Ansikt til ansikt

Ansigt til ansigt.

Mine øine skal skue kongen. Es. 35. 17. Eftersom Gud arbeidet med Moses kom tiden da hans hensigt med ham var opnaadd. Redskapet og folket var færdig. Egyptens konge var død, han som hadde kjendt Moses i hans ungdom. Israels børn sukket over sin trældom og ropte til Gud.

Gud hørte deres suk og ihukom sin pakt med Abraham. Ikke saaledes at Gud hadde glemt; men han maatte ha alt færdig for at kunne begynde arbeidet.

Den hemmelighet at Gud kræver os til at samarbeide med ham er skjult for de fleste. Han appelerer til vor frie vilje, naar han arbeider med os. Gud kan ikke utfri os av fangenskap, dersom vi ikke vil bli utfridd. Derfor maa han tillate at vi kommer i trængsel paa en eller anden maate for at faa bragt os i den situation, at vi roper efter den hjælp, som han i lange tider har ønsket at sende os.

Israel maatte komme i den stilling, at de sukket efter befrielse, førend Gud kunde faa hjulpet dem. Gud tillot derfor at deres trældom og deres lidelse blev større og større, indtil de ikke holdt ut længer. Da sukket de til ham, som saa længe hadde været rede til at hjælpe.

Redskapet var sat istand; hvor litet israel kjendte til det! I sin angst og fortvilelse trodde de sig forlatt baade av Gud og mennesker.

Er det ikke slik idag ogsaa? Vor Gud er den samme Gud. Vi ser ham sagte og stille utføre sin plan angaaende israels frelse, og vi beundrer skjønheten i hans arbeide. Vi ser hvordan han arbeider med at forvandle de utvalgte, de som er kjøpte fra jorden og menneskene til en førstegrøde for Gud og lammet. — La os staa paa murene og iagta tidens tegn!

Jeg skal se eder igjen. Joh. 16, 22.

Da Israel var færdig, fik Moses budskap om at Guds plan skulde iverksættes. Han møter ham i den daglige gjerning; — han drev smaakvæget.

Hvis vi ønsker at utføre noget for Gud kan vi bare ta fatt paa det som ligger foran os til dagen. Er vi trofaste i vor daglige gjerning, skal vi ogsaa bli duelige til at forvalte sande skatte. Da vil vi ogsaa være rede naar Gud har bruk for os.

Moses blev stanset i sin gang ved at se en ildslue midt i en tornebusk! Det var en almindelig liten busk, men det ualmindelige med den var, at tornebusken brændte i ilden uten at bli fortæret. Moses sa: Jeg vil gaa hen og se dette syn, hvorfor tornebusken ikke blir opbrændt.

En busk i flammer uten at noget menneske har tændt ild i den, og flammene holdes vedlike!

Det var et billede som talte til Moses. Det forklarte, hvad Gud kunde gjøre med ham; og det er et billede som Guds folk altid kan se paa og lære av. Det forklarer for os, hvordan Gud i sin naade tar bolig i disse ringe kar, som en fortærende ild, der brænder likesom ilden i tornebusken uten at selve busken blir fortæret.

Gud talte til Moses fra tornebusken, likesom han har talt til saa mange av os. Han kaldte ham ved navn. Gud taler altid direkte, saa vi behøver ikke at si: Du er manden, idet vi sigter til vor næste. Naar Gud taler, da glemmer vi vore naboer; ti vi kjender klart hvem han mener.

Moses maa vite, at det er ikke nogen almindelig ting, det at møte Gud, selv om han endnu ikke har møtt ham ansigt til ansigt. — «Moses, det sted du staar paa er hellig jord.»

Hellig jord? For et øieblik siden var det bare almindelig land. — Hellig jord paa grund av den Herlige Guds hellige nærværelse! Om nogen ødelægger Guds tempel, ham skal Gud ødelægge; ti Guds tempel er hellig, og det er I.

Hvor nøie vi maa lægge merke til dette! Spørsmaalet vilde ikke da bli: Kan jeg tillate mig dette eller hint? men: Sømmer det sig for Herrens tempel? Hvis Gud bor i os, likesom han var i tornebusken, da vil sikkerlig hans hellige nærværelse vidne om, at vi er hans hellige tempel! Vi som var almindelige er blit hellige!

Jeg har set Gud ansigt til ansigt. 1 Mose. 32, 30. Og han sa fremdeles: «Jeg er — Gud,» — 2 Mos. 3, 6. Den samme Gud som Abraham kjendte, da han faldt paa sit ansigt, naar han talte til ham. Den Gud som Isak og Jacob ogsaa kjendte.

«Jeg er — Gud.» — Moses skjulte sit ansigt; ti han frygtet. Det var ikke tiden endnu at han kunde staa ansigt til ansigt med Gud!

Herren sa: «Jeg har set mit folks elendighet og hørt deres skrik; jeg kjender deres smerte, og jeg er stegen ned for at utfri dem.» v. 7, 8.

Jeg er Gud, og jeg er kommet for at utfri.

Jehova, det store: Jeg er, er for Gud et evig nu. Hans kjærlighet og ømhet for sjæle som er i nød er den samme nu, som da han aapenbarte sig for Moses. Der er ikke forandring eller skiftende skygge i Gud. Jac. 1. 17.

O, hvor vi trænger at komme dypere ind i hans fortrolige raad, ind i en dypere forening med ham, saa han kan faa aapnet sit hjerte for os og vise os sin kjærlighet og medlidenhet med den dypt faldne menneskeslegt, den kjærlighet som gav sin eneste søn.

Hvem kan forstaa den evige aands kjærlighet, som med nidkjærhet attraar de frelstes aand?

«Saa gaa nu, og jeg vil sende dig og føre mit folk ut av Egypten!» Vil Gud ha Moses som sin medarbeider? «Jeg er stegen ned for at utfri dem, — gaa nu, jeg vil sende dig!»

Jehova hadde først aapenbaret for ham: Jeg er Gud; derefter aapenbaret han sit hjertes tanke: Jeg har set, — jeg kjender deres smerte, — jeg er stegen ned; og nu aapenbarer han for ham sine planer angaaende utfrielsen.

Gud, ved Mose haand! ikke Moses ved Guds hjælp!

Bare efter et saadant møte med Gud kan et virkningsfuldt arbeide utføres. Vi maa faa ordre direkte fra ham, ellers løper vi førend vi er sendt, og fortjener da med rette de ord som Herren sier om israels profeter: Jeg har ikke sendt profeterne, dog løp de; jeg har ikke talt til dem, dog profeterte de. —

Derfor, se jeg kommer over de profeter som tage til sin tunge og sier: Saa siger Herren. Jer. 23, 21, 31.