Jeremias bok

Jeremias bok.

17. kap.

V. 5. Saa sier Herren: Forbandet er den mand, som forlater sig paa mennesker og holder kjød for sin arm og hvis hjerte viker fra Herren.

Næsten hvert menneske har saa let for at støtte sig til det menneskelige; men ingen er villig til efter sin egen natur at støtte sig til Gud. Lyksalig er den som ikke har noget annet at forlate sig paa end sin Gud!

Men ulykke rammer den som forlater sig paa det som er av mennesket. Ja, fortapt er den sjæl som støtter sig til kjød og ikke til den overflødige kraft, som er i Gud. Et saadant menneske blir langt borte fra Gud, selv om han tror at komme nær ham.

V. 7. Velsignet er den mand som forlater sig paa Herren, og hvis tillid Herren er.

O, Herre, du sier selv, at det menneske, som forlater sig paa dig, er salig. Han er i sikkerhet, ja, han er gjemt, saa det onde ikke faar tak i ham. Han skal ikke omkomme.

Endskjønt der kommer tider i hans liv, hvor ondskapens hær kringsætter ham, saa skal dog enhver prøvelse bare styrke hans tillid til Gud. Men den tilsynelatende lykke og velstand efter kjødet, som mennesket forlater sig paa, bringer dem død.

V. 13. Du, Israels haap, Herre, alle de som forlater dig skulde bli tilskamme, de som viker fra dig skulde skrives i støvet; ti de har forlatt kilden med det levende vand, Herren.

I dig selv, Herre, er haap, fred og hvile, for de som er dine. Enhver som forlater dig, blir tilskamme! Alle som stoler paa sig selv og sine egne planer i de ting som hører denne jord til, de blir skrevet, ja endog begravet i det jordiske.

Men de sjæle som gir sig helt til dig, de er skrevet i dit hjerte! — De som skiller sig fra dig, forlater kilden med det levende vand for at drikke av de grumsede jordiske strømme; — men de skal fyldes av det, de drikker av! v. 14. Læg mig, Herre, saa blir jeg lægt! frels mig, saa blir jeg frelst! ti du er min lovsang!

Min Herre og Gud, du alene kan frelse mig! Jeg begjærer ingen anden lægedom end den du gir mig! Min frelse er i dine hænder, og hvis du frelser mig, saa blir jeg virkelig frelst! din frelse er nok for mig; ti du er min ære og min lovsang. Jeg er tilfreds og lykkelig over at du er den du er!

Jeg ønsker ikke at noget av mit eget skulde prise og lovsynge dig; men at du skulde bli priset og æret ved din egen herlighet!

18. kap.

V. 3—6. Og jeg gik ned til pottemakerens hus, og se, han gjorde sit arbeide paa hjulet; og naar det kar han gjorde blev fordærvet, saa gjorde han det omigjen til et andet kar, eftersom det i pottemakerens øie var ret at gjøre. Og Herrens ord kom til mig saaledes: Skulde jeg ikke kunne gjøre med eder, israels hus, som denne pottemaker? Se, som leret er i pottemakerens haand saaledes er I i min haand, israels hus!

I disse vers faar vi en klar forstaaelse av hvilken magt Gud har over sjælen, og at det ikke er mer end ret at overlate sig i hans haand.

O Herre, hvor sandt det er! har ikke du al magt til at rive ned og til at bygge op igjen? — O, maatte det behage dig at arbeide i os og ved os, slik som du finder det tjenlig! — Naar vi er mest nedbrutte og kjender os fortapte, da kan vi være sikre paa vor frelse; men naar vi føler os sikre, ja, naar vi føler os ovenpaa, da er vi langt borte fra frelsen.

La os være stille i Guds haand og ikke gjøre motstand! La os være som et kar i pottemakerens haand; la Mesteren faa danne os som han vil! Pottemakeren kan forme leret, og han kan bryte det istykker igjen, eftersom han finder det gavnlig. Karret kan ikke si til ham: «Hvorfor gjorde du mig slik?» Nei, det maa overlate sig helt til at bli dannet til det kar som Mesteren ser han kan faa utav det; hvadenten det blir stort eller lite, vakkert eller ikke vakkert. Paa samme maate er de hengivne sjæle i Guds haand.

20. kap.

V. 7, 8. Herre, du overtalte mig, og jeg lot mig overtale; du blev mig for sterk og fik overhaand. Jeg er bleven til latter den hele dag, hver mand spotter mig: — Herrens ord er bleven mig til haan og til spot den hele dag.

