Jobs bok 2. kap

Jobs bok.

2. kapitel.

V. 3. Og Herren sa til Satan: Har du git agt paa min tjener Job? ti der er ikke nogen paa jorden som han, en mand, enfoldig og ærlig, som frygter Gud og viker fra det onde: og endnu holder han fast ved sin uskyldighet, saa du har tilskyndet mig at fordærve ham uten aarsak.

Det ser ut, som Gud nødig vil fordærve os endskjønt han gjør det til vort gavn. Det er sandhet, at Gud har skapt menneskene for at gjøre dem lykkelige, for at la dem faa dele den lyksalighet som han selv nyter: men paa grund av det første menneskes ulydighet er alle mennesker blit opsætsige mot Gud og derfor ute av stand til at nyte den glæde og lykke som Gud hadde tiltænkt dem.

Derfor var det nødvendig for gjenopreisningens skyld at gaa frem i den motsatte retning; at sorg og anger skulde tjene som trappetrin, der fører til det høieste gode.

Men da denne sorg av en skyldig person var frugtesløs, omendskjønt nødvendig for hans egen gjenopreisning, maatte Faderens egen søn, som før var fuld av herlighet og glæde, frivillig underkaste sig sorg og lidelse for at menneskets anger og bod skulde bli godkjendt, og for at vise os syndere, at den eneste vei som fører til lykke og glæde er lidelsesveien.

Den maate hvorpaa Gud taler om sin tjener Job vidner om en uendelig godhet og paa samme tid om, hvor høit han sætter denne enfoldige og ærlige sjæl. Han sier, at han fremdeles holder fast ved sin uskyldighet, trods ødelæggelsen.

Sjæle som er i denne stilling, er uskyldige, selvom allehaande fristelser og anfektelser truer med at ta magten fra dem. Vi forstaar her av Guds egne ord, at det er ham som prøver Job, og at al denne ødelæggelse ikke er en frugt av utroskap fra Jobs side. Paa samme maate maa vi resonere angaaende de sjæle som Gud ødelægger for at faa dem renset; og ikke tænke at det er mangel paa troskap som gjør at de blir prøvet.

V. 4. Da svarte Satan Herren og sa: Hud for hud og alt hvad en mand har gir han for sit liv.

Disse ord har en meget dyp betydning. Gud lærer os her endog av fiendens mund at forstaa, at hvor haarde de første prøvelser end var, hvor oprivende den sorg end var, saa kan den ikke sammenlignes med den paafølgende trængsel.

Saa længe det onde er utenfor en selv og ikke rækker ind i sjælens dyp: saa længe haapet forblir friskt og levende, og sjælen kjender Guds velbehag i sit indre og forvissningen om at korsets vei er frelsens vei, og at en selv vandrer paa denne vei som fører til herlighet, da kan vi let utholde lidelsen. Vi er da likegyldige for alt uten netop dette ene fornødne, saafremt vi er friske og brændende i vor aand.

V. 5. Men, tilføier denne listige fiende, hvis du rækker ut din haand og rører ved hans ben og ved hans kjød; visselig, like i dit aasyn vil han si dig farvel.

Hvis du rører ved ham selv i hans sjæls dyp og angriper sjælens kræfter, hvilket er det samme som at røre ved hans kjød; naar du slaar ham med sykdom efter at ha berøvet ham for al velsignelse; ja hvis du gaar ind like til centret, hvilket er det samme som hans ben; visselig da vil han si dig farvel like i dit aasyn.

Satan visste vel hvad han sa; ti naar sjælen er i denne stilling er han som en avsindig, og det forekommer at han forbander sin Gud, naar han elsker ham mest, og dette volder ham størst sorg. Denne smerte trænger ind i den dypeste krok i sjælens indre.

V. 6. Og Herren sa til Satan: Se han er i din haand, spar kun hans liv!

Jo, Gud tillater Satan at forvolde ødelæggelser paa sjælens overflate, saa det kjendes som om det trænger ind i den dypeste krok i hjertet: men det er allikevel kun paa overflaten.

Det ser ut som om man synder; men det er ikke saa. I dette stadie kommer sjælen ind i Kristi lidelses samfund. Han som bar al synd og utholdt den fordærvelige og motbydelige duft av synden, uten dog at bli besmittet av syndens ondskap.

V. 7 og 8. Da gik Satan ut fra Herrens aasyn, og han slog Job med onde bylder fra hans fotsaale indtil hans isse.

Og han tok sig et potteskaar at skrape sig med, medens han sat midt i asken.

Denne sykdom (5. Mos. 28, 35) er det sværeste som kan ramme et menneske. Sjælen er likesom Job befængt med spedalskhet, hvilket er det samme som følelsen av synden, like fra de øvre dele og til det dypeste indre. Intet sted kjendes friskt; alt er dækket av spedalskhet.

