Jobs bok 1. kap

Jobs bok.

V. 1. Der var en mand i landet Uz, hans navn var Job; og den samme mand var enfoldig og ærlig i sit hjerte og frygtet Gud.

Enfoldig og ærlig! Disse egenskaper er fremtrædende hos en sand hengiven sjæl, en sjæl efter Guds hjerte. Enfoldighet er en betingelse for fremgang i Gud. Enfoldig i dypet av hjertet, søkende enheten og ikke mangfoldigheten; enkel og liketil, uten at bøie av, uten svik og uten kunstgrep; intet paatat; men — enkel indadtil og utadtil.

Han var ærlig i sit hjerte og hadde Gud alene som sit maal. Han saa Gud i alle ting og vendte sig hverken hit eller dit. Han var retskaffen utadtil, idet han aldrig gjorde noget for at faa verdslig berømmelse og ære og vek ikke av fra Guds vilje. Han bare frygtet Gud alene uten at ta hensyn til sig selv eller noget andet.

V. 6. Og det skede en dag at Guds sønner kom for at fremstille sig for Herren, og da kom ogsaa Satan midt iblandt dem.

Det er ikke nogen fremmed ting det, at Satan ogsaa befinder sig i Guds nærhet, og midt iblandt de børn som er de kjæreste for Gud og som staar ham nærmest. Han er allevegne; og det er faa tilstande i den troendes liv, hvori han ikke er indblandet, førend sjælen er kommet der, at den er fri fra alle sine egne eiendele; ti det er kun Sandhetens aand som kan avsløre ham.

Saasnart vi gaar ind paa bønnens vei og træder nær til Gud, maa vi være forberedt paa at fristelser vil komme.

V. 8. Og Herren sa til Satan: Har du git agt paa min tjener Job? Ti der er ikke nogen paa jorden som ham, en mand, enfoldig og ærlig og som avskyr det onde?

Gud viser os i dette vers, at endskjønt Satan findes overalt, og iblandt Guds børn, saa findes han ikke hos enfoldige og ærlige sjæle. Han kan se dem paa frastand; men han kan ikke angripe dem uten at Gud særskilt tillater det. Gud sier til ham, at der ikke findes en mand paa jorden lik Job, heller ikke nogen mer velbehagelig paa grund av sit hjertes enfoldighet og ærlighet.

V. 9, 10. Men Satan svarte Herren og sa: Mon Job frygter Gud for intet? Har du ikke hegnet om ham og om hans hus og om alt hvad hans er, trindt omkring? Hans hænders gjerning har du velsignet, og hans fæ har bredt sig ut i landet.

Saaledes taler Satan, fordi han vet, at intet er lettere end at tjene Gud og at være trofast mot ham, naar naadens sødme og velsignelsens fylde meddeles sjælen og tilskynder den saa kraftig dertil. Det er ikke vanskelig at avstaa fra synd naar vi indenfra og utenfra er bevarte.

Det var kundskapen om dette som bragte David til at si: Sæt, Herre, vagt for min mund, vogt mine læbers dør. S. 141, 3.

Gud hegner om sjælen indenfor og bevarer den ved naadens salvelse, og utenfor ved en visdom til at utføre alle sine gjerninger, og at hindre naturens svakheter. Sjælen er da en forseglet kilde. Høis. 4, 12.

Alt, hvad den foretar sig for Gud faar den lykke til; og det ser ut som om Gud ikke ønsker andet end at behage dette hjerte som elsker ham; men hvis kjærlighet, ikke desmindre, endnu er blandet med sine egne interesser.

