Det umulige

Det umulige.

Aandens barn, visdommens barn, den frie kvindes barn menigheten, Kristi legeme, hans brud som ikke lever sig selv, som er ett med Sønnen og Faderen — de er kaldt og utvalgt til det som for mennesker er umulig.

Ja, hele deres kald og utvælgelse, hele deres liv og interesse dreier sig om dette umulige.

Derfor blir det ogsaa umulig for andre at forstaa dem. Deres liv er skjult med Kristus i Gud. Man forstaar sig i almindelighet knapt nok paa det aapenbare, hvor meget mindre paa det skjulte.

Deres skatte er skjulte; derfor kan ingen værdsætte dem. Deres husholdning er med hemmeligheter, altsaa med noget som er ukjendt.

«For mennesker er det umulig; men alt er mulig for Gud og for den som tror», sa Jesus.

Det er altsaa et troens folk, disse som blir istand til at forstaa det skjulte og til at utføre det umulige.

Naar nu Abraham kaldes troens far, og staar som et forbillede, maa vi med rette kunne vente at finde noget saadant i hans liv. Og det stemmer jo godt!

Han saa paa Saras utdøde moderliv. Gud hadde sagt, at hun allikevel skulde føde en søn. Det var umulig. Trodde Abraham allikevel?

Ja, han gjorde det.

Men fremfor alt det som er umulig, var det umulig for nogen født av kvinder at holde Guds lov, likesom det var umulig for loven, endog den var git av Gud, at utvirke at menneskene kunde vandre efter den. —

Just dette, som var saa umulig, det gjorde Gud, idet han sendte sin søn og lot ham føde ind i menneskeslegten, hvor han fordømte synden i kjødet.

Han angrep ikke, som loven, de syndige gjerninger; men hans sverd var rettet mot selve træet som bar disse frugter, mot roten. Naar dette er ødelagt, da ophører nødvendigvis ogsaa de sure frugter.

I Menneskesønnen, som Jesus selv yndet at kalde sig, skedde dette umulige.

Men det største av det hele bestaar deri, at det skedde i ham som forløper, forat det ogsaa skulde kunne ske i os som efterløpere, saa vi i sandhet kunde kaldes hans brødre, hvilket vi nu er ved tro paa det umulige.

Den vei hodet gik, kan og maa nu ogsaa lemmerne gaa.

Dette umulige som først skedde i den førstefødte av mange brødre, det sker nu i disse mange brødre; ti baade den som helliggjør og de som helliggjøres er ett. Usigelige godhet! Underfulde visdom! —

Det som var umulig for mennesker, var mulig for Gud, og er nu mulig for hver den som tror det.

At seire over det man vet er synd, det er meget velsignet; men at fordømme det man aldrig har visst har været synd, det er endda langt større og umuligere for mennesket.

I egentlig forstand bestaar hele menighetens (Kristi legemes) opbyggelse i dette at fordømme synden i kjødet. Det er ikke en sak eller et spørsmaal ved siden av mange andre; men det er selve saken, for hvis skyld alt andet gives. Alt andet er beregnet paa at tjene dette.

Vanskeligheter, misforstaaelser, gaader, byrder, daddel, ros, musik, sang, latter, trøst, at motta gaver, at gi, at bli fratat, ensomhet, folksomhet, tørre tider, vækkelser, fald, dødsfald, frafald, ild, lut, vand, blod, fortærelse, dom, fordømmelse, alleslags forviklinger, kraftløshet, tomhet, kraftsfylde, alleslags mørke, allehaande umuligheter — ere Guds velsignede tjenere (Ps. 119, 91) som alle har ett og samme opdrag: at bidra til at dette ene, selvsamme, umulige som fandt sted i Menneskesønnen, at det ogsaa maa finde sted i os: at syndens rot blir fordømt i det skjulte, at syndelegemet blir til intet, punkt for punkt. —

Dette indre guddomsliv utvikler sig i den sjæl som opgir sig selv, alt sit eget, som agter sig død med Kristus, som vandrer i Aanden, ved tro.

Det gaar an at ha seier over synden i almindelighet, og dog ha en levning tilbake. Det gamle syndeliv kan være endt en gang for alle, og dog kan der være et punkt tilbake, en speciel svakhet som min tro indtil idag ikke har magtet at omfatte. Her lider man nederlag ret som det er, eller av og til. Det kan ha været slik i aarevis; og jo længer det har været saadan, des mere umulig ser det ut. Netop her er det Gud har sin interesse. Her bør ogsaa du ha din. Dette gjælder i særdeleshet dit kald, netop fordi det er umulig. Her er du kaldt til at seire, ja triumfere!

Det er selvfølgelig aldeles umulig; derfor er ogsaa vor egen ros aldeles utelukket. Ved troens lov. Derfor gir Gud naade netop til dette, sig selv til ære og pris og tilbedelse.

Forvent derfor det umulige!