Religiøs herlighet

Religiøs herlighet.

En fordærvelse ligger ret for haanden for den mest oprigtige, og det er, naar han nyter frugterne av sit liv med Herren, han da ophøier sig og glemmer at leve og vandre i de aandens love, som er git os til veiledning i al sandhet.

Man har saa let for at la sig daare av al den menneskevenlighet som blir utvist. Naar talerstolene staar aapne, naar menighetene yder pengebidrag, møter op med befordringsmidler og skaffer hyggelig logi, da frodser man i glæde og gammen, og satan smiler saa lunt; ti nu har han fuglen i snaren. Naar man da til og med er daaret saa kraftig, at man skriver offentlig om al denne herlighet, da er det paa tide at faa sig tildelt en advarsel om at ta sig iagt.

Læs 5. Mos. 8, 7: Naar Herren din Gud fører dig ind i et godt land, et land med vandbække, kilder og dype vande, som utvælder i dalene og paa bjergene, et land med hvete, byg og vinstokke og figentrær og granatæpletrær, et land med oljetrær og honning, et land, hvor du ikke skal æte dit brød i armod, hvor du intet skal fattes, et land hvis stene er jern, og av hvis bjerge du skal uthugge kobber, og du saa æter og blir mæt og lover Herren din Gud for det gode land han har git dig, da vokt dig, at du ikke glemmer Herren, din Gud, saa du ikke tar vare paa hans bud og hans anordninger og hans love, som jeg byder dig idag, og at ikke, naar du æter og blir mæt og bygger gode huse og bor i dem, og dit store kvæg og dit smaa kvæg formeres, og sølv og guld formeres for dig, og alt hvad du har formeres, dit hjerte da ophøier sig, og du glemmer Herren din Gud, som førte dig ut av Egyptens land, av trællehuset.

Tænk, de lovet Gud for alle hans velgjerninger, og midt under dette kunde de glemme Herren sin Gud, glemme at holde hans love. Sindet blev daaret av alle disse herligheter, og man trodde sig formedelst sin gudsfrygt at ha fortjent alle disse goder. Hjertet ophøiet sig og frafaldet kom.

Tænker paa mange av vore dages prædikanter, som visselig begyndte ærlig og oprigtig, hadde fremgang, herligheterne tiltok, indtil hjertet hang ved herligheten, og man glemte Gud. La os vokte os for at la os daare.

Læg merke til hvorledes apostelen Paulus blev mottat: Indtil denne time lider vi baade hunger og tørst, er nøkne og faar næveslag og har intet vist opholdssted. Arbeider møisommelig med vore egne hænder. Overskjældede velsigne vi, forfulgte taaler vi; spottede formaner vi; vi er blit som utskud i verden, alles skovisk indtil nu.

Jeg tror der er sked et fald i hjertet, naar man beundrer al den ære og hyldest man blir tildel. Gaver kan forblinde endog den vise. Naar man da langt fra kan sies at være vis, hvor meget lettere lar man sig da ikke daare.

Det falder da saa naturlig likeoverfor sine velgjørere ikke at bruke ordet i sin skarphet; ti det at være snild og god mot «mig», det er det samme som at være gudfrygtig og bra i alle dele. Se, hvor man har latt sig daare av «sig selv». Maaske din velgjører er en tyran mot sine egne husfolk; men det ser man ikke, saalænge gaverne strømmer rikelig ind over ens egen person. Saadan kan man uten at vite det glide sikkert og jevnt utover, saa man blir tjener for uretfærdigheten, istedetfor tjener for retfærdighet.

Vet ikke om nogen som læser dette befinder sig paa denne glatte is. Hvis saa er tilfælde, da vend om. Maaske vi er blit din fiende ved at si dig sandheten. Kanhænde du allerede er saa langt borte fra virkeligheten i Guds husholdning.

Synden ligger paa lur ved døren, og til dig er dens attraa. Ved synd forstaar man gjerne bare slike ytre fæle laster som hor, mord, tyveri osv. Men heri tar man storlig feil; ti skriften sier, at al uretfærdighet er synd. Der skal adskillig bøn og aarvaakenhet til for ikke at glide ind i uretfærdighet i en eller anden form. Synden ligger paa lur ved døren, og somoftest jubler de sjæle mest i sin indbildte frihet, som forlængst er indviklet i uretfærdighet.

Apostelen formaner os til at bli hans efterfølgere. 1. Kor. 4, 16. Dette gjør han like efter at ha opregnet, hvorledes han hadde det.

Hvor mange er dygtige til at følge ham efter i at lide ondt og være taalmodig? Vi bør stikke fingeren i jorden nogen hver av os og lugte hvor vi er. Maaske denne observation vilde virke mer gavnlig end al tale om religiøs herlighet. Den vilde maaske kunne hensætte os paa vor virkelige plass og gjøre os endel fattigere i aanden.