Hemmelighet

Michael Molinos’ hemmelighet.

Har nogen gjort dig uret, da kommer to ting i betraktning: Synden hos den som har syndet mot dig og den tugt du maa lide derfor. Synden er mot Guds vilje og mishager ham, ihvorvel han tillater den. Men hvad du lider derved sker i overensstemmelse med Guds vilje. Gud mener det godt med dig, hvorfor du bør motta en saadan uret som fra hans haand.

Vor Herre Jesu Kristi lidelse og død var en følge av Pilatuses ugudelighet og synd, og dog er det sikkert, at Gud vilde sin egen søns død til vor forløsning. Se derfor, hvorledes Gud bruker andres fald til din sjæls bedste.

O, hvor stor er den guddommelige visdom! Hvem kan skue ind i det dype hemmelighetsfulde og de overordentlige midler, hvorved Gud leder sjælene som han renser, forvandler og meddeler guddommelig natur. Du bør altsaa vite:

Fristelsen er din store salighet. Jo mer de omringer dig, desto mer skal du glæde dig i freden istedetfor at være bedrøvet. Tak Gud at han beviser dig saadan gunst. Endelig bør du vite, at den største fristelse er det at være uten fristelse. Vil du tjene Gud og naa til fuldkommen indre fred, saa maa du vandre over fristelsernes knudrede sti. Drag da din vei med et glad hjerte; ti ildovnen tjener til din politur.

Om den indre samling.

Hvad er den indre samling? Det er tro og stilhet i Guds nærværelse.

Du skal vænne dig til at samle dig inderlig i Guds nærvær. Paa denne vei ser du ham i din sjæls inderste grund uten form eller maate, uten avbildning eller skikkelse. Sindet er her utelukkende beskjæftiget med Gud. Overlat da til Gud din hele omsorg for dit velgaaende. Glem dette livs mangehaande sysler.

Din tro skal være ren: d.v.s. uten forestillinger eller billeder; enfoldig, d.v.s. uten fornufts indgripen; almindelig d.v.s. uten at fortape sig i enkeltheter.

Vil de sørgmodige tanker ikke forlate dig? Har du intet lys, ingen trøst, ingen aandelige følelser? La dig ikke bekymre for noget av det. Fortsæt med at holde dig inderlig samlet. Fienden utlægger sine snarer kun for at faa din sjæl bort fra denne din stilhet for Guds aasyn. Hold ved i taalmodighet. Bliv i Guds nærvær. Medens du det gjør mottar din sjæl en indre vinding.

At nyte lys og kundskap i aandelige ting er intet bevis paa sand dyd og fuldkommenhet. Disse ting kan man ogsaa finde i den spekulative forstand, der dog kan være blottet for sand aandelig frukt. Men hold du kun ut i tro og stilhet. Tro at du befinder dig i Herrens nærvær. Vend dit hjerte til ham i hvile og sindets renhet. Du vil høste frukter derav, som hverken er til at tælle eller maale.

Det kan maaske se ut som om du intet gjorde, mens du saaledes enfoldig i hvile motstaar alle onde tanker. Det er vildfarelse. Gud elsker ikke den som mest arbeider og virker, men den som mest omsorgsfuldt lytter til hans stemme. Han agter ikke paa mange ord; han gir agt paa renhet og hensigt. Han elsker og sætter pris paa at se sjælen for sig i stilhet, fuld av længsler efter ham, ydmyg, stille, hengiven og uten ønsker. Naar alle følelser er borte aapner der sig en dør, gjennem hvilken du kan gaa ind til din egen intethet.

Naar du beder, da overgiv dig helt tillidsfuldt i Guds hænder. Tro da, at du nu befinder dig i hans nærhet. Kom derefter ganske til hvile, vær stille og fredelig, og bered dig paa ut fra denne første akt av indre beskuelse ved tro og kjærlighet at komme ind i en tilstand, der holder dig omsluttet av Gud den hele dag, ja et helt aar, ja hele dit liv.