V. 11. Men ræk dog din haand ut og rør ved alt hvad hans er! Visselig like i dit aasyn vil han si dig farvel.

V. 12. Og Herren sa til Satan: Se, alt hvad hans er, er i din haand; kun mot ham selv maa du ikke utrække din haand.

Satan ber Gud at røre ved alt det Job eier, som om han vilde si: Frata ham, Herre, alle de velsignelser du har git ham, alle gaver og alle naadesbevisninger; ti han har store rikdomme. Saasnart du angriper ham paa denne maate, vil uvilje komme frem i ham, og han vil reise sig mot dig med fiendtskap i sit hjerte, og den ydmyghet og lydighet, som han skylder dig, den viker han undav. Med andre ord, han sier dig farvel like i dit aasyn — eftersom det at motsætte sig, er det samme som at knurre over din almegtige vilje.

Satan visste vel, at naar sjælen ikke er helt overlatt til Gud, naar den blir berøvet sine eiendele, saa vil der i hjertet vækkes trodsige og gudsbespottelige tanker.

Det forekommer da sjælen, som den er i en fremmed stilling, og det er den i virkeligheten ogsaa; men aarsaken er bare den, at den ikke tør opgi sig selv i prøvelsens tider; ti sjælen er da meget sterk i sig selv, og denne styrke er det som foraarsaker slike resultater: Eftersom sjælen blir oplyst, overgir den sig til Gud.

For at prøve sin tjeners troskap, tillater Gud at Satan rører ved hvad Job eier utadtil; og eftersom han blir ribbet for alt det ytre, blir ogsaa hans indre menneske herjet.

V. 13, 14, 15, 16. Og det skede en dag, da hans sønner og hans døtre aad og drak vin i sin førstefødte brors hus, da kom der et bud til Job og sa: Okserne pløiet, og aseninderne græsset ved siden av dem; da faldt Sabæerne ind og tok dem og drengene slog de med sverdets eg, og jeg undkom, kun jeg alene, for at gi dig det tilkjende.

Endnu talte denne, da kom en anden og sa: Guds ild faldt ned fra himmelen og brændte faarene og drengene og fortærede dem, og jeg undkom, kun jeg alene, for at gi dig det tilkjende.

Endskjønt Gud gir Satan magt til at friste og plage Job, saa tillater han ham ikke at gjøre det paa nogen almindelig maate. Sabæerne (en fremmed nation) kom som vilde røvere og tok okserne fra plogen, tok trældyret bort fra sin byrde.

Dette rov forestiller nøiagtig ødelæggelsen av bodsarbeidet, det haarde, strenge arbeide, som en sjæl kan utføre for at oparbeide og dyrke sjælens jordbund.

Aseninderne som græsset nær ved vidner om det velvære som sjælens indre dele befinder sig i under disse bodsøvelser; ti saasnart kraften til at opdyrke jorden, er tat bort, forsvinder ogsaa glæden og freden som sjælen fandt ved dette arbeide.

Gud har slik omsorg for indadvendte sjæle, at han ikke tillater dem at være uvidende om, hvad han tar fra dem, hverken i det indre eller det ytre. Hvis nogen taler ondt om dem eller gjør dem noget, saa sørger Gud for at de vet og forstaar det. Det vi ikke vet om har vi ikke ondt av; men naar lidelsen skriver sig fra en bestemt ting, saa er det, fordi vi vet om aarsaken dertil. Dette gjælder baade det indre og det ytre.

Efterpaa kom ild fra himmelen og brændte faarene. Den brand som fortærer faarene, betegner den indre rene kjærlighet, som ganske tilintetgjør de tanker vi hadde om Gud, saavelsom vort hjertes kjærlighet til ham.

Der fremkommer en brand, en Guds ild som ganske fortærer alt dette, saa sjælen tror sig at miste Guds kjærlighet.

Den mister isandhet sødmen av kjærligheten; men ikke selve kjærligheten, eftersom alt dette fortæres av denne kjærlighet, som optar sødmen i sig. En meget dypere, renere kjærlighet meddeles da sjælen.

Denne ild fortærer ogsaa mange gjerninger, som vi har gjort os megen møie med og likesaa en viss lethet vi hadde til at forbli i bøn; — alt ødelægges av denne ubarmhjertige ild.

