Stevnereferat: Høst 1923 Horten

E. Aslaksen.

Troens frimodighet er forbundet med tillid til Gud, idet jeg forlater mig paa Herren. Det er da en selvfølge, at jeg vil faa seier. Troens frimodighet bestaar ikke deri, at jeg i tillid til min færdighet og øvelse i at tale reiser mig, da jeg vet med mig selv at kunne komme godt fra det. Heller ikke deri, at nogen grundet trods og frækhet griper anledningen. Disse ting er snarere motsætning av troens frimodighet. Alle som nu i al oprigtighet kjender de elsker Gud over alle ting har al grund til at være saare frimodig. At du har vanskeligheter og har feilet maa ikke hindre din frimodighet. Netop dig formaner jeg til at være frimodig, til at leke yndig i dit hjerte for Gud. Gaa paa hoppende og dansende av fryd over sandheten. Uten tro kan vi ikke tækkes Gud. Alt er mulig for den som tror. Alt som møter os — er der — forat vi skal frelses. Derfor kan vi forlyste os; og vi skal jublende seire med triumpf, synge, spille, hoppe og danse i tillid til ham. Troens frimodighet er velsignet. Har vi sørget, da skal vi komme til at le. Alt det verste som findes, alle mulige vanskeligheter skal møte dig, forat du skal kjende frelsen og ha overflod av liv. Lovprisning og forlystelse er bevis paa tro. Vi er ved troens ord satt ind i himmelen; er det da noget at vente med, hvorfor ikke fryde sig med en gang. Gud være tak som gir os seier. Vær frimodig i Jesus Kristus. Lev deri nat og dag — pris ham. Plagene er satt der, forat du skal beseire dem. Du skal i Jesu navn være hode og ikke hale. Fordi jeg tror blir alt dette virkelighet, og hver den som lever deri vil forstaa det. Gud være tak som selvfølgelig altid gir os seier i Kristus. Gud viser oss vore synder, vort mørke, fordi vi selvfølgelig triumpferende skal seire til gavn for alle gudfrygtige paa jorden. Gud selv elsker hver den, som benytter sig av troens frimodighet.

K. Birkeland.

Jøderne forfulgte Jesus, fordi han helbredet paa sabatten. De tok anstøt av ham, fordi han kaldte Gud sin far. Jesus sa: Sønnen kan ikke gjøre noget av sig selv, bare hvad han ser Faderen gjør, det gjør sønnen likesaa. Han var Faderens avglans og hans væsens uttrykte billede. Han kom for at gjøre Faderens vilje. Han beviste sig at være Gud og menneske fuld av visdom og forstand derved, at han intet gjorde av sig selv. Dette er hemmeligheten til, at Gud gav ham de mange til bytte — og gav ham et navn som er over alle navn. Dette bør vi lægge os paa hjertet. Vi maa vende vort øre til ham og ikke foreta os noget paa egen haand. La dette være dit ene begjær, at høre hvad Gud har at si. Den som er mest tro i dette skal skinne som stjernerne evindelig og altid. Faderen viser Sønnen alt hvad han gjør, og fordi Sønnen elsker os viser han os alt hvad vi skal gjøre. Vær ikke engstelig, bøi din ryg og ta op det lille han viser dig og intet andet, og han skal vise dig større ting end disse. Man kan si om mange brødre idag: Hvorfra har denne alt dette? Jo, derav, at han intet har av sig selv og kun holder sig til hvad Faderen viser ham.

Th. Ellefsen.

Vi var døde i overtrædelser og synd. Nu opreist med Kristus. Vi skal ikke vandre efter denne verdens løp, men som dagens børn. Vaake, saa man ikke atter lytter til disse hærmagter og høvdinger, ikke igjen trække i samme aak som de vantro; ikke synes det er ret, som de synes er ret. Vi er opreist og satt i himlen med Kristus, forat vi skal vandre efter hans aands love, disse som er indskrevet i vore hjerter. Det er lysterne i kjødet som gjør, at man trækker i aak sammen med de vantro. Derfor maa det bli helt slut med dette at blande sig med verden. Alle ting er lagt under hans føtter; og hans navn, Jesu navn, er satt over ethvert navn som nævnes kan baade i himlen og paa jorden. Derfor maa ogsaa vi gi enhver ting dets rette navn og bli frelst fra det alt sammen, for sammen med ham og i ham at være nye skapninger.

Anna Kjærnet.

Kom til at tænke paa beretningen om den rike mand og Lasarus i forbindelse med tjenesten i menigheten. Den rike mand som døde ropte ut fra dødsriket: Fader Abraham, send Lasarus! men faar til svar: Hører de ikke Moses og profeterne vil de heller ikke høre om nogen staar op fra de døde. Kom til at tænke paa dem som Gud har sendt i vor vei op igjennem tiderne, disse som har set at vi trængte hjælp og har villet hjælpe, men som er blit avvist med: Ikke denne men en anden, som man kunde ha rigtig tillid til. Man venter paa noget ekstra ordinært — ikke denne anstøtssten, som ligger like for foten. Man vil nødig ydmyge og bøie sig for dem Gud sender. Men hør hvad Abraham svarer:

Er de ikke villig til at høre Moses og profeterne, d.v.s. de som er sendt dem av Gud, da vil de heller ikke tro om nogen stod op fra de døde. Da Moses vilde føre israel op mot det forgjettede land, reiste de sig mot ham og sa: Det faar nu være nok, du vil herske over os, og vi er jo dog alle hellige. Gud sa om Moses, at han var den mest sagtmodige blandt mænd og dog kunde saadant forekomme. Det var ikke Mose hensikt at herske, men at lede dem frem.

