Hvor er de tro og kloke tjenere?

Saaledes agte man os som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheter. 1. Kor. 4, 1.

Hvem i vore dage kan si sig at være husholder over Kristi hemmeligheter? Hvem kan si: Efterfølg mig, som jeg har efterfulgt Kristus? Findes der nogen, da har en saadan krav paa at bli hørt; han er skikket som tjener i den levende Guds menighet.

Forøvrig kræves av husholdere, at de maa findes tro.

Jeg er sikker paa, at er det noget vor tid mangler, saa er det husholdere over Guds hemmeligheter. For at være husholdere over Guds hemmeligheter, maa man selv være i besiddelse av disse. Gud betror ikke sine hemmeligheter til hvemsomhelst. Selv et menneske betror ikke enhver sine hemmeligheter. Skal man nu være husholder over disse, saa maa man være i besiddelse av en hel del av dem, saa man kan gi ut til den person som har behov for det og i den tid det trænges.

Jesus sier: Derfor vær ogsaa I rede! ti Menneskesønnen kommer i den time I ikke tænker. Hvem er da den tro og kloke tjener, som hans husbonde har satt over sine tjenestefolk for at gi dem deres mat i rette tid? Salig er den tjener som hans husbonde finder at gjøre saa, naar han kommer. Sandelig sier jeg eder: Han skal sætte ham over alt det han eier. Mat. 24, 44—47.

Her tar Jesus sigte paa de sisste dage. Det maa vel sies, at vi er kommet til de sisste dage; men hvorledes er det med husholdningen over Kristi hemmeligheter? Prædikantene — saagodtsom alle overhode — prædiker for syndere, fordi de intet har at gi Guds børn. De vet ikke engang om, at der eksisterer noget som heter Kristi hemmeligheter uten saa er, at de pr. bokstav har læst noget derom. Det hele ligger nede i en sørgelig forfatning. Men det gaar an at være prest, pastor, prædikant eller hvad andet navn man vil sætte paa det i dødningers forsamling. Ord. 21, 16. Men det skal litet hjælpe, hvad man har været, naar Kristus aabenbares, dersom man ikke har været en tro husholder over Guds hemmeligheter. Om man blir frelst — uten at være dette — saa faar man ingen løn for sin gjerning. Det har kun været et levebrød, hvorfor man allerede har faat sin løn, akkurat som en skomaker og smed faar sin løn for sit arbeide.

Vi vil ikke bebreide nogen for ikke at eie Guds hemmeligheter uten at henvise til, hvordan man skal finde dem. Læs 1. Tim. 3, 16:

Og som enhver maa bekjende, stor er den gudfrygtighetens hemmelighet: Han som blev aabenbaret i kjød, retfærdiggjort i aand, seet av engle osv. Hemmeligheten kaldes gudfrygtighetens hemmelighet. Det er altsaa anledning til ved gudsfrygt at faa Kristi hemmeligheter. Det første hemmeligheten gaar ut paa er: Kristus aabenbaret i kjød. Kun ved gudsfrygt aabenbares Kristuslivet i kjød. Vi har vel alle set religiøse mennesker inden alle partier, som ved sin færd, sin paaklædning og hele sit væsen, maaske med en pipe i munden, ligger saa nær an verden, at det er langtfra, at Kristus aabenbaret i kjød kommer tilsyne i slike personer. Saa har vi set en av de faa, en av de tusinder, hvori Kristus har faat sin skikkelse mer end sædvanlig. Skal man tale om dypere aandelige ting, da maa man gaa til de sisstnævnte. Her maa man ikke ta feil; ti nogen har ved aarelangt hykleri erhvervet sig en maske, som let kan bedra. Kristi kundskap skal straale ut fra en saadan person. Han har hvad han har ved lydighet og troskap. Det blev en dag en trøst for ham, at ogsaa Jesus matte fornegte og fornedre sig selv. Han fandt sin trofaste Frelser som sin likestillede i fornedrelsen, i lydigheten, i selvfornegtelsen. Tænk hvor stort. Dette er Kristus aabenbaret i kjød. Hvor har den storslagne prædikant Jesus? Jo, hundreder av mile over skyene. Den gudfrygtige og fattige har ham ved sin høire haand aabenbaret i kjød. Han staar ved den fattiges høire haand for at frelse ham fra dem som dømmer hans sjæl. Salm. 109, 31.

