Profeten Jeremias

Profeten Jeremias.

Forord.

Jeremias var en profet fra Anatot i Benjamins land og var utvalgt fra moders liv til at være en Guds profet. Denne stilling traadte han ind i allerede mens han endnu var et barn av aar. Han var i hele sit liv efter sit navns betydning, Herrens storhet, og et forbillede paa Kristus Jesus i sin lidelse, og i den forfølgelse han led. Det folk, som han i sin kjærlighet tjente, forfulgte ham, og av dem blev han stenet tildøde.

Det kan ikke med sikkerhet siges, hvem det var, som samlet og utgav Jeremias’s skrifter, men Baruch, som blev kaldt en profet, siges at ha været hans sekretær.

Jeremias’ profeti.

1. kap.

V. 4. 5. Førend jeg dannet dig i moders liv kjendte jeg dig, og førend du kom ut av moders skjød helligede jeg dig; jeg satte dig til en profet for folkene.

Det som Herren her taler til Jeremias kan ogsaa forstaaes som sigtet til enhver sjæl, der er kaldt av Gud til at utføre Guds arbeide. Han har utvalgt dem fra begyndelsen, førend de kom frem til liv; ja, mens de endnu var i sin oprindelse, har han helliget dem og git dem deres mission at utføre blandt menneskenes børn.

Gud gjør disse sjæle til forløpere for andre ifølge sit evige raad og sætter dem som profeter blandt folkene.

Disse specielle kald er dog meget sjeldne.

V. 6. Men jeg sa: Ak, Herre, Here! se, jeg forstaar ikke at tale; ti jeg er ung.

Disse som Gud saaledes sender foran til at veilede andre finder som regel sig selv uduelige, idet de ikke attraar denne tjeneste, men længter efter at være skjult og ukjendt. Dette utrop: Ak, Herre, Herre, og den uttrykkelige indvendig han gjør tilkjendegir profetens forbauselse. Han finder jo intet fordelagtig i sig selv, bare udygtighet. Han føler sig magtesløs, paa grund av sin ringe naturlige begavelse, og ogsaa fordi han ikke særlig attraar denne stilling: at staa frem for folket. Han ser sig selv uværdig i Guds lys til at frembære det store budskap, det evige ord; og endvidere ser han, at han er ung av aar, og at han selv nylig er kommet igjennem til liv i Gud. Men tiltrods for, at han anfører disse grunde som beviser for sin uduelighet, saa beviser disse grunde netop at han er duelig; ti en maa bli som et barn for at en ikke skal blande sine egne ord sammen med Guds ord.

V. 7. 8. 9. Da sa Herren til mig: Sig ikke: Jeg er ung; men til alle dem jeg sender dig til, skal du gaa, og alt hvad jeg byder dig skal du tale. Frygt ikke for dem; ti jeg er med dig for at redde dig, siger Herren. Og Herren utrakte sin haand og rørte ved min mund, og Herren sa til mig: Se, jeg legger mine ord i din mund.

Jeremias hadde alle de egenskaper som en stor Herrens tjener maa ha: Han var enfoldig og kun et barn, for enkel til at blande det menneskelige sammen med det guddommelige; han var helt overgit til Gud og hadde det sindelag, at han gik hvorsomhelst Gud sendte ham, fordi han ikke var bundet til noget sted eller til nogen gjenstand; han hadde intet for sig selv. Heller ikke hadde han nogen bestemt form for sin tale; derfor kunde Gud si til ham: Alt hvad jeg byder dig skal du tale og intet andet. Jeg lægger mine ord i din mund ved min almægtige kraft, som er likesom en berøring av haandens og gjør dig derved til et med mig selv i en fast, inderlig forening. Efter denne indre berøring og enheten med den Almægtige taler sjælens mund (for egenviljen er brutt her), og ordet fødes derinde i hjertet, som Gud sier: Jeg lægger mine ord i din mund; ja, endog i dypet av dit hjerte. Dette er mit sande ord og andre ord end disse skal du ikke tale; de er mine og dine ord. Du skal kun være en røst, som taler naar og hvor jeg vil! Ordet som du skal tale er bærende i sig selv, og jeg vil handle med dig i overensstemmelse dermed.

V. 10. Se, jeg sætter dig paa denne dag over folkene og over rikerne til at oprykke og til at nedrive og til at ødelægge og til at nedbryte, til at bygge og til at plante. O, min Herre, og Gud hvad er dette for ord! skal du sende din profet for at oprykke og nedrive, ødelægge og nedbryte alt som ikke er som dig selv? Ja, O, Gud, en saa stor profet har du behov for; ja, en saa helt igjennem helliget og indviet som døperen Johannes, som skulde rydde og bane vei for dig i hjertene. Du kan ikke holde dit indtog der, førend alt som ikke er av dig, hvor stort og ophøiet det end kan synes at være, blir rykket op og ødelagt, og intet derav lagt tilbake; for hvis der er noget av selvet iveien, kan du ikke komme ind. Men du rykker op og river ned, saa du kan faa bygge og plante. Du planter Kristus Jesus der i en inderlig fortrolig enhet for altid; han fødes derinde for at vinde skikkelse i os.

O, Jeremias, du er isandhet profeten, som bereder hjerterne for Herren! Esaias spaadde om Jesu komme; men du gaar et skridt videre, idet du likesom Johannes døperen lider for at berede hans veie.

V. 11. 12. Og Herrens ord kom til mig saaledes: Hvad ser du, Jeremias? og jeg sa: Jeg ser en stav av det vaakne træ. Og Herren sa til mig: Du har set ret; ti vaake vil jeg over mit ord, saa jeg fuldbyrder det.

Herrens ord er født i denne sjæl, likesom Paulus sier om sig selv i galaterbrevet: Mine børn, som jeg atter føder med smerte, indtil Kristus vinder skikkelse i eder! Sjælen er her kommet i besiddelse av en dyp sandhet, som altid er vaakende for at blomstre frem, likesom den tidlig blomstrende stav av mandeltræet. Denne stav betegner Guds mægtige styrelse i overensstemmelse med ordet, som altid er villig til at blomstre frem i den sjæl, som gir plads for det. Denne stav er utrakt for at vaake over sjælen og beskytte hende og likeledes for at vaake over at ordet skal blomstre i hendes hjerte og bære frugt, naar hun er beredt til det, og synlig frugt, naar det behager Gud. Sjælen paa sin side er ogsaa altid vendt mot Gud i en tilbedende stiling, aldrig ophørende at skue like frem til Gud selv og hans aarvaakenhet likeoverfor sjælen.

Gud vaaker trofast over sit ord; ti han er altid den samme, og idet det strømmer ut fra ham selv, fødes ordet i hjertet, uten at han egentlig fremviser det; men for den ytre verden, og for menneskene i almindelighet taler han og lar det ske.