Jesus sier: Salig er den som ikke tar anstøt av dem, hvori Kristus aapenbares.

J. O. S.

Det er nu engang slik, at vi er ikke andet end mennesker, der speider landet, og vi finder indbyggerne store og sterke, ja frygtelige. Vanskeligheterne er mange og store. Saadan var det ogsaa for Abraham, han hadde løftet, saa paa vanskelighetene — sit svake legeme og Saras utdøde moderliv; men tingen var, han trodde Gud og løftet blev opfyldt. Der var 12 speidere. Alle saa de landets herlighet, alle saa de vanskelighetene, og alle hadde Guds løfter om at indta landet; men kun to trodde Gud. Resten saa paa sin egen svakhet og paa fiendens overmagt. Der var en anden aand i Josva og Kaleb. De sønderrev sine klær ved at høre paa al den vantro de øvrige speidere søkte at indplante i folket, som var villige til at høre og graate over, hvor mørkt alt saa ut.

Disse to aandsretninger forekommer ogsaa idag inden forsamlingen. Se efter av hvilken aand du er. Josva trodde Gud og fik lov til at utdele landet til sine medbrødre. Kaleb var i sin alderdom, 85 aar, likesaa kraftig som i sin ungdom, dengang Moses sendte ham ind for at speide landet. Han paatok sig derfor ogsaa at fordrive de kraftigste av landets indbyggere, Anaks børn, og skjænket sine døtre baade øvre og nedre vandkilder. Baade han selv og hans børn hadde nok at øse av.

Der staar om nogle, at de skal komme ind til hvilen. Mon dette ikke er saadanne, som har Josva og Kalebs aand? Men heller ikke disse kan slaa sig tilro paa sin arvelod, før deres medbrødre ogsaa har faat fordrevet fienden og er kommet til hvile paa sin arvelod.

Men der er langt frem til hvile. Nogle er saa haarde og træge til at høre, at de sitter som smaa juveler inde i den haarde ben. Man kan slaa 1, 2, 3, 4 ja op til 11 slag paa stenen før den sprækker og gir fra sig sin lille juvel. Men ut maa den, og det er kjærlighet. I tro og Herrens kraft skal du vinde seier og indta landet. Og har ikke du selv tro til at redde dig ut av dine egne vanskeligheter, saa kan det hænde, at Gud sender en anden til at redde dig. Du skal da forundre dig, glæde dig og rave av jubel over Guds frelse, men samtidig ryste paa hodet over din egen uforstand og vantro. Du skal ikke ha æren for at være blit løst og fri, men Gud skal ha æren, som sendte nogen i din vei, som hadde mer tro end du selv. Gud æres ved slike redskaper, hvorfor han ogsaa kan ære dem.

I Herrens aand er raads og styrkes aand. Er vi indesluttet i Kristus i den nedadgaaende linje — hans lidelser og død, da skal vi ogsaa være det i den opadgaaende linje, hans opstandelse og herlighet. Du vinder seier over Goliat ved at erkjende din egen svakhet og tro paa Guds kraft. Gjør som David, læg stenen i slyngen i Herrens navn. Naar sinnet er bøiet og ydmykt, og naar vanskeligheten er saa stor, at erkjendelsen om egen kraftløshet er tilstede, da lar Gud frelsen komme. Guds kræfter løses og indtages kun paa denne maate. Der kan være saa meget at gjøre med 2 a 4 sjæle, at man ikke rækker mer. Hvordan skulde man overkomme alt, om huset blev fuldt av folk. De gjenstridige og vantro er derfor skyld i, at ikke masserne kan komme til. Paulus kunde ikke strække sig utover til andre, før de han hadde med at gjøre var bragt til lydighet.

J. O. S.

Rom. 6, 11. Agte sig død for synd, ikke la den herske. Her maa vi ta standpunkt, erkjende synd som synd og med et slag agte os for død fra den. Naar du drages og lokkes av egen begjærlighet, da si, nei!

Det at agte sig død for synden er den ene side av saken, det er kun halvparten. Den anden side og den anden halvdel er at anse sig som levende for Gud. Hvad hjælper det, om man gaar der hele sit liv og har stræv med at anse sig som død for synden, naar man ikke er fremstillet som levende for Gud? Det er som levende for Gud man faar det største knæk paa synden. Vi maa være rede til at gaa og komme paa Guds befaling, være rede til at vidne om ham. Gud har git os sin aand, derfor kan vi i denne aand hate endog vort liv i denne verden, hate legemets gjerninger. Paa denne maate kan vi fremstille os som levende for Gud og anse os som døde for synden. Vi maa, som br. A. sa, staa som paa taa hæv klar til at gjøre Guds gjerninger. Dette er at anse sig som levende for Gud.

Dersom man skal ta alle mulige hensyn til denne og hin, da er man ikke fremstillet som levende for Gud. Man er bange for at støte og si ting, hvorover det forfængelige kjød blir saaret og fornærmet. Derfor gaar man frem paa puselabber for at gaa vel klar av alt og alle. En saadan sjæl er ikke levende for Gud. Hverken Gud eller menigheten kan bruke ham.

Aandens tjener har fremstillet sit legeme som offer. Man faar si og tænke hvadsomhelst om ham; for han gjør sin tjeneste for Gud.

Gaa rundt som levende, efterpaa skal du faa stor belønning. Naar man er satt i det himmelske, vil det, naar man vet det, være saa meget lettere at seire over alt paa jorden. Ti likesom Jesus har seiret over alle magter og myndigheter, vil ogsaa vi seire med ham — om vi tror det — og er fremstillet som levende for Gud.