Men tilintetgjørelse av disse ting er det samme som at de ikke mere vender tilbake; og dette er det som volder sjælen størst lidelse. Det som bare blir tat væk kan faas tilbake; men det som fortæres, eksisterer ikke længer.

Lysten, tilbøieligheten, ja endog tanken paa at gjøre disse ting er ogsaa borte. De var likesom tjenere, som hjalp til at fremme gode gjerninger. Der blir tilbake bare en tjener, nemlig: bevisstheten om tapet, forat gi sjælen det tilkjende og bringe den til at føle hele bitterheten. Gud begynder med at berøve Job mange ytre velsignelser, for ting utenom ham selv. Derefter kommer ødelæggelsen nærmere ind paa manden selv. Gud handler paa denne maate med indadvendte sjæle.

V. 17. Endnu talte denne da kom en anden og sa: Kaldæerne gjorde tre hope og overfaldt kamelerne og tok dem, og drengene slog de med sverdets eg, og jeg undkom, kun jeg alene, for at gi dig det tilkjende.

De ytre tap som Job fik føle, vilde ha været smaating for denne saa gudfrygtige mand, hvis ikke Gud med end større voldsomhet hadde ødelagt hans indre.

Hvad vi lider utadtil er som regel kun et billede paa de indre lidelser. Sykdom og tap av eiendom ledsages ofte av et av sorg nedtrykt sind. At erfare saa megen ødelæggelse, at være gjenstand for slag efter slag, uten at faa tid til at fatte sig, tilkjendegir den store plan Gud har med en sjæl, naar han driver den fremover med slik voldsomhet.

De tre hope av Kaldæere forestiller alle de slags fristelser som samtidig angriper sjælens tre magter og borttar alt det, den støttet sig til og som gjorde at den kunde vandre i sikkerhet.

For det første blir forstanden formørket, opfyldt av fristelser, av bespottelighet og ugudelighet; i tanken fremkommer de frygteligste, sletteste foreteelser. Der opkommer begjær efter forskjellige uretfærdige tilfredsstillelser, og det er for sjælen som om den da virkelig samtykker i at synde; ti den er saa forblindet at den ikke kan skjelne det at samtykke, fra lidelsen, saaledes at al lidelse forekommer den at være synd. Ved siden av dette er den ofte besværet med visse menneskelige tilbøieligheter, som er ganske naturlige; men som synes at forstyrre al dens glæde.

V. 18. 19. Endnu talte denne, da kom en anden og sa: Dine sønner og dine døtre aad og drak vin i sin førstefødte brors hus; se da kom der en sterk storm fra hin side ørkenen og støtte mot husets fire hjørner, og det faldt paa de unge folk og de døde, og jeg undkom, kun jeg alene, for at gi dig det tilkjende.

Det er en underlig maate, Gud behandler Job paa. Han gir ham ingen ro. Disse voldsomme slag kommer saa hyppig over ham, at han faar ikke pusterum; og det ene slag er haardere end det andet.

En sterk storm, sa budet. Det var isandhet en forsynets storm, endskjønt det kunne se ut som om Satan raset. Denne storm kom fra hin side ørkenen, hvor der er goldt og ufrugtbart; der, hvor troen er formørket, og hvor alle de andre ødelæggelser kommer fra.

Stormen er kommet og det med en uventet voldsomhet; (sligt kommer, naar en mindst venter det) og den støtte mot husets fire hjørner og rev det overende uten skaansel, uten at efterlate noget andet end et frygtelig kaos, og saa meget værre, netop fordi det hadde været saa pragtfuldt.

Hans kjære børn blev knust under dets tyngde og begravet under ruinene.

Læg merke til hvorledes Gud altid begynder med de lettere prøvelser for siden at røre ved de ømmere punkter.

De gode gjerninger som sjælen har gjort sig megen møie med er betegnet med børn. De var i sjælens indre som i et glædens hus, hvor de forlystet sig i velvære og pragt; men for at gaa tilgrunde med desto mere sorg og skam.

