Guds veier

Guds veie.

Hvo er denne, som kommer fra Edom, i røde klær fra Bozra, denne, der er saa prægtig i sit klædebon, kneisende i sin krafts fylde? — Persekarret har jeg traadt alene, av folkene var ingen med mig; — Kristus Jesus, han, som da han var i Guds skikkelse ikke agtet det for et rov at være Gud lik; men av sig selv gav avkald derpaa og tok en tjeners skikkelse paa sig, — og fornedret sig selv, saa han blev lydig indtil døden, indtil korsets død, derfor har Gud høit ophøiet ham. Dette: Han for op, hvad er det, uten at han først for ned. — Han kom ovenfra og blev funden som et menneske, — løven av Juda, kneisende i sin krafts fylde, en profet, mægtig i ord og gjerning, fulgt av mængden for sine mægtige undergjerningers skyld, troet av mange; men forhadt av de fleste, da han stod der som dommeren. Men det behaget Gud at knuse ham, og han lot sig knuse; han blev lydig indtil døden! Perserkarret traadte han alene! «Lad det sindelag være i eder» sier Paulus! det sindelag, at la sig knuse! Hvorfor bruser du, min sjæl ved tanken paa at gaa dypere ned? Hvorfor gruer du for at stige ned til de herlige, til heltene? de, som drager frem med hærførerstav, vældige høvdinger, steg ned.

Dalene er dækket med korn! Ps. 65, ti der er kilder i dalen. Amoriterne trængte Dans børn hen i bjerglandet, ti de tilstedet dem ikke at komme ind i dalen. Dom. 1, 34. Skrid frem min sjæl med kraft! Drag mig, efter dig ville vi løpe! Herrens haand kom over mig der, og han sa: «Staa op og gaa ut i dalen og der vil jeg tale med dig! Og jeg stod op og gik ut i dalen, og der stod Herrens herlighet, og jeg faldt paa mit ansigt; — og han sa til mig: «Gaa hen, luk dig inde i dit hus!» Ez. 3, 22—24. Hvor er min styrke? hvor er den styrke, jeg følte, som gjorde mig slig, at jeg synes jeg kunde ha flyttet fjeld? Sjælen undres, den leter! Hvor er dog min kraft, min kneisende holdning, jeg er jo svak, fattig og elendig! andre kan se min elendighet, hvordan skal dette gaa? «Han traadte perserkarret alene, av folkene var ingen med ham, han var en mand forladt av mænd, han hadde ingen skikkelse». Og sjælen undres ikke længer! Han hører en røst i sit indre som sier: «I stilhet og i tillid skal din styrke være! Fienden sier: «Han har sat sin lid til Gud, han fri ham nu, dersom han har behag i ham!» Nei, du fiende, her er de evige arme! — Fryd dig saare, Zions datter! Rop høit, Jerusalems datter! Se din konge kommer til dig, retfærdig er han og fuld av frelse, fattig og ridende paa et asen, paa asenindens unge fole. Si farvel, min sjæl, til hest og rytter i skinnende klædning, stig ned og tag sæte paa en asenindes unge fole! Ti din plads er hos kongen.