En god samvittighet

En god samvittighet.

Her er stor omsorg nødvendig. En ren samvittighet er den modergrund paa hvilken den indre hellighet vokser. Samvittigheten er som en stille tanke og dom i hjertet. Det er et dommersted i menneskets bryst, som anklager synderen og frikjender den som gjør det gode.

Samvittigheten er ogsaa en indre fører, naar den er stillet under den Hellig-Aand. Den som vender sig til promte at adlyde samvittigheten, han vil ikke alene faa en rik indre erfaring, men vil skride fremad fra kraft til kraft. En god samvittighet gir en fri tillid til Gud.

Den Hellig-Aand taler til os paa forskjellige maater gjennem samvittigheten. Naar vort hjerte blir bevart og fyldt med kjærlighet, og naar vort øie forblir i enfold, saa kan vi fornemme den Hellig-Aands sakte hvisken og det mindste indtryk i samvittigheten. Men naar vi ikke beredvillig adlyder, velan, saa blir vor samvittighet avstumpet, om ikke endog brænnemerker opstaar i den. Da blir ikke mer Aandens stemme saa fort hørt som tidligere, og enden paa en saadan vei er evig fordærvelse.

Jeg vil gjøre opmerksom paa nogle av Aandens veie, paa hvilke han sedvanlig kommer for at tale med sjælen:

Først: Vi gjør os istand for at gaa hen etsteds, vi begynder at hænge ved en bestemt tanke, vi er i begrep med at la falde en bemerkning, og det handler sig her kun om ting, som i og for sig selv ikke er syndige. Men det er heller ikke til forherligelse av Gud. Pludselig kommer et mildt indtryk til dit hjerte. Der opstaar hos dig en forestilling om, at den tilsigtede sak ikke egentlig passer sig for en kristen og ikke tjener til at forherlige Gud. Var du i slike tilfælder hørsom og lydig, vilde du medgi det inderlige og fine indtryk i din samvittighet. Men løper du din vei fra dette ufeilbare holdesignal, saa lider du i din sjæl et sikkert tap.

For det andet: Den maate hvorpaa du klær dig foraarsaker undertiden et indre mishag. Du vil ikke synes at staa tilbake, du vil gjerne holde skridt med moden, du overtaler dig selv, alt synes i orden; men en sagte dom i hjertet over et eller andet i din paaklædning blir du ikke kvit. Du staar ikke i troen hvad dette snitt, dette smykke eller hvad det nu er, angaar. Det er altid en hemmelig tvil tilstede, om det allikevel er ret eller ikke. Ven, gi akt, om det ikke er Aandens stemme, der ved din samvittighet gaar irette med dig.

For det tredje: Du har startet en forretning eller er indgaat i forretningsforbindelser, der synes dig ganske tilladelige og lovmessige. Da hører du en prædiken, læser en bok, et tidsskrift, eller du hører et vidnesbyrd og med engang blir saken dig et spørsmaal. Alt andet har du glemt; men dette punkt vil ikke vike fra dine erindringer. Du føler dig uvel ved tanken paa, om Herren allikevel ikke skulle samtykke i din handlemaate.

Maaske er din bestilling, den du indtil nu har indehat, og dit øieblikkelige kald saadan, at din samvittighet altid foruroliger dig — om det allikevel er den rette bestilling for dig efter Guds vilje. Din stilling fører det med sig, at du undertiden farver sandheten noget, eller du maa hos kunden vække falske forestillinger, eller du maa for at holde forretningen oppe fortie visse ting, som Gud har overbevist dig om. Du blir nervøs saa ofte du tænker paa det, du føler dig ikke vel derved Ven, her er fare. Hvordan saken end staar sig, saa vil Aanden du skal standse og bli sikker i din sak, før du gaar videre.

Hvad du enten gjør eller ikke gjør, saa bevar en god samvittighet. Det er veien, som fører til Guds bjerg — den vei, hvorpaa de hellige profeter har vandret. Den overbevisning Gud har nedlagt i dig skal du ikke la vike for menneskelig overtalelseskunst. For andre kan det maaske ha litet at si, men for dig staar alt paa spil. Det lys hvori andre vandrer kan ikke være maalestok for dig. Vandre du i det lys Gud har git til oplysning av din vei. Gjør du ikke det, da geraader du i indre forvirring, din erfaring blir uklar og uviss, og fienden leder dig paa avveie. Du vil derved snart komme ut i vildfarelser.