Onde dager

Onde dage.

Der gives gode dage og der gives onde dage. Pr. 7, 14. Paa de gode dage synes alt at føie sig efter os, og mennesket synes sig selv sterk og rig og mener sig tilfreds for al tid og vet ikke, at alt dette er under naadens dække; ti et naadens dække er det, og derfor ligger al motgang og elendighet skjult. Det er Gud som i sin naade holder igjen og tøiler alt som vil bryte ind over os. Se Job. 1, 10.

Paa de onde dage derimot slipper Gud sluserne løs, ikke ubegrænset, men efter vor styrke, efter hvad vi har annammet av ham. Da faar mennesket kjende sig selv og sin styrke, om Guds naade har været forgjæves eller ei. Paa den onde dag prøver Gud hvad der paa den gode dag er opbygget. Om det er blit med øieblikkets nydelser, med følelser og store ord eller om hjertets forsæt er blit styrket til gjerning og sandhet. Den onde dag blir saaledes vor prøves dag. Gud prøver os, før han gir os ydermere indgang i sin rikdom.

Paulus taler om den onde dag som en kampens dag, en dag til at gjøre motstand paa. Derav skjønner vi, at det er vore fiender som er virksomme paa disse dage. Det er djævelen med sine kunstgrep, og magter, myndigheter, verdens herrer og ondskapens aandelige hær, som fører an paa disse onde dage.

Lad os ikke lokkes ned av korset hverken av bebreidelser og spot eller taarer og bønner. La os ikke haste avsted og opreise en syk, naar Gud vil gi os anledning til at opvække en død. La Guds time være vor time. Da Jesus hang paa korset, sa de til ham: «Stig ned av korset, og vi vil tro at du er Guds søn». Men han blev, og da Guds time kom, presset han erkjendelsen ut fra selve høvedsmandens læber: «Sandelig denne var Guds søn!» Det lønner sig at bie paa Gud! Vi skal seire paa korset, trods alt.