Hvem er som Herren vår Gud?

Hvo er som Herren vor Gud.

Om nogen tar forstor plads i Guds rike end den han skal ha som lem paa Kristi legeme, da er det en likesaa stor skam at være et forstort lem som et forlitet. Begge er abnorme. Men den retfærdige Gud skal vite at avveie enhver efter det som ret er, saa den fortrykte — ja endog den lamme skal faa sin plads. Da skal der bli ophøielser og fornedrelser, og hele menigheten skal si: amen. Maa Guds folk lære at si dette amen nu.

Jesus kom for at tjene og gi sit liv. Og hans efterfølgere har faat det samme hverv og kun det. Derfor er veiene i Kristus fuldstændig motsat veiene i verden. Vi skal ta et utdrag av hvad Paulus sier i 1 Kor. 4, 9—17: Mig tykkes at Gud har vist os apostler frem som de ringeste, som dødsdømte — et skuespil — daarer — skrøpelige — æreløse — hungrige — tørstige — nøkne — mishandlede — hjemløse — mødige — utskjældte — forfulgte — spottede — utskud — en væmmelse for alle indtil nu. Hvor det lignet David og hans mænd, der vankede hvor det traf sig. 1. Sam. 23, 13. Men Paulus sier trods alt: «Jeg formaner eder: Bliv mine efterfølger!» Og end ydermere sendte han Timoteus, sit elskede og trofaste barn i Herren, forat han skulde undervise dem om «mine veie i Kristus.» Guds veie er isandhet underlige. Han knuser det store og mægtige, men aabenbarer det herlige i det ringe, forat mennesket ikke skal fortape sig i en ydre glans, men i den ringe og lave. Alt dette kun for at knuse alt det som vil «reise sin trone over himlens stjerner.» Men hvo er som Herren vor Gud, der troner saa høit og ser saa dypt??

Livets indre behandling i Kristus gaar ut paa at knuse selvlivet, dette som vil være noget utenfor Gud, dette som vil ophøie sig og være stort ifølge Satans princip og magt. Dette gaar tilgrunde, idet Guds lys skinner ind i mørket eftersom vi vandrer frem og sier ja til alle lysets domme over Satan og selvets mørke — ved tro paa Kristi fuldbragte seiersverk over disse ting.

Livets ytre tjenester er ogsaa slik, at det altid er en medvirkende faktor som følger haand i haand med det indre livs utvikling; ti for at kunne tjene i det ytre med den ringe glans, maa der altid foregaa en indre sønderknuselse av selvet, forat man skal kunne bøie sig saa langt ned at man tilsidst likesaa gjerne vil tjene den ringeste som nogen anden. Jo mere det menneskelige hovmod kommer væk, desto mere vil vi bli som Herren, der troner saa høit, men ser saa dypt. Og jo høiere vi kommer i ham, desto dypere vil vi se i andres nød. Men kjærligheten til andre vil økes ved indgangen i ham.

Den som æres av den store Gud, vil æres med de smaa i verden, saaledes som David, da han blev foragtet av Mikal, sin hustru. Han sier: «Jeg vil vorde endnu ringere end saa og vorde liten i mine egne øine, og med de tjenestepiker du talte om, med dem vil jeg æres. 2 Sam. 6, 22. David var isandhet ringe i sig selv, men stor for Gud. Mange kan ha følelsen av at de er ringe i sine egne øine, men straks de føler, at de er ringe i andres øine, da reiser naturen sig saaret i protest over saadan behandling. Mon man da i virkeligheten har været ringe i sine egne øine, naar man ikke taaler den ydre prøve over sin indre tilstand? Guds maal er at knuse den indre stolthet, der hænger igjen i mennesket i de tusen variationer, fra de groveste ind i de fine aandelige former. Dette i kjærlighet kun fordi han er nidkjær for at faa plantet sin egen natur ind i sine børns hjerter. Jesus tok en tjeners skikkelse og fornedret sig selv. Hvo er som Herren vor Gud?