En sjæl i denne tilstand synes sig at være aldeles gjennemtrængt av synd, likesom dækket av ondt baade indvendig og utvendig; men den synder allikevel ikke. Sjælen ser i sig selv kun et hav av ondskap; den føler i sig stolthet, ugudelighet, urenhet, gudsbespottelighet, daarlig lune, jalousi, urene begjær, o.s.v. Sjælen føler motbydelighet for sig selv, den væmmes ved stanken av synden og blir tilsynelatende utaalmodig; ja, det kan grænse til vanvid den smerte som sjælen da lider.

Denne stilling er merkbar fremfor alle andre. En kan trænge hver dag at skrape sig med potteskaar, d. v. s. at gruble over stillingen, hvilket kan lindre smerten, men dog ikke forbedre sykdommen.

Hvorledes tar Job dette? Jo, han forblir sittende midt i asken i sin fordærvelse og tilintetgjørelse; stille, hvilende i Guds vilje. Han sat der saa hæslig og ynkelig uten at bli forstyrret. La os lægge merke til at han sat der, hvilket betegner hans overgivelse i Guds vilje.

Han bøier sig og venter i stilhet paa, at han som tillater disse ting ogsaa skal befri ham for dem.

Men er ikke det galt at hvile, naar en er i denne stilling? At se sig selv befængt med alslags ondt og allikevel ikke frygte eller forsøke at forbedre sin stilling, er ikke det meningsløst? Stakkels Job, hvad tænker du paa? At du da ikke fosøker at tænke ut forskjellig og ta dig selv i behandling, saa du kan bli lægt? Nei, jeg vet saa vel, at det er til ingen nytte: ti jeg har prøvet det. Jeg maa vente til han kommer og læker, han som har slaat mig. Han alene kan gjøre det, og jeg maa forbli i min usselhet og i dette smuds, saalænge det behager ham. Jeg er villig til at se elendig ut.

Men det er dit kjød med dets tilbøieligheter som ødelægger dig? Ja, jeg vet det og føler det; men jeg kan ikke forbedre det, jeg maa bare overgi mig i Guds hænder.

Al denne ondskap som reiser sig synes altid at komme fra os selv, og det er den største smerte for sjælen; men vi maa være stille under alt og tilfreds i Gud.

V. 9. Da sa hans hustru til ham: Holder du endnu fast ved din uskyldighet? Si Gud farvel og dø!

Hvis Jobs hustru ikke hadde staat ham imot, vilde det ha været lettere for ham at holde ut al denne lidelse. Hun som skulde været et med ham og som skulde ta del med ham i hans sorg, hun knuger ham endnu mer ned med sine haanende ord. Hun som da var utslitt av sorg og græmmelse taler. Men hvad taler hun?

«Hvad, er du endnu saa dum, at du holder ved med din fromhet! Forstaar du da ikke, at netop det er grunden til vor ulykke»?

Fornuften optræder her som tjener, likesom den altid gjør, naar sjælen er i trængsel. «Spar dig selv for denne lidelse», sier den, «si Gud farvel, han som tilsteder alt dette, og saa dø: thi du er jo ruinert allikevel, og det er da bedre at dø, end at leve i denne tilstand.»

Slike tilskyndelser har ofte ført svake sjæle ind i fortvilelse: og somoftest tillates det at netop ens nærmeste er redskaper til at gjøre tilværelsen endnu bitrere for den haart fristede sjæl: ti denne forpestede tilstand og den motbydelige duft virker til forargelse paa grund av foragt og avsky.

Disse personer bifalder ens valg, saa længe det nogenlunde stemmer med fornuften: men hvor det gaar utover denne, utover det menneskelige begrep, der kan de ikke følge med længer. Da vækkes forargelsen, og de tar anstøt.

V. 10. Men han sa til hende: «Som en av de daarlige kvinder taler du; skulde vi ta imot det gode av Gud og ikke ta imot det onde»? Under alt dette syndet Job ikke med sine læber.

Men Job som lærte mer i sin trængsel end i den tid han var velsignet, (vi forstaar nemlig ikke hvad omgivelser er, førend vi blir prøvet i trængselens ovn) svarer fornuften, eller denne falske ven, endskjønt hans nærmeste, at det er daarlig tale. «Siden vi trodde, at vi gik paa den rette vei og ikke kunde tvile paa det, eftersom Gud overøste os med sine velsignelser, og vi da vandret den med glæde, fordi den var bestrøet med roser; hvorfor skulde vi da ikke fortsætte veien selv om vi efter roserne møter torner, efter glæde møter sorg? Naar glæden kom, tok vi den med tak fra Gud, skulde vi da ikke ta imot trængselen, selv om den ikke behager os?»

Job syndet ikke trods sin store smerte. Han var dækket av onde bylder og saa ut som bare synd, men han var dog ikke syndig.

V. 11. 12. 13. Da Jobs tre venner hørte al denne ulykke som var kommet over ham, kom de hver fra sit sted, Elifas, Temaniten og Bildad, Suhiten og Zofar, Na’amaliten, og de avtalte sammen at gaa hen for at vise ham medynk og for at trøste ham. Men da de opløftede sine øine langt borte kjendte de ham ikke, og de opløftet sin røst og græd; og de sønderrev hver sin kappe og strøede støv paa sine hoder op mot himmelen. Og de sat hos ham paa jorden i syv dage og syv nætter, og ingen talte et ord til ham; ti de saa at hans smerte var saare stor.

