Alltid mellom barken og veden

Altid mellem barken og veden.

De egte barn, de som har del i tugten (Hebr. 12 kap.), de er i en forunderlig stilling. Uttrykket «mellem barken og veden», kan godt passe paa denne stilling. Likesom vi synes at befinde os mellem barken og ve den, saa synes vi ogsaa at gaa «væggimellem».

Livets forskjellige egenskaper bestaar av fuldt op av tilsynelatende motsætninger. Disse danner da «væggene» paa to sider, «barken» paa den ene og «veden» paa den anden.

Ser vi noget ret og godt i det ene og saa griper dette av hele vort hjerte, priser det og følger det — saa vil vi likesom slaa os tilro og bygge templer der; men det hele er nok kun ufuldkomment og stykkevis. Snart skinner et nyt lys der er talsmand for den tilsynelatende motsætning; saa aapner vi vort hjerte for dette, følger det og priser det. Men længe varer det heller ikke med dette. Der gives os ikke i saa maate rast og ro. Saadan gaar det videre «væggimellem».

Vi er tilbøielig til at slaa os tilro, til at leve vanemæssig; men vor omsorgsfulde Fader, han sørger for at holde os i aande, fremadjagende mot fuldendelsen.

Salomo sier: «Der er en tid til at kaste stener fra sig, en anden tid til at samle dem sammen igjen.» Menneskelig set er altsaa det ene det stikk motsatte av det andet! Hvilken av disse handlinger er rigtig? Begge to! Hver i sin tid; hver med sin egen bevæggrund. Naar stenene blev kastet bort, da hadde jeg min gode grund for det, mens det lys som senere ga mig en anden god grund for at samle dem sammen igjen, ikke lyste for mig den gang. — Naar det ikke lyste for mig, kunde jeg jo heller ikke rette mig efter det. Dersom vi kun vandrer efter det lys der til enhver tid skinner for os, da gjør vi ret og er fuldkomne efter vor samvittighet. Noget mere kan ingen skapning gjøre i noget øieblik.

Vi er f. eks. grepet av dette at tale sandhet istedetfor at være feig og lyve. Av hjertens lyst taler vi saa sandhet baade borte og hjemme og faar ikke engang fred i vor sjæl, uten ved enhver anledning at ha sagt alt hvad vi vet er sandt. Taushet er da stener som vi forkaster: aldrig taushet! Den kommer bare av feighet, tænker vi. Derfor: Væk med den! Langt bort! Men omsider lar Overhyrden nyt lys opgaa for os, f. eks.: «kast ikke perler for svin» eller: «vær snar til at høre, sen til at tale». Jeg faar se gode grunde for at ogsaa det at tie med hvad jeg vet er sandt kan være meget godt og gavnlig baade for mig selv og andre. Saa henter jeg da med glæde de før forkastede stener — tausheten — tilbake.

Vidunderlige liv! O, dyp av rigdom og visdom og kundskap hos Gud!

Slik gik det med at tale og tie. Saadan gaar det ogsaa med alt det øvrige der vedrører det indre liv. —

Mon hvorledes det gaar med at styre sjælene med fast og kyndig haand eller at la dem vandre hver efter sin lyst?

Hvad mon er rettest enten at søke hjælp direkte hos Gud eller gjennem et gudhengivent menneske?

Hvad finder Gud mest behag i naar jeg søker at vinde sjæle for ham, enten at gi dem Guds ord alene eller ogsaa at dra paa dem ved menneskekjærlighet?

Mon det er det fuldkomneste at være uavhængig av andre eller at være avhængig av dem?

Hvad er rettest, enten at tale bare om det indre eller ogsaa at berøre det ytre?

Det rigtigste, det bedste for os, det er at være Aanden hørig og føielig, at la os drive «væggimellem» av denne. Det er hverken det at være i «barken» eller det at være i «veden» som er bedst; men «mellem barken og veden», der er det vi har vor plads.

Om vi tænker os at være et insekt der skal tiltops i et træ, og vi har disse tre veier at vælge mellem, enten at vandre gjennem barken, eller gjennem veden, eller mellem disse — da vilde vel nr. 3 være den hensigtsmæssigste vei eller den eneste vei til maalet. Vi maa altsaa ha baade barken og veden, likesom træet selv ikke kunde vokse op uten begge dele.

Apostelen Paulus beskriver tydelig denne stilling i 2 Kor. 4, 8: Altid i trængsel! (Der er trangt mellem barken og veden) Altid tvilende (tvilraadige)! Altsaa: Hvad skal jeg tro er bedst? Skal jeg kaste stenene eller beholde dem?

Ingen kan gi noget bestemt, paragrafmessig svar. For samme person er det ene ret til en tid, det andet til en anden tid. — Paa samme tid er det ene ret for den ene, det andet for en anden. — Naar hver enkelt følger det lys han har i øieblikket, da har de alle samfund med hverandre i aand og sandhet, og er ett harmonisk hele, hvor forskjellige de end er.

Det er kun synden — overtrædelse av det lys man har — der gjør skilsmisse. —

Den vise Paulus var altid tvilraadig. Hvorav kan det da komme at andre, der staar langt tilbake for ham, kan kjende sig altid sikker? Jo, det var fordi Paulus altid strakte sig ut efter det som var foran ham, at han ogsaa altid kjendte sig tvilraadig; ti det foran os er jo et ukjendt omraade. Om nogen da altid kjenner sig fuldviss, da maa det komme av at de altid dvæler ved det forbigangne eller det de har, at de er rike og mætte med det de har. —

Kjære border, slaa dig ikke tilro hverken i det ene eller det andet! Det er nok det mest letvindte, men ogsaa det mindst lønsomme. Vi har ikke her nogen blivende stad; vi er pilgrimer. Der er trangt mellem barken og veden; men med Guds fred i dit indre utholder du godt denne trængsel. Den virker, sier Paulus, en evig fylde av herlighet, i overmaal paa overmaal — saa den er lønsom.

Derfor — kun trøstig videre — mellem barken og veden. Bli kun taalmodig hængende paa korset. Vær hilset i Kristi kjærlighet med 2 Kor. 1, 3—7.