Utstøtelse av menigheten

Utstøtelse av menigheten.

Denne sak omtales i 1. kor. 5. kap. Paa menneskelig vis vil man let kunde opfatte dette derhen, at naar en har gjort en grov synd, noget som i menneskets øine opfattes som saa meget værre end andre synder, da skal han utelukkes av menigheten.

Dette er ikke bare feilagtig, men aanden i det er ugudelig. —

I vers 11 staar der at vi ikke skal ha omgang med nogen som kaldes en broder og er en horkarl eller havesyk eller en avgudsdyrker eller en baktaler eller en dranker eller en røver.

Et ædruelig menneske som ved en leilighet er blit beruset — er han en dranker? Nei, selvfølgelig ikke. Ei heller kan vi kalde en ærbar mand for en horkarl, fordi han ved en given leilighet er faldt i hor.

Det er ikke de som falder i hor eller kjøpelyst eller baktalelse der bør eller skal utstøtes, men de som ligger i disse laster, de som vil nyte disse lyster og allikevel kaldes brødre. Der findes ogsaa saadanne, og de er onde. De er horkarler, havesyke og baktalere. De skal støtes ut av menigheten; ti den er ikke de ondes forsamling.

Skulde derimot hver enkelt kastes ut saasnart han en eneste gang faldt i baktalelse, havesyke eller noget andet ondt, da blev der neppe nogen tilbake! Saa bortfaldt da iallefald den vanskeligheten. — Det er ogsaa en maate at forstaa Guds frelse paa!!!

Desforuten vilde disse gjerninger, at utstøte dem som falder, staa i aapenbar strid med Guds gjerninger; ti han støtter alle dem som falder. Ps. 145, 14. Likedan staar det i Ord. 24, 16 at den retfærdige falder syv ganger og staar op igjen, mens de ugudelige styrter i fordærvelse.

Det er idetheletat kun de retfærdige, kun de opreiste, de staaende, som har anledning til at falde. De ugudelige, horkarlene og de havesyke og baktalerne, de kan ikke falde i synd; ti de ligger i synden.

Hvad skulde vel kunde være mer ukristelig end dette, at utstøte av menigheten en broder der staar og ber om tilgivelse? Hvorfor skal han utstøtes? Har Gud sagt at naar man falder i noget saa stygt som hor, da kan man ikke faa tilgivelse, iallefald ikke før en viss tid er henrundet?

Ingenlunde har Gud sagt eller ment noget saadant! Hvor har man faat den forstaaelse fra, at der skal gjøres forskjel paa enten man falder i store eller i andre synder?

Fra verden har man høstet denne sin visdom. For at staa høit i menneskers øine, for at vinde sympati, for at faa medhold og ros i aviserne — er det man utstøter ulykkelige nedbøiede, og om tilgivelse bedende søskende.

Ikke for intet har Jesus sagt at det som er høit i menneskers øine, er en vederstyggelighet for Gud. Det er det kjødelige menneske, den ubarmhjertige medtjener, som reiser sig paa menneskehetens vegne (ikke paa Guds) og sier: Fy!

Men du som i din selvgodhet sier: «Fy» til den broder som er faldt en gang i hor, mon du ikke selv er faldt baade en og to og tre ganger, ja kanske snesevis av ganger i baktalelse eller havesyke?

Idet du da dømmer din broder til utstøtelse, saa fordømmer du jo dig sælv ganske og aldeles!? Men formodentlig var det ikke dette du tilsigtet? —

Hvor har du hentet den forstaaelse fra, at din broder der er faldt i hor, har forbrudt sig saa meget værre end andre der er faldt i de saa almindelige og i verden saa skattede synder som heter baktalelse og havesyke???

Med god grund sier Jacob: «Ikke mange av eder blive lærere.» 3. kap. første vers. Grund nøie paa 4. kap. 11—17. og 2. kap. 1—13.

Se nu hvad Jacob lærer os: Den som snubler i en ting, er bleven skyldig i alle. Altsaa, den som i sin svakhet faldt for fristelsen til at baktale en broder mens han var paa besøk hos en anden, han er skyldig i hor av verste slag!? — Dette staar fast, efter Jakobs undervisning.

Hvorfor ikke støte ut enhver som falder i baktalelse og kjøpelyst? Hvorfor synes man ikke at det er nødvendig? Fordi verden ikke synes det! Det er ikke Guds mening, men denne verdens, som veier mest i vektskaalen for de fleste.

Det gjælder at tækkes mennesker, at bli vel omtalt, for at faa flest mulig tilhængere, og derved selv bli stor i menneskenes øine. Selvfølgelig gaar al denne stræben, som ogsaa alt andet, under de skjønneste navne: Det er Guds ære man varetar. Det er alt av omsorg for hans rikes sak. Dog, det er ikke væsentlig det indvortes det kommer an paa, men tvertimot: fremfor alt det utvortes!

Efterat man nu har utstøt en broder som f. eks. er faldt i hor, naar menneskene har hat en passende tid til at utlade sin harme og forbandelse over vedkommende, som tilfældigvis er faldt i en aapenbar synd, naar de har tilfredsstillet det væsentligste av sin lyst til at snakke ondt om vedkommende, naar man saaledes har gjort dem tillags — hvilket hykleri — da kan den faldne saan i al stilhet faa lov til at komme indenfor igjen.

Jeg skal si det er selvbestaltede dommere, med onde tanker. —

Nei, da er det noget andet at dømme sig selv! Salig hver den som det gjør. Ti han skal ikke fordømmes med verden.

Judas, Jacobs broder, sier at vi skal miskunde os over nogen med frygt, idet vi hater endog den av synden smittede kjortel. Synden bør vi hate, og den bør vi kaste ut. Og naar vi strækker os til ydergrænsen av hatet mot det onde, da kaster vi ut endog den av synden besmittede kjortel. Men den troende sjæl der er faldt i synd, og som har vendt om fra sin syndige vei og er toet ren i Jesu Kristi blod — hvem vil dømme ham av med livet, eller med sit kald og sine naadegaver?

Der staar jo ogsaa skrevet: «Ti sine naadegaver og sit kald angrer Gud ikke.» Rom. 11, 29. Han ombestemmer sig ikke, og tar ikke hevn, om vi skulde falde. Han avsætter os aldrig, saasandt vi ikke forhærder os og hengir os til synden. I Aab. 3, 1—3 finder vi en kraftig stadfæstelse av dette. Der var det menighetens engel, dens leder, som fik det skudsmaal av Gud at han hadde navn av at leve, men at han var død, og endda blev han ikke utstøt eller avsat.

Gud er god. Salig hver den som lytter til hans røst, og lærer av ham.