Job var undertrykt av sorg og smerte: men trods hans elendighet var det allikevel ikke nok. Det var nødvendig at hans stilling skulde blottes for alle, og at hans venner skulde se den og forbitres; ti ingen av dem var duelig til at forstaa ham.

Alle mennesker fik høre nyheten om den stakkels Jobs vanære. Det var nødvendig, at alle som hørte om hans store velsignelse ogsaa skulde faa høre om hans ødelæggelse: ja hans elendighet blev nok meget mer bekjendtgjort end hans store velsignelse hadde været.

Denne saa fornedrende stilling tiltrak sig i en særlig grad vennernes opmerksomhet, og de som var mest deltagende kom for at trøste ham.

Men, O Gud, hvad vil de trøste denne sjæl med, han, som alene kan trøstes av den haand, som slog ham? Den trøst de kan bringe vil snart bli til bebreidelser.

Disse tre venner forestiller i sandhet aandelige personer, hver i sin stilling: Den lærde, den aktiv religiøse og den hellige dypsindige tænker.

Alle disse tre slags venner, ønsker at lindre smerten for os og forsøker at finde ut aarsaken dertil.

De representerer ogsaa sjælens tre kræfter: Forstanden med dens resonnement, hukommelsen med sin evne til at tilbakekalde minder, og viljen, hvad den synes om og føler. Alle disse tre venner kom til Job for at trøste ham. Men naar de betragter hans elendige tilstand, naar de tænker over hvad han var og hvad han nu er: naar forstanden ser, at denne mand som var den mest velsignede av alle Guds mænd er blit saa rent ødelagt, ja er blit den mest forlatte av alle, og at han ikke bare har mistet alt det han eiet, men dertil nedtrykt av alt slags ondt, da drar forstanden den slutning, at Job sikkert maa ha kommet paa avveie.

Hukommelsen fremstiller det likedan. Viljen støtter de to; ti før erfarte den en uforklarlig tilfredsstillelse og kjendte den herlige duft fra brudgommen; men nu kjender den bare en grusom stank, der dufter av bare bitterhet.

Vennerne er forbauset ved at se Job, som før var de retfærdiges trøster og hjælper, og nu saa ruinert og avskyelig at se til. De saa ham paa frastand og kjendte ham ikke igjen. Gud tillot det, forat Jobs lidelse skulde økes endnu mer.

Mennesker kjender derfor i virkeligheten ikke Herrens tjenere, som under det foragtelige dække kan skjule den høieste grad av herlighet og renhet. De ser bare det ytre og dømmer derefter.

Det foragtelige dække er saare nødvendig, for at det fine ved disse sjæle skal være skjult baade for sine egne øine og andres. Ellers blev de ikke tilintetgjorte.

Jobs venner blev forblindet ved hans utseende og kunde ikke se sandheten som var skjult bak dette mørke. De satte sig hos ham, nedlatende, og viste ham tilsynelatende medynk. Deres forbauselse er saa stor at de længe ikke har noget at si ham.

Hvorledes kan de trøste ham, naar de mente han var uværdig til nogen trøst og bare trængte tugt? De saa at hans sorg var for stor til at kunne lindres av dem: men deres dristighet bragte dem til at sitte der i syv dage og i syv nætter for paa denne maate at lette sorgen for ham og for at undersøke denne voldsomme ulykke. Da de ikke kunde forstaa grunden til den, eksaminerte de ham i stilhet. De iagttok alle hans bevægelser og utbrud, for om mulig herav at finde ut aarsaken. Efterpaa prøver de hans ord.

Gud tillater at Jobs tale blir optat av hans venner som gudsbespottelse, forat han i deres øine skal synes end mer ynkelig. Dette er en av de haardeste prøvelser en sjæl kan gjennemgaa. Det er saa meget som en kan taale. Jobs taalmodighet blev her sat paa spissen.

Gud ønsker at gjemme slike sjæle for de som ikke er kommet der, at de forstaar dem, og de mest sande og ukunstlede uttryk blir tat for gudsbespottelse og opblæsthet.

Alt sker for at sjælen ikke skal ha noget at støtte sig til. Den skal ganske tilintetgjøres, og det kan ikke ske, saalænge den har noget at rose sig av, saalænge der findes nogen som forsikrer, at han har ret paa sin side.

Alt maa tages væk: der maa ikke findes noget tilflugtssted for denne sjæl.

Hittil har Job støttet sig til sin overgivelse. Der har ikke fremkommet fra ham et utaalmodig eller bebreidende ord. Intet kunde de anklage ham for, som Skriften sier: En mand, enfoldig og ærlig, som frygtet Gud og vek fra det onde.

Men det var nødvendig at hans ord skulde prøves, at hans visdomstale skulde bli agtet for overtrædelse og tilsynelatende forbandelse.