Tanker om bønn

Tanker om Bøn.

Der findes ikke noget, som vi mer blir hindret i end det at bede. Bøn er som aandedrættet i kristenlivet — en livsbetingelse; derfor gjælder det at vaagne op og ta fat og ikke længer la os daare.

Forstaar at de fleste ikke vet, hvad bøn er for noget. Naar vi tænker paa bøn, saa tænker vi paa en række av ord; vi mener, at der maa sies noget. Bøn er likesaa meget dette, at Gud har noget at si mig, som at jeg har noget at si Gud. Bøn er at jeg planmæssig og maalbevisst bringer min aand i forbindelse med sit ophav — Gud — forat den maa bli levendegjort — leve i al evighet likesom jeg planmæssig og maalbevisst næsten alle døgnets timer sørger for mit forgjængelige legemes trivsel. Gi keiseren hvad keiserens er og Gud hvad Guds er. Tvinger jeg mig da til at fremstamme en række ord, skjønt jeg kjender i mit indre, at jeg ikke vet, hvad jeg skal bede om, saa kommer min aand ikke derved i forbindelse med Gud; den slags bøn bringer mig ikke en milimeter ut av min tilstand. Bøn er liv, en utstrømning av kjærlighet mellem Gud og sjælen. Jeg kommer til ham, fordi jeg tror, ikke fordi jeg i mig har bøn og ydmyge begjæringer og nødrop; men jeg kommer til ham for at gi ham anledning til at virke dette i mig. Han er vert, jeg er gjest. Det er hans sak at sætte frem sine retter, og hvad han vil sætte frem vet jeg ikke. Ogsaa i bøn maa han lære os den vei vi skal vandre og vise os hvor vi skal sætte vor fot. Vore forutfattede meninger om bøn hindrer os i sand bøn. Det gjælder ikke at bære os ad som vi mener, naar vi skal bede; men det gjælder at bede slik at vi faar, og da maa vi bede den bøn som lever i Jesu hjerte, og som han beder for Faderens aasyn. Ikke mine anstrengelser, men hjertets stilhet og oplatte sans for Aandens love skal lære mig dette. Holder han sig tilbake gang paa gang; er mit hjerte lukket, og synes hans hjerte lukket, maa jeg komme til ham dag efter dag uten trang, uten bøn, maa jeg istedenfor at bede kalde mine tomme tanker tilbake, det er allikevel det mest frugtbringende arbeide jeg kan utføre. Hjertet tænker efter slik en stund, at det er spildt tid og intet utrettet. Vi forstaar ikke, at først maa hjertet tømmes for sine tomme, forfængelige tanker, før Gud kan ifylde sine guddommelige tanker, at først maa Gud grundig overbevise os om, at vi i os selv ikke har bøn, men at trang og bøn kommer fra ham. Han lukker til, og ingen lukker op. Han lukker op, og ingen lukker til. Et menneske kan ikke faa noget, uten at det er git ham fra himmelen. Selv om vi maa reise os op fra slik en stund uten tilsynelatende at være kommet i forbindelse med Gud, vil vi allikevel erfare en direkte følge av vor tro i en forunderlig sindets stilhet, klarhet og renhet. Bøn paa denne maate — at vi ikke tvinger os frem mot Aandens virkninger i vort indre — fører til maalet — frelse. En dag aapner han for os himmelens sluser, og trang og bøn i aand og sandhet, virket av ham, fylder hjertet — kommer fra ham og gaar tilbake til ham igjen.