Lide etter Guds vilje (Det lønner seg)

Lide efter Guds vilje.

Derfor skal og de som efter Guds vilje maa lide overgi sine sjæle til den trofaste skaper, idet de gjør det gode. 1. Pet. 4, 19.

Her vidnes om en lidelse som er efter Guds vilje. Denne lidelse er da ogsaa forut bestemt av Gud og er uforanderlig, og da Guds vilje er uforanderlig, saa kan heller ikke denne lidende tilstand forandres.

I efeserne 1, 5 læser vi, at Gud i kjærlighet forut bestemte vort barnekaar i Jesus Kristus efter sin egen viljes frie raad, og i v. 4, at han utvalgte os i ham, før verdens grundvold blev lagt, forat vi skulde være hellige og ulastelige for hans aasyn.

Vi forstaar da herav, at alt maa være efter Guds vilje — intet maa lægges til, og intet maa trækkes fra — for at faa barne- og arveret med Jesus Kristus. Rom. 8, 17.

Da Jesus blev sendt os fra Gud — et menneske — os, sine brødre, lik i alle ting, blev Guds vilje fuldbyrdet i ham, forat Guds skikkelse og sindelag i kjærlighet skulde bli aabenbart for os mennesker. Jesus maatte leve hos os og lide efter Guds vilje; han skulde ikke leve sig selv til behag i noget, ikke utvælge sig sin egen vei, men ta vare paa at gjøre alt hvad Gud vilde han skulde gjøre. Menneskets hjerte optænker sig sin egen vei; men Herren stadfæster hans gang. Ord. 16, 19.

Alt skal samles til ett i Jesus Kristus, baade det som er i himlen og det paa jorden. Gud saa i sin store visdom, at der vilde komme et skille mellem det som var paa jorden og det som var i himlen. Og dette vældige skille kom. Der blev fiendskap. Men Gud hadde bestemt at en sammensmeltning skulde finde sted mellem Guds Aand og menneskets aand. Denne foregik i Kristus Jesus, den enbaarne av Faderen — fuld av naade og sandhet — da ordet blev kjød og tok bolig hos os. Joh. 1, 14.

I Mat. 11, 27 sier Jesus: Alle ting er mig overgit av min Fader. Herav ser vi, at det var overlatt til Jesus at gjenforene det som var skilt; han fik dertil magt ved Guds vilje. Derfor sier Jesus, idet han træder ind i verden: Se jeg kommer — I bokrullen er der skrevet om mig — for at gjøre, o Gud, din vilje. Hebr. 10, 7. Guds vilje var ikke tidligere saa helt blit utført i nogen som den skulde bli utført I ham. Baade det i himlen og det paa jorden blev forlikt i ham. Men alt dette er av Gud, som forlikte os med sig selv ved Kristus og gav os forlikelsens tjeneste, fordi Gud i Kristus forlikte verden med sig selv. 2. Kor. 5, 18—19. Forliket maatte ske ved død av menneskeviljen; ti i denne laa fiendskapet, som maatte beseires. Dette bragte vor kjære Herre og mester en stor lidelse. Han uttømte sin sjæl til døden. Es. 53, 12. Ti han var ikke kommet for at gjøre sin vilje (den menneskelige); men hans som hadde utsendt ham. Joh. 6, 38 og 5, 30.

Ethvert offer maa dø; det var og er fremdeles Guds vilje. Jesus led taalmodig korset for den glæde som ventet ham, han som var troens ophavsmand og fuldender. Hebr. 12, 2. Denne hans lidelse bragte ham til at lære lydighet, Hebr. 5, 8; og han kunde ikke lære lydighet mot Gud og gjøre hans vilje uten paa den av Gud bestemte maate. Men da han var fuldendt ved lidelser, blev han ophav til evig frelse for alle dem som lyder ham. (V. 9). Han blev altsaa ophøiet ved lidelser, som i hans kjøds dage gav sig uttryk i sterkt skrik og taarer, bønner og nødrop til ham som kunde frelse ham. Han blev ogsaa bønhørt for sin gudsfrygt.

Jesus hadde et liv at sætte til og et liv at ta igjen. Han satte livet til av sig selv, derfor elsket Faderen ham. Jeg har magt til at sætte livet til, og jeg har magt til at ta det igjen, dette bud fik jeg av min Fader. Joh. 10, 17, 18.

Efterdi han i sin færd var fundet som et menneske; lærte han hvad der bodde i mennesket. Som menneske fornedret han sig selv, saa han blev lydig til døden, ja korsets død. Derfor har Gud høit ophøiet ham og git ham det navn, som er over alt navn. Filp. 2, 8 og 9. Han blev bortrykket ved trængsel og ved dom, og hvem kjender hans slegt. Es. 53, 8. Herved banet han den nye og levende vei gjennem forhænget, det er hans kjød, ind i helligdommen. Hebr. 10, 20. Ved lidelse gjennemtrængtes han helt av lysets domme, og det menneskelige — mørket — maatte vike for at gi plads for det guddommelige, saa blev alt bare lys i ham.

Jesus sier: Vil nogen følge mig efter, han ta daglig sit kors op og følge mig. Han selv bar sit kors og var derved korsfæstet for verden, idet han altid møtte Gud paa hans dommes veie. Ved disse domme lærte han retfærdighet, idet Guds domme altid traf det menneskelige. Es. 26, 8—9. Derfor sier Peter: Ti nu er tiden kommet, da dommen skal begynde med Guds hus. Ja, den begyndte med Jesus, idet Gud fordømte synden i hans kjød. Rom. 8, 3. Det samme maa ske med os, sier Peter. 1. Pet. 4, 17. Dommen begyndte med hodet for legemet og maa fuldbyrdes paa hele hans legeme, den levende Guds menighet.

La os derfor lide taalmodig efter Guds vilje; ti lider vi med ham, skal vi ogsaa herliggjøres med ham. Rom. 8, 17. Gud, vor Fader, han som gav os dette løfte, er trofast. Men vi er løftets barn, og i bokrullen er der skrevet om os. Es. 55, 5.