Tale om misunnelse

Basiliuses tale om misundelse.

Hvad var det som bragte den ædle Josef i trældom? Mon ikke hans brødres misundelse? Av frygt for utgangen paa drømmen gjorde de sin bror til slave, som om de aldrig kunde komme til at bøie sig for en træl. Men nu omstyrtes deres visdom av Guds styrelse; ti det, hvorved de trodde at forhindre spaadommen, banet jo klarlig vei for dens opfyldelse. Var han ikke blit solgt, hadde han ikke kommet til Egypten. Han vilde da ved sin kydskhet ikke være undgaat den utugtige kvindes snarer; han var ikke blit kastet i fængsel; han var ikke blit kjendt med Faraos tjenere; ikke hadde han utlagt drømmene, ifølge hvilket han blev herre over Egypten, saa han formedelst hungersnøden blev hyldet av sine brødre, der kom til ham.

Gaa i tanken over til den største avind, der gjaldt det største, den der kom fra jødernes raseri mot Frelseren. Hvorfor misundte man ham? For hans undres skyld. Men hvad var det for undere? Frelse for de trængende; de hungrige fik næring, og den, som gav dem næring, blev vist fiendskap. Døde opvaktes, og man bar avind mot ham som gjorde dem levende. Dæmoner for ut, og man la raad op mot den som utførte dette. Spedalske blev renset, lamme gik omkring, døve hørte, og blinde fik sit syn igjen; men deres velgjører maatte ta flugten. Endelig overgav de til døden den, der skjænket livet. De hudstrøk menneskenes befrier; de fordømte verdens dommer. Misundelsens onder grep om sig over alt. Med dette ene vaaben er det, at vort livs fordærver djevelen like fra verdens grundvold blev lagt og indtil verdens ende saarer og nedslaar alle. Han glæder sig over menneskets undergang; ti han er selv faldt ved misundelse og søker at styrte os med sig ved den samme synd. Vis var derfor den mand, som bød, at man ei engang skal æte med en avindsyk mand. Ord. 23, 6. Ved samvær til maaltid forstaar han alt samfund i livet overhodet. Vi stræper jo at holde alt letfængelig saa langt borte fra ilden som mulig, saaledes bør vi ogsaa saavidt mulig i vort venskap holde os borte fra de avindsyke, utenfor misundelsens skudvidde. Ti paa ingen anden maate kan vi indvikles i misundelse, end naar vi nærmer os den i fortrolighet. Det er nemlig som Salomon sier: Mandens nidkjærhet kommer fra hans staldbroder.

Skytheren er ikke avindsyk paa egypteren, men hver paa sin stamfrænde; og indenfor det samme folk misunder man ikke de ukjendte, men sine nærmeste, og blandt sine bekjendte især sine naboer, laugsfæller og andre nær forbundne; og atter blandt disse sine jevnaldrende, sine slegtninger, sine brødre. Som rust er en sygdom for kornet, saa er misundelse en skrøpelighet inden venskapet.

Nu kunde vel nogen prise det onde, fordi det blir des tungere for den som har det saadan; ti naar det med kraft utslyngede kastevaaben støter mot noget som gjør sterk motstand, da vender de tilbake mot den, der har kastet dem. Saaledes ogsaa med misundelsens bevægelser; naar de ikke bedrøver den de er rettet mot, da saarer de den avindsyke selv. Ti hvem har nogensinde ved sin bedrøvelse formindsket næstens fordel? Sig selv har han plaget, idet han hentæres i sorger.

Likesom gribbene flyr forbi mange enge, mange yndige og duftende steder for at komme til det som stinker, og som fluerne farer forbi det sunde og stimler sammen om saarene, saaledes er det med de avindsyke; de ser ikke paa livets herlighet og de gode handlingers storhet, men kaster sig over det, som er daarlig. Har nogen snublet, som det ofte sker blandt mennesker, dette fortæller de, derav vil de mændene skal kjendes. De ligner de daarlige malere, der av en forvreden næse, et ar eller en lyde, medfødt eller som følge av sygdom, bestemmer formerne for de de avbilder. Derhos er de dygtige til at kaste stænk paa hvad der er rosværdig, idet de forvrænger det til det værste og bakvasker dyden ved hjælp av den nærmest liggende last. Den modige kaldes forvoven, den maadeholdne sløv, den retfærdige grusom, den kloke ondskapsfuld. Den ædelmodige beskyldes for sløseri, den gavmilde for ødsel; den sparsommelige kalder de en gnier. I det hele tat, enhver slags dyd finder de utvei til at benævne efter den motsatte last.

Frelse fra misundelse.

Og nu, skal jeg slutte min tale med anklage mot lasten? Nei, det vilde kun være den halve lægedom. Ti det at vise den syke sygdommen som den er, saa han tilbørlig kan tænke paa redning fra ondet, er vel ikke unyttig, men at forlate ham her uten at ha ført ham frem til sundhet, det er det samme som at gaa fra den syke og overlate ham til hans skrøpelighet. Hvad skal vi da gjøre, saa sygdom ikke angriper os fra først av, eller vi kan bli reddet fra den efterat vær angrepne? For det første skal vi ikke anse noget menneskeligt for stort eller fremragende; ikke anse velstand og hæder som henvisner, ei heller legemets velbefindende. Ti vi holder jo for, at ikke alt det gode bestaar i det forgjængelige; men vi er kaldt til at ta del i de sande og evige goder. Derfor bør ikke den rike agtes misundelsesværdig blot for sin rigdoms skyld, ikke den mægtige for sin store værdighet, ikke den vise for sin veltalenhets skyld. Ti dette er midler for dyden, om det brukes rettelig; men det har ikke saligheten i sig selv. Men tar han vel og rettelig fat paa det som er forhaanden, da er han en Guds husholder over Guds gaver, der ikke samler til sin egen nydelse. En saadan er værd at roses og elskes for sit broderlige og deltagende væsens skyld. Om en udmerker sig ved klogskap, er han hædret med evne til at tale om Gud, saa han kan utlægge de hellige ord, saa bær ikke avind til en saadan, og tænk ikke paa at bringe til taushet de hellige Skriftes fortolkere, selv om der med aandens naadegave følger velvillig mottagelse og hæder av tilhørerne. Ti dette gode er dit, dig er gjennem din broder sendt lærdommens gaver, om du vil motta det. Ingen tilhyller sine øine naar solen skinner; likesaa naar aandelig tale fremvælder i menigheten og et gudfrygtig hjertes utgyder sig ifølge Aandens gaver, lægger du da ikke med glæde øret til? Mottar du da ikke med tak hvad der er gavnlig? Tilhørernes bifald nager dig, og du vilde heller, at der ikke var nogen til at faa gavn av — eller til at berømme talen. Hvorledes skal dette kunne forsvares for vore hjerters dommer? Derfor maa man anta, at det som er godt for sjælen er godt i sig selv. Om nogen blomstrer i rigdom, eller han roser sig av stor magt eller legemlig velbefindende, og han bruker rettelig hvad han har, da bør man agte og elske ham som en, der eier livets goder, hvis han nemlig anvender dette paa rette maate. Dette sker, naar han i besiddelse av rigdom gjerne gir de trængende, med sin legemskraft tjener de svake og agter sin øvrige eiendom for at tilhøre ikke mer sig selv end hvemsomhelst anden, der trænger til den.