Har du engang indviet dig til Guds vilje og i kjærlighet til ham forsaget det skapte, da har du intet videre at gjøre end at fortsætte i dette sindelag. Det er da ikke nødvendig at gjenta denne hengivelses akt paany, saafremt du ikke derved tar tilbake den edelsten, som du engang har overgit Gud ved derved at handle bevidst mot hans vilje. Iøvrig vandre enfoldig i dit kald og stand; ti netop ved tro pligtopfyldelse i din sædvanlige jordiske gjerning gjør du Guds vilje. Søk ikke efter følelsesnydelser for derved at befæste din sjæl i Gud. La derimot saa meget mer denne indre samling bli en fast sædvane. Da vil snart Guds nærvær komme dig imøte, saa ofte du bereder dig til bøn. Sindets tro og viljens kjærlighet kommer paa denne vei til enfold og fylde. Saa la da din sjæl være stille og foreta dig intet. Glem eder selv og begrav eder i den dunkle tro, hvor du vil finde dit sikre tilflugtssted, og hvor du ved tilsynelatende intet at gjøre vil faa erfare, at Gud gjør store ting i dig.

Nu vil du si mig: Ja, jeg har forsøkt alt dette, men det hjalp ikke, mine tanker er saa adspredt, at jeg ikke kan koncentrere mig om Gud. Tap ikke motet. Tiden er endnu ikke tapt. Det er aldeles ikke nødvendig, at du ved denne indre samling bestandig tænker paa Gud. Naar du kun fra begyndelsen av ved tro styrer dine tanker og sind til Gud og ikke har tilbakekaldt dit fortsæt at ville staa for ham, saa er det nok. Skulde nu ogsaa din indbildningskraft beskjæftige sig med utallige ting, saa vil det ikke kunne skade dig. Tankernes løpen omkring bryter ikke hjertets samfund med Gud, naar du kun ikke med din vilje gaar med paa deres tøilesløshet. Du skal bare forbli enfoldig i tro paa Gud, hvordan end dine tanker maatte vandre omkring. Den engang fattede beslutning om at tro Gud og være ham ganske hengiven beholder sin gyldighet uten uttrykkelig atter at bli gjentat. Dette gjælder ogsaa efter bøn — til alle tider ved nat som ved dag og ved alle de daglige gjøremaal, som din bestilling fører med sig. Disse ting, som nødvendigvis gjør bruk av dit sind og dine tanker og for en tid beslaglægger dig og tilsynelatende for en stund bringer dig til ganske at glemme Gud, ophæver dog ikke hjertets forbund med ham. Du forblir derved i hans nærvær, ogsaa naar du ikke er dig dette uttrykkelig bevidst.

Kun naar du bevidst med din vilje lar dig drage ind i en eller anden lidenskap, vil det være godt for dig ved anger og tro at fornye din hengivelse til ham og atter vende dig til ham og hans guddommelige nærvær.

Vor Herre Jesus Kristus er føreren, døren og veien. Sjælen maa først vaskes i Forløserens kostbare blod og iklæde sig hans lidelsers rike klædning, før den kan træde ind i Guds nærhet og forene sig med hans guddommelige væsen. Guds vidtstrakte ocean og det evige livs grønne marker har kun en tilgang — Kristus. Derfor skal de sjæle, som har hengit sig til den indre samling, altid grunde paa menneskehetens aller helligste hemmelighet, vor Forløser, og i særdeleshet tænke paa hans lidelse og død. De skal da paa aandelig maate æte hans kjød og drikke hans blod. Det er ikke nødvendig at tankerne uttrykkelig bestandig beskjæftiger sig med disse ting. Det vilde kun trætte og slappe hjernen. En enfoldig trosakt ved hvilken man nedsænker sig i Kristi lidelser som menneske og som hans hytte blandt menneskene, er ogsaa nok her. Da overlater man sig ganske frit og enfoldig til den indre samlings aand — til Guds vilje, at han kan virke og gjøre i sjælen, hvad der behager ham. Man ophører med enhver egen anstrængelse og forblir stille og overlatt i Herrens nærværelse.

(Forts.)