Forsakelsens lidenskap

Forsagelsens lidenskap.

Luc. 14, 25—35. — Vi maa stille os denne begivenhet klart for øinene. En mængde mennesker, tilhængere, fattige, syke, elendige, drog efter Jesus i dyp indre bevægelse. Da vendte han sig om og foreholdt dem med dypt alvor, hensynsløst disse uhyrlige ord, som er egnet til at oprøre enhver menneskelig følelse. Den samme som hadde sagt: «Kom hit til mig, alle som arbeider og har det tungt, og jeg vil gi eder hvile», støter nu de elendige tilbake med den umenneskelige fordring: «Den, som ikke hater far, mor, hustru, barn... — » uten indrømmelser eller forklaringer, med en likefrem lidenskapelig steilhet. Der skal dyp indsigt til for at kunne forestille sig hvor ubønhørlig hensynsløst Jesus kunde stille sig overfor disse stakkars, hjælpeløse, hengivne mennesker. Men hverken den milde forbarmelse eller den hensynsløse haardhet var en vilkaarlig stemningsytring, men saglig indre nødvendighet. Guds rike tiltrækker og frastøter. Den varme det utstraaler brænder den, som vil nærme sig, og fortærer alt som staar imot. Jesus kunde ikke bruke den masse mennesker, som løp efter ham, derfor skræmte han dem tilbake med sin ubønhørlige fordring.

Kristendommens praksis er anderledes. Der søker man at tiltrække og fastholde flest mulig. Men det gaar naturligvis ikke uten at avskalle de ord av Jesus, hvori de frastøtende kræfter findes. Man taler ikke om noget saa forargelig, og om det hænder, saa indhyller man det i saa mange opbyggelige talemaater, at hvemsomhelst kan høre det uten altfor stort oprør. Tilhørerne lar det saa gaa over sig som en noget haardhændt massage, som har noget velgjørende og forfriskende ved sig; men i livet blir alt som før. Slik var det ikke Jesus mente det; han vilde med efterfølgelsens frygtelige fordringer avskrække alle uskikkede tilhængere og efterløpere, fordi denne hob av halvhjertede bare er en hindring for det nye, han vil skape.

Hvis Jesu opgave hadde været at berolige menneskene med hensyn til deres evige skjæbne, at forsikre dem om, at de trods al synd har en naadig Gud, da hadde han ikke behøvet at stille disse fordringer. Det vilde været et budskap for alt folket. Men han vilde noget ganske andet: Menneskehetens forløsning fra dens fortapte stilling og en nyskapning i væsen, liv og utvikling. Som sisste maal, d. v. s. som virkning og følge av denne menneskehetens gjenfødelse stod sikkert alles forløsning for hans øie. «Naar jeg blir ophøiet over jorden, vil jeg dra alle til mig.» Men selve denne gjenfødelse kunde bare opnaaes gjennem en vældig, alt omvæltende, skapende trang efter det nye liv. Og dertil trængte han mennesker som vilde gi sig og sit helt. Dette følte han overfor den masse, som strømmet efter ham, og derfor slog han dem tilbake med denne utfordring: «Den som ikke hater...» Hvad Jesus forstaar med hat, fremgaar tydelig av talens sisste ord, hvor han vender tilbake til utgangspunktet: «Saaledes kan ingen være min discipel uten at han opgir alt det han eier.» Han uttaler her, at av alle dem som kommer til ham, kan han bare bruke dem, som vil og er istand til at forsage far, mor, hustru, barn, brødre, søstre, sig selv og alt hvad de har, — og det med en grundighet og en lidenskap, som ikke lar sig uttrykke ved andet end hat. Ti hat er motviljens lidenskap. Herav følger, at her ikke er ment et personlig, men et saglig hat. En personlig uvilje vilde motsi alt, hvad vi vet om Jesus. Han forlanger bare den lidenskapelige indre løsrivelse og frigjørelse fra alt, som hemmer og binder os, fra alt som hindrer os i at efterfølge ham.