Jesus agtet det ikke for et rov at være Gud lik; men av sig selv gav han avkald derpaa og tok en tjeners skikkelse — og fornedret sig selv, saa han blev lydig indtil døden, ja korsets død. Fil. 2, 6—8. Hvem er det nu som gjør som ham: gir av sig selv, av egen drift avkald — av egen drift fornedrer dig selv. De som har Jesu sind (v. 5) gjør det, men hvor mange har da Jesu sind? Mange er opreist med Kristus og sat i det himmelske; men Jesus sier, at ingen er stegen op til himlen uten han som er stegen ned fra himlen, menneskesønnen som er i himlen. Joh. 3, 13. Mange som er opreist vil leve sit liv kun i aandelig nydelse og velvære, uten tanke paa at tjene de ringe. Da maa man som Jesus stige ned, men om man stiger ned, da blir det med dem som med Jesus, som han sier om dig selv: Menneskesønnen som er i himlen. Om han steg ned fra himlen, var han dog i himlen, forat han i det lave kunde gi det himmelske til trængende sjæle.

Jesus for op i det høie og bortførte fanger; men disse hentet han, idet han for ned til de lavere egne (Ef. 4, 8—9). Der tok han det som intet var i sig selv for at gjøre alt det store til intet! Og den som med Jesus vil bortføre fanger, maa gaa ned og utvælge det som intet er. Det er meget behageligere at leve i aandelig velvære uten tanke paa andre; ti der tar kjødet broderparten, end at stige ned og la kjødet med storhetstilbøielighet dø. I Ps. 78, 18 staar der skrevet om Israels børn, at de fristet Gud i sit hjerte og krævet mat for sin lyst. Ogsaa i vore dage finder vi en masse som kun kræver aandelig mat for sin lyst, saa de efterpaa kan svælge i aandelig beruselse, sitte i en sofa og drømme med lukkede øine, endda de vet, at Lazarus vrider sig i smerte utenfor døren. Gud velsignet israel, men i sin vrede herjet han med dem, se v. 30—31. De vil ikke stige ned og ta en tjeners skikkelse; ti da maa de gjøre et for dypt indgrep i sin makelighet. Og de som fornedrer sig og tar en tjeners skikkelse, de er en sand plage for Satan, ti de er i Guds haand som en vare, der kastes ut paa markedet, de føres ut av Gud uten knurr til enhver tjeneste han vil sætte dem. De tar himlen med sig ind i det praktiske liv, hvor enhver ting derfor faar magt efter himmelsk maal. De som ikke vil stige ned, de roper vé over dem som stiger ned og tar en tjeners skikkelse paa sig, og roper: «Lovtrældom!» Og de vet ikke, at de selv er trælle av sin makelighet; ti de har endnu ikke overgit sit legeme som et Gud velbehagelig offer — som er den aandelige gudsdyrkelse. Den aandelige gudsdyrkelse er at gi sit legeme som offer; med disse vil ha gudsdyrkelse uten legemets ofring til tjeneste. Hvo er som Herren vor Gud, der troner saa høit og ser saa dypt ned, og fører dem høit op, som har ligget langt nede.

Enhver maa indta et fast standpunkt her. Han maa vie sig til Gud til tjeneste for de ringe og fattige i aanden, og til at trodse, motstaa og tilintetgjøre det som vil være noget; ti alle som vil være noget har som bakgrund for sit liv og sine ord Satan. Enten man vil noget i verden, eller senere i aandelig henseende, da staar Satan bak. Man tror ofte, at man er haard mot mennesker; men det er ikke menneskesjælen som saadan kamp gjælder, men det som de er besværet av. Men naar mennesket forbinder sig med Satans aand og hans principer, da staar de jo paa hans parti i den sak det gjælder, og da faar de ogsaa ta imot de angrep som falder for haanden. De faar ta lod og del med ham. La os nu gaa til angrep, saa alle høider, ogsaa de religiøse, maa falde i gruset, og la os ta de smaa og sætte dem blandt fyrster. La os gjøre Guds vilje uten tilbøielighet til nogen kant, og la Guds vilje være vor mat.