.

Men hvorledes staar det til med os? Er vi frelst ved hemmeligheten om vor Herres omskjærelse? Det er git os ved avdødelsen av vort kjød at tjene Gud i vort kjød, d.v.s. i legemet.

Kristi omskjærelse er en fortfarende gjerning i det aandelige menneske. Den Hellig Aand utfører virkelig denne omskjærelse i os, naar vi overlater os til ham. Saaledes blir vore hænder fyldt med frukt til et evig liv. Saaledes blir vi likedannet med ham i hans død og i hans opstandelse.