Bibeltime, 3. time

Bibeltimer av Aksel Smith.

Kol. 1, 15—20. Vi vil idag gjøre et snit gjennem den vei vi skal vandre. Maalet for vor vandring hernede er at Gud kan fremstille os lik det maal han selv har sat sig, ikke som vi har tænkt os, men til slike børn som han selv har tænkt sig. Vi forstaar de ting som ligger nær forhaanden; men vi bør søke en ting hos Gud — og det er visdoms og aabenbarings aand i Guds kundskap. Det er sjelden vi lægger ret vinn paa disse ting, men det er aldeles paakrævet. Efes. 1, 17—19. Vi ser hvor meget efeserne hadde faat. v. 15 — tro, kjærlighet til alle de hellige; — men den dype visdoms og aabenbarings aand manglet dem i kundskapen om Jesus Kristus. — Vi ber om kraft til at vidne; men ber vi om visdom saa faar vi kraft til at tie i ret tid, da faar vi ogsaa kraft til at leve efter hans vilje. Bed om dette! Om du i denne aand skuer hans herlighet blir du forvandlet efter det billede du ser fra herlighet til herlighet. Der findes en enkel vei for at faa denne aand. I Jacob 1, 5 staar veien, men en betingelse: bede i tro, og vi skal faa det vi ber om. En tviler er ustø — —, her gjælder det at tro. Det staar saa skjønt i Jesu Siraks bok: «Visdommen sitter ved døren og venter — — om morgenen».

Det staar at han er et billede av den usynlige. Hvordan kan vi forstaa dette? Hvis vi skulde male et billede av ham, hvordan vilde vi gjøre det? Vilde vi kunne faa det til ved at sætte et fotografiapparat ret op mot himmelen? Nei, vi vilde ikke faa noget paa platen. Hvordan kan Jesus bli et billede? Merk, — han er et billede av Guds væsen. Hvorledes er da Guds væsen? Langt før skabelsen, da Gud var som det uforklarlige væsen, vilde man ikke kunde finde uttryk til at forklare det; men da han begyndte at bevæge sig — at handle, kom uttryk frem av hans væsen, saa vi kunde forstaa hans egenskaper av kjærlighet, barmhjertighet, miskundhet og trofasthet. Vi forstaar ikke mer av ham end vi tar imot av hans væsen. Jesus er avglansen av Guds væsen, jo mer vi faar øie paa Jesus, jo mer faar vi øie paa Faderen. Joh. 17, 6. Hvad er Guds navn? I 2. Mos. 3, 14 staar det: «Jeg er». Det er godt at faa vite Guds navn; ti det er et billede — et uttryk av hans væsen. Du kan plassere alt hvad du vil til dette navn, «Jeg er». — Hvis du trænger visdom, se 1 Kor. 1, 30. «Trøst», se 2 Kor. 1, 3 al trøsts Gud — Miskunds Fader. Disse navne er uttryk for hans væsen. Alt er aabenbaret i Jesus. Kol. 1, 15. — Men nu skal vi se hvorledes Jesus blev et billede av den usynlige. Vi vet det første, at han kom herned. Da skede det som staar i Hebr. 10, 9: Jeg kommer, o Gud, for at gjøre din vilje. (I Bokrullen er der skrevet om mig).

Jesus identisk med Guds vilje — gjort til ett med Guds vilje. Han er Guds vilje, og derfor blev han gjort til et uttryk for Gud. Hele Guds plan blev trykket ind i Jesus. Hvis du sier «Ja» til Guds vilje, vil du staa som et uttryk for Guds væsen. Dit liv vil aabenbare Guds kjærlighet, bli en avglans av Guds væsen, som Jesus. Hvorledes? 2 Kor. 3, 18. Nu er Jesus avglansen av Guds billede, den usynlige. Hvorledes kan dette væsen komme ind til os? Hvad bevirker at vi blir delagtige i Guds væsen? Guds Aand. Hvorledes foregaar dette verk. Vi kan tænke os en maler eller billedhugger som betragter mennesket, tar leret og danner det efter det, — en copi av mennesket. Verket skal være saa orginalt som mulig. Aanden er utsendt fra Gud for at danne os efter Guds billede. Han tar vore øine