Teologiske skoler kan altsaa ikke bibringe en sjæl kundskap om Kristi hemmeligheter, ikke veltalenhet og prædikekunst. Alene gudsfrygt.

De som skal være husholdere over Kristi hemmeligheter maa altsaa være gudfrygtige folk. Det er forøvrig ganske klart, at Gud ikke sætter andre til at gi sine husfolk føde i rette tid. Det er Guds folk, som trænger mat. Syndere trænger tilgivelse. Mange er de som prædiker for syndere, men hvor mange gir mat??

Da den tid var inde for mig, at jeg trængte mat, fik jeg slag og hugg. Der fandtes ikke en eneste, som gav mig aandelig næring. Jeg saa mig rundt, som en fattig forsulten ungdom, om der dog ikke var en eneste, som forstod mig, men nei, ingen. Prædikantene var de værste til at jage mig bort. Men Gud være tak, han forlot mig ikke. Han førte mig gjennem ild og vand forat jeg skulde rense mig. Efter dette begyndte Guds Aand sit oplysningsarbeide i mit indre væsen; og det varte ikke mer end ca. to maaneder, førend jeg var blit som en fremmed for min mors børn. Der var ikke længer rum for mig i prædikanternes hjerte og forsamling. Men det gik mig som den blindfødte; der ute paa gaten traf han Jesus. Der utenfor alt partivæsen traf ogsaa jeg ham daglig. Intet under derfor, naar der staar skrevet: La os derfor gaa til ham utenfor leiren. Sandt er det, at han ikke forlater os faderløse, selv om vi ikke kan beære mennesker i kjød som vore aandelige fædre.

Vil du lære av Aanden, saa skik din sjæl til prøvelser, hør og adlyd. Bli rolig i din aand. La ære og vanære suse dig om ørene, som om det ikke vedkommer dig. Ta daglig dit kors op, og har du erkjendt en sandhet, da forsvar den med sverdet. Gjør ikke forskjel paa folk, og sæt ikke din lid til prest og prædikant. De fleste av dem lar sig leie for en sum penger. Din sjæls frelse er vel mer værd end deres forretninger i sjæleanliggender.

Salig er hver den, som i Jesu Kristi tilkommelse befindes at gi Herrens disciple mat i rette tid. Vi trænger mat og ikke lange prædikener. Vi trænger faar som kan gi die; vi trænger prædikanter som kan gi aandelig værdier til Guds folk. Bort med disse «dag for dag» historier. Hvad kommer det Guds folk ved, hvorledes prædikanten fraadser i folks uvidenhet «dag for dag». Var de litt oplyst av Gud, vilde de sætte slike høie herremænd paa sisste bænk og be dem omvende sig fra alt sit overmot. Men det skal til massernes store forundring ske en dag, at mange av de, som er av de første skal bli av de sisste.

Tiden er der nu, at dommen skal begynde fra Guds hus; ti der staar skrevet: Døm I dem som er indenfor, de utenfor skal Gud dømme.

Er du frelst fra synden, da er du som regel prisgit vilkaarligheter, hvis du ikke selv har øre at høre med; ti prædikanten vet selv intet om frelsen ved Kristi liv, rom. 5, 10, og det var da skam at forlange, at han skal kunne gi andre det han ikke har selv.

Naar du nu reiser rundt og prædiker og lovpriser alle de nye og prægtige lokaler du kommer ind i, og du forherliger alle som tar imot dig, og du fraadser i selvforherligelse, fordi masserne i sin blinde autoritetstro stoler paa dig, da vit, at værdien av den næring du gir lammene skal bestemme din virkelige storhet paa hin dag. Allerede nu har mange faat øinene op for, hvad der er mat, og hvad der er historier. De forstaar dig, naar du praler, og naar du sætter forsamlingens lattermuskler i bevægelse for at nyte dens dakapo til kjødets mættelse. Gud være tak, frelsesvognen ruller, og fler og fler blir der av den skare, som i de sisste dage lutrer sig selv og renser sig selv. For disse folk skal prædikantens drøvtyggede morskaper være avner for ilden. De kjender til noget tyngre, noget bedre, noget som veier i vegtskaalen.

Hvo som har øren, han høre, hvad Aanden sier til menigheten.

J. O. S.