Det var et grusomt slag for Job! Et svært tap! At tape alle sine dyder, at se dem likesom ødelagt i sjælen! En storm av hovmod og selvtilfredshet har ødelagt dem og tat dem bort. O Job, hvordan vil du være istand til at utholde alt dette?

V. 20, 21. Da reiste Job sig og sønderrev sin kappe og klippet sit hode, og han faldt ned paa jorden og tilbad.

Og han sa: Nøken kom jeg av min mors liv, og nøken skal jeg vende dit tilbake. Herren gav, Herren tok, Herrens navn være lovet!

Job reiser sig som av en dvale. Han var likesom slaat i svime; men idet han ser, at de mange slag er efter Guds vilje, stiller han sig tilfreds hermed og blir ikke oprevet i sit indre, men bare sønderriver sin kappe, og hans sjæl befries fra alle anfektelser i dens høiere dele, hvilket betegnes ved det klippede hode.

Han falder ned i sin intethet, der hvor han bør være, nemlig i skrøpelighetens og elendighetens jord, og derfra tilber han Gud paa denne maate ved en hel overgivelse og en fuldstendig underkastelse under Guds vilje.

Han overgir sig ikke bare med tanke paa det som er sked; men i alt hvad Gud maatte kræve av ham.

Endskjønt Jobs historie er et eksempel for os paa taalmodighet hvad det ytre angaar, saa er det ogsaa det mest uttryksfulde forbillede paa sjælens indre vandring med Gud; hvorledes den blir herjet, og paa dens erfaringer i kampen.

Intet sted i den hellige skrift er mere betegnende for de indre erfaringer, heller ikke mere lærerike naar en nøie betragter hvert ord.

Hittil har ikke Job aapnet sin mund for at tale, eller for at beklage sig over sit tap; men nu sier han: Nøken kom jeg av min mors liv og nøken skal jeg vende dit tilbake.

Du taalmodige profet, hvad mener du med dette? kan du virkelig vende tilbake til din mors liv?

Ja, jeg maa bli født paany; ti dersom jeg ikke blir født paany kan jeg ikke komme ind i Guds rike.

Vis os da paa hvilken maate dette lar sig gjøre, at en voksen mand kan vende tilbake til sin mors liv.

Denne mors liv er Gud og tilintetgjørelsen. Gud skapte os nøkne, blottet for alt, — og av intet. Jeg maa igjen ind i intethet og gaa ind i Gud. Jeg kan ikke komme ind i Gud uten at jeg blir nøken og tilintetgjort, som jeg var da jeg kom frem.

Dette er sandheten slik som jeg ser den, og herav forstaar jeg, at jeg endnu har meget at tape. Men hvad mere kan du tape? Er du ikke berøvet alle dine velsignelser, baade indre og ytre? Nei, jeg har mange flere ofre at bringe, og til dette hengir jeg mig. Det bør mig at lide dette, forat jeg kan komme ind i mors liv slik som jeg kom ut derfra. Men jeg er saare tilfreds i alt, fordi det er efter Guds vilje. Det er ham som ga mig, hvad jeg hadde; og han har ret til at ta det tilbake, naar han ønsker. Jeg har intet andet begjær end dette, at Guds vilje maa fulbyrdes i mig; ti denne guddommelige vilje er mere værd for mig end alt hvad jeg ellers kunde eie.

Derfor, lovet være Herrens navn for alt han nu gjør, og for alt, han fremdeles vil gjøre; hvor ufordelagtig det end kan synes for mennesket!

Dette er den fuldkomne stilling at indta for sjælen, naar den blir plyndret og ødelagt.

V. 22. Under alt dette syndet Job ikke, og han tilla ikke Gud nogen daarlighet.

Sjælen kan ikke synde i denne stilling, uten ved at trække sig tilbake fra Guds behandling og reise sig imot Guds vilje; men bøier sjælen sig i ydmyghet under Guds haand, saa kan den ikke synde.