Det er sandt, og du Herre vet det, at dine sandheter er til alle tider blit til latter, de er blit gjenstand for forsmædelse og forvirring. De som har forkyndt dem er til alle tider blit spottet av de som hørte dem.

Paa samme maate haanes og spottes de sjæle, som lever det indre skjulte liv. Dette opøver taalmodigheten hos disse sjæle i hvis indre Gud taler, og som han taler igjennem.

Fordi de ikke ser saa store resultater, som de venter av sine ord, sørger de i sit indre over at de har uttalt dem. Men i dette tar de feil; ti de skulde altid være villig til at vidne for sandheten, uten at vente andet hernede end spot og foragt. Allikevel er det ofte saa, at et menneske, skjønt han er hellig, angrer paa sine vidnesbyrd for Herren, fordi han ser, at det ofte virker stik imot hans forventninger.

En reflekterer over hvad han har sagt, og begynder at tvile paa om det var fremdrevet av Herren; en anden tror han har tat feil og at Gud tillot det for at ydmyge ham.

De utvalgte tar stor feil, naar de maaler Guds sande ord med den fremgang det har. Det vil kun bringe sjælen bekymring, holde en tilbake og hindre en i at vidne for sandheten.

V. 9. Og jeg tænkte: Jeg vil ikke mere komme ham ihu og ikke tale mere i hans navn. Men da blev det i mit hjerte som en brændende ild, der var indesluttet i mine ben, og jeg trættet mig ut med at utholde den og magtet det ikke.

Jeg er viss paa at enhver sjæl, som lar sig lede av Gud uten forbehold, og som ved sig selv har bestemt sig til at la være at vidne for Gud, kjender sig godt igjen her i disse vers som profeten uttaler. Saasnart som sjælen paa grund av skam og frygt for menneskene lar sig hindre i at gjøre det som Gud kræver av hende, reiser der sig i hendes indre likesom en brændende ild, og hun føler at hun er nødt til at gjøre netop det som hun hadde bestemt sig til ikke at gjøre.

Hvis hun da hadde staat imot, vilde hun ha kommet i mørke og fortvilelse, og følt det som om hun var kommet i den evige pine. Prøvelsen er da saa svær, at hjertet ikke kan bæ;re den; det vilde briste, hvis hun skulde fortsætte at staa Gud imot. Slik føler den sjæl sig, som staar imot Herrens kald. Den sjæl som har erfaret noget av dette har nok kommet til det resultat, at det er en følge av opsætsighet mot Guds vilje.

30. kap.

V. 7, 19, 11. Ve, ti stor er den dag, der er ingen som den, og en trængsels tid er det for Jakob. Dog skal han bli frelst fra den. Og du, frygt ikke, min tjener Jakob, siger Herren, og ræddes ikke, israel! ti se, jeg frelser dig fra det fjerne og din avkom fra deres fangenskaps land, og Jakob skal vende tilbake og ha ro og være tryg, og ingen skal forfærde ham. Ti jeg er med dig, siger Herren, for at frelse dig.

Enhver, som er utvalgt av Herren maa gaa gjennem trængsel, forfølgelse og fangenskap.

Naar Gud fører sjælen ut fra denne trængsel og dette fangenskap, skal hun komme ind i hvile og i frihet, og intet skal mere forfærde hende; ti Herren er hendes tilfaldne del, og i ham har hun hvile. Al frygt forsvinder, fordi sjælen paany erfarer Guds nærhet, og den dype frelse og befrielse som hun finder i ham overgaar langt alle hendes ønsker og forventninger.

31. kap.

V. 23, 25. Endnu skal man si dette ord i Judas land og i dets stæder, naar jeg gjør ende paa deres fangenskap: Herren velsigne dig, du retfærdighets bolig, du hellige bjerg.

Ti jeg vil kvæge den mødige sjæl, og hver vansmægtende sjæl vil jeg fylde. Naar sjælen har vandret igjennem alle disse fremmede og øde egne, som var saa nødvendig for henne; naar hendes fangenskaps tid er endt, og hun befinder seg i frihet og i tryghet og hvile i Gud, da er det hun utbryter: Velsignet er du, du hellige bjerg, du bolig, som straaler av retfærdighet! der er ikke retfærdighet uten i dig; ti den menneskelige retfærdighet er hæslig!

Alle disse sørgende tørstige sjæle, som længtet efter befrielse i et tørt og vansmægtende land, hvor der ikke var vand at finde, er nu fyldt med levende vandstrømme, fyldt med hellig glæde. De har gjennemgaat nød og trængsel, hunger og tørst, men er nu fyldt av det overflødige liv som er i Gud.

O, herlighet, som er ukjendt og ufattelig for dem som ikke har smagt den!