Det vi hænger ved er vi avhængige av. Det vi værdsætter, tar vi hensyn til. Det vi elsker, øver indflydelse paa os. Det vi begjærer, indtar os. Det vi anser som vor eiendom er vi besat av. Men vi maa bli fri fra alle indflydelser, uavhængige av alle magter, forhold og forbindelser, hvis vi vil efterfølge Jesus. Kun naar vi ikke er fanget av denne verden har vi den fine sans for den nye verden, fornemmer aandens røst og er istand til at følge ham. Saalænge det forgjængelige holder os i ban, tiltrækker og bevæger os, er vor tragten efter Guds rike umulig, og dragelsen mot maalet kan ikke opkomme i vort liv. Derfor maa vi helt og for altid løsrive os fra alt, som har behersket os; ti vi kan ikke tjene verdens rike og Guds rike. Den som er klar over denne tingenes stilling har da intet valg. Vil han bli Jesu discipel, maa han forsage alt. Dette er ret og slet livsspørsmaalet for ham. Forsagelsen er betingelsen for efterfølgelsen.

Hvert menneske har sin lille indre verden, som danner hans livs rigdom og indhold og tilfredsstillelse. Hele denne verden blir gjennemrystet like ned i sine grundvolde, naar Jesu rop lyder: Op til et nyt liv i et nyt rike! Og med vælde trænger vor sjæl i skapende utfoldelse ind i lyset til et nyt liv. Den som oplever det, for ham gaar hans egen indre verden ganske ut av fugene og styrter sammen, for ham kuldkastes alt som før fyldte og omgav ham.

Men yderverdenen blir bestaaende og slipper os ikke løs, den beholder følingen med os og trænger sig ind paa os med den magt, som den har skaffet sig i os gjennem hele vort tidligere liv. Den blegner nok i vor bevidsthet og mister al kredit; men den omslynger vort væsen og indvirker gjennem underbevidstheten uavladelig paa os. Nu først merker vi dens uhyggelige magt. Mens tidligere alle vore interesser og tilbøieligheter syntes os at være frit valg og personlig livsutfoldelse, opdager vi nu, hvor viljeløst besmittet vi er, naar vor bevidsthet i det indre lys opdager nye goder og herligheter, som fortrænger de gamle, og sporer et nyt liv mot hvilket det gamle bare er en forfængelig, sansesløs drift av fremmede magter. Alt blir anfegtelser og fristelser for sjælen. Ti vi kan ikke kvæle vort sanselige jeg (syndelegemet), det kan bare langsomt gaa tilgrunde. Det gamle virker stadig igjen eggende og tiltrækkende paa os, indsmigrer sig og fastholder os.

Dette er den tilstand fra hvilken sjælens hat flammer op mot alt, som er av denne verden, — naar sjælen er blit levedygtig nok til at hævde sig overfor denne hemmende magt. Det er i denne nød sjælen med lidenskapelig motvilje støter fra sig alt, som ved sin tillokkelse beliver det sanselige jeg (syndelegemet) og forlener det den uhyggelige kraft. Ti vi sporer da, at vort discipelkald staar paa knivspidsen. Er ikke dette hat sterkere end tiltrækningen, fristelsen, forførelsen, da er vi ikke skikket for Guds rike, da hører vi ikke til de utvalgte. Merker vi derfor i denne klarhet en søvndyssende, behagelig magt trænge sig ind paa os fra vor gamle verden for at fange os og gjøre os drukne, da samler sig vor sjæl med hele sin selvopholdelsesdrifts energi til et vulkanlignende utbrudd og frigjør sig fra alle disse ting.

Dette er forsagelsens lidenskap, som Jesus forlanger, fordi han maa forlange den; ti uten den gaar det ikke. Den er ikke en nødtvungen opgivelse og intet frivillig avslag, men et indre, lovbundet «maa», sjælens naturlige trang og selvopholdelsesdrift. Vi lider under hele dette livsapparat, som vanskeliggjør hver bevægelse, det er fotlænker, tidsspilde, kraftspilde, og længselen trænger sig frem i os efter at komme løs fra det.

Først da er det forsagelsens lidenskap, naar opgivelsen ikke er et savn, men et behov, et krav om luft, rum, frihet, om uhemmet sjælsutfoldelse. Men i denne motvilje er der ingen foragt for de mennesker og ting; for de forhold, forbindelser og goder som vi løsriver os fra, men bare en lidenskapelig uvilje mot den verdensaand, som utgaar derfra for at bedøve og forføre os.

Og saa hater vi fremfor alle ting os selv, denne avskyelige dreien om «jeget», den gemene havesyke, den sanseløse selvopholdelsesdrift. Vi vil ikke mere være eller opnaa eller gjælde for noget. Vi vil ikke være noget andet end et tjenende lem paa det nye legeme. Derfor hater vi os selv og vort liv, som det hittil var, fordi det motstræber det nye Jesuvæsen, som skal utfoldes i os.

Uten hat til os selv kommer vi ikke løs fra os selv. Kun hat kan frelse os fra alle krav for os selv. Hvis ikke dette hat renser luften for os, og dræper de tærende, utsugende, indtrængende rørelser fra vort jeg, saa kan Jesu liv ikke spire frem i os.

Derfor vil denne fordring ikke forskrække den som er i det rette spor. Den forlanger bare, hvad vi i vort indre maa, naar vi radikalt bekjender os til den, som vil bane sig vei i vort indre.

Utallige mennesker plager sig med frugtesløs stræben efter Guds rike helt forgjæves, fordi de ikke kommer løs fra den indre avhængighet og befangenhet. De blir ubevisst besnæret, fordi de ikke kjender forsagelsens lidenskap. Hvor mange i sig selv sammenbrutte, utilfredse, længselssvangre mennesker kommer aldrig til det forløsende: Bliv! fordi de er indtat av sig selv, sin skjæbne, sin kummer, sin sorg og nød. Saalænge hatet ikke faar ødelagt dette tungsind over sig selv, dette krav for sig selv, kan det i dem, som ikke er av denne verden umulig spire frem.

Her kan ingen utjevning finde sted, men bare en kamp paa liv og død. Saalænge vort hjerte slaar: Jeg, jeg, jeg, kan det ikke slaa: Guds rike, Guds rike!

Hvor mange gives der ikke, som med sin bevidsthet og vilje tragter efter Guds rike, men som objektivt er ganske anderledes indstillet. De er klippefast overbevist om, at de er Jesu disciple, og er det ogsaa i bevidsthet og vilje, men ikke i væsen. Alle deres handlinger er ordnet ind under de rigtige synsmaater; men de hviler instinktivt paa det grundlag, som vi maa forlate, de drives av bevæggrunde, som vi maa avsky. Det er en fromhet som intet har tilfælles med selve Jesu væsen, dette som skulde leves op igjen i disciplene. Det er ikke noget umiddelbart, oprindelig, men noget laget, ikke helt, men halvt, ikke retlinjet, men kroket, ikke rent, men noget blandet.

Men alt dette kan ikke undgaaes, naar verdens væsen endda hersker i os. Kanske yder vi det haarnakket motstand og lever bevidst mot det, men ubevidst gjør det sig gjældende, fordi vi instinktivt hænger ved det og uten at ane det er indtat av det. Vi har endda ikke hatet det til døden. Og saa længe der ikke derved er skaffet tilveie ren luft og klare forhold, ligger aandens ytringer under, og i deres sted spirer der fra vort sanselige jeg under den religiøse indflydelse frem en efterapelse av Jesus, som er uegte og ufrugtbar. Man henfalder til et selvbedrag, mener sig at være Jesu disciple, medens man i tanker, følelser og motiver har forvildet sig og helt tapt hans spor. Først den yderste dag skal aapenbare meget av dette.

Man maa altsaa virkelig beregne omkostningerne, om man kan gjennemføre det, ellers kan man heller opgi det først som sisst. Bare de færreste er skikket for Guds rike. Det er spørsmaalet om vi er villig til og istand til at la os og vor verden synke helt igrus for at vor aand kan spire frem paa Guds nyland. Hvis vi bare trænger det som er av denne verden i bakgrunden, da vil det altid omigjen bemægtige sig os fra bakgrunden. Da er discipelskapet vort aandelige livs overflate, og verden med dens lyst bakgrunden, istedetfor at livet skulde vælde frem fra den guddommelige bakgrunds kildespring. Der gives bare et livsens lys, som blænder alle andre synsmaater. Der gives i hvert øieblik bare et, som er det eneste sande: Det som springer frem fra sandhetens aand og blir levende i os. Enhver indflydelse av anden oprindelse forfeiler det eneste sande.

Denne radikalisme skapes bare av hatet og forsagelsens lidenskap, som ikke gir sig rast eller ro før al verdens lyst er gaat op i flammer i sjælens glød.

Hvem vil saa med? Hvem kan saa gaa med? Det er det vanskelige, gjennem marv og ben gaaende spørsmaal. Hvis ikke forsagelsen blir til lidenskap, fordi vi vil leve bare av det nye Jesu væsen, da strander vi sikkert. Jesus slutter sin tale med en tung lignelse: Salt er en god ting; men naar ogsaa saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Det duer hverken i jord eller gjødsel; det blir kastet ut.