Gå opp i skogen og uthugg der et stykke

september 1922

Gaa op i skoven og uthug der et stykke.

I det syttende kapitel hos Josva gaar Josefs børn, Efraim og Manasse, til Josva — efterat landet var delt mellem stammerne — og ber ham gi dem mer land. «Og Josefs børn talte med Josva og sa: «Hvorfor ga du mig kun een lod og en part til arv? Jeg er et stort folk, eftersom Herren har velsignet mig.»

Skjønt de hadde faat maaske den bedste og mest fruktbare del av Kanans land klaget de; de trodde, at de trængte til mer land; men de visste ikke, at hvad de trængte til var at ta det land, der alt var git dem, i eie.

Men Josva visste, hvad slags land disse stammer hadde faat i eie, og han svarte derfor: «Dersom du er et stort folk, da gaa op i skoven og uthug dig der et stykke i feresiternes og kjæmpernes land, efterdi Efraims bjerg er dig for trangt.» Efraim og Manasse vilde ikke gjøre sig nogen uleilighet for at faa mer land i eie; de ønsket sine landemerker utvidet enten blot ved et ord av Josva eller ved at andre end de selv skulde gaa op paa bjergene og rydde skoven. De søkte et land, hvor alle vanskeligheter paa forhaand var ryddet tilside, og hjertens gjerne vilde de gaa frem, hvor andre hadde banet veien for saa at dele det bytte andre hadde vundet.

Men Josef børn svarte: «Dette bjerg er ikke tilstrækkelig for os, og tilmed er der jernvogne hos alle kananiterne, som bor i dallandet.» For at naa bjergene maatte de gjennem dalen, der laa imellem. De maatte forbi kananiterne, hvis jernvogne saa uindtagelige ut. De saa paa omstændigheterne, og deres hjerte blev fyldt med frygt. Men Josva visste, at det vilde være godt for dem, ja nødvendig at bryte gjennem alle disse vanskeligheter. Han visste ogsaa, at de var sterke nok til at seire, derfor opmuntret han dem til at gaa frem ved at si: «Du er et stort folk, og du har stor styrke, du skal utdrive kananiten, endog han har jernvogne, endog han er sterk.

Dette træk fra israels folks liv i gamle dage, hvor godt det passer paa vor tid. Man ønsker nok at faa større aandelig velsignelse; men man er makelig, vil ikke omgjorde lænderne og gjøre sig rede. Men i Aandens rike maa hver enkelt gjøre regnskap for sig selv; ønsker vi mer land i eie, da kan ingen anden end vi selv hugge skoven. Vi maa selv ta øksen i haand — det levende Guds Ord — og begynde vor vandring op ad bjerget for at rydde skoven og finde ny plads, høiere grund for vor fot, for at ta en ny forgjettelse i eie og finde den virkelig og værd at lide paa.

Men for at faa forgjettelsens nyland i eie, maa vi som Efraim gjennem dalen, hvor kananiten bor med sine jernvogne. Vi maa gjennem prøvelser for at lære at fæste vort øie ikke paa kananiten eller hans vogne, men paa ham, som byder os at ta hele landet han tilsa os i eie. Vor tro maa prøves i fiendens ildregn. Vi maa lære at se, at det er Satan som frister os til at betragte omstændighetene i stedet for at regne med Jesus. Vi maa lære at løfte vore øine høit over alle bjerge, op til ham, som bor i det høie og ophøiede, op til ham, som er himlens og jordens skaper, ansigt til ansigt med det umulige løfte hænder og hjerte og prise ham, der er undernes Gud og som endnu gjør det umulige mulig, ham som skjænker seirens uvisnelige krans til dem som forlater sig paa ham.

Josva opmuntret folket til at gaa frem og føiede til: «Du har stor styrke». Gud være lovet for hver fører i Guds rike, som kjender Gud saa nøie, at han regner med Guds kraft, som staar rede for Guds folk for hvert skridt fremad mot det store maal. Kalder Gud os til at gaa frem, og det gjør han, — la da ikke vort hjerte forfærdes, men la os lytte til vor store førers ord om, at vi er sterke i ham og ved ham, og at vi skal faa kraft, naar den Hellig-Aand kommer over os. La os ikke ligne disse to stammer, der ansigt til ansigt med Guds rike gaver vakler og tøver. La os ikke beregne hvad det vil koste at gaa ned i dalen, at ydmyge os saa dypt, og hvad det vil koste vor sjæl av smerte at gaa gjennem prøvelsens ild. Ønsket om videre rum, større lys, kraft og velsignelse har kun værdi i samme grad, som vi er rede til, naar Gud kalder, at fornekte os selv og gaa troens og korsets vei. Men det gjør ondt at dø! Derfor opgir mange haapet om fuld frihet hernede og taler om det som en gave vi faar, naar vi engang kommer til himlen, skjønt det er en Guds gave til os i Kristus Jesus allerede hernede — en gave som maa gripes i den beleilige tid!

Forstod vi blot i hele sit omfang, at hvad vi ikke i troen vinder allerede her, faar vi aldrig i eie. I denne sak kan nok broder i nogen maate hjælpe broder, men i fuldeste forstand avgjør hver enkelt selv, hvad vi faar i eie. Hvorfor da frygte, naar Gud fører os ned i dalen! Hvorfor ikke si med David: «Naar jeg end skal vandre i dødsskyggens dal, vil jeg ikke frygte for ondt; ti du er med mig.» Den dal, som bringer døden over noget i os selv, vore egne beregninger, vore egne ønsker, bringer en fuldere aabenbaring av ham, som bød os ta hele landet i eie. Vel fører veien opad lidelse og kamp med sig; ti aldrig har Gud velsignet nogen sjæl, uten at det har kostet noget; men aldrig gir han større naade! Aldrig faar vi den fulde arv i eie, om vi tror, at noget andet menneske kan gaa for os. Kun den der ber sig igjennem, kun den som løses fra mennesker og trænger frem kan vinde. Selv Jesus frembar bønner med sterkt rop og taarer. Tro uten gjerning er død. Aldrig faar sovende mand seier.

Men som vi gaar frem trin for trin skal vor mund fyldes med lovsang. Det nye liv, takken over at vinde frem skal vælde op i vore hjerter. Vi skal løpe og ikke vansmægte, gaa og ikke bli trætte. Vi skal bevares i frimodighet trods det at veien gaar op ad bjerge og igjen op ad bjerge. Vi skal altid finde styrke nok, naar vi gaar frem i hans navn.

Ebal og Garizim, forbandelsens og velsignelsens bjerg, laa i det land som Efraim og Manasse fik til arv. I hvert liv der skal leves til Guds ære er der noget der først skal forbandes, forat Gud kan velsigne. Josva bygget Guds alter paa Ebals bjerg. Dersom vi bygger Guds alter med «hele stene», fremstiller os som et levende, hellig offer for ham og altid lar hans pris være i vor mund, da skal Gud fra sit Garizim lyse velsignelsen over os i overmaal. Kalder vi det urent, som Herren kalder urent; utskiller vi det dyrebare fra det slette og ikke lar noget av det banlyste hænge ved vor haand, men omhugger alle kritikkens, vredens, misundelsens og egensindighetens trær, hvor vidt vil da ikke rummet bli for vor fot? Om vi i samlet flok gik i kamp mot hver plantning, som ikke har vor himmelske Faders velbehag, «glemmende det som er bak og rækkende efter det som er foran», sandelig vi skulde faa smake fylden i Jesus, velsignes med al aandelig velsignelse i det himmelske i Kristus!

Skal vi da ikke gaa fremad, hver mand like for sig? Gud vil det, — og Herre, vi vil det ogsaa. Strid du ved vor side, strid med os og for os; lær os ikke at se tilbake, men agte alt for tap mot at faa en rikelig indgang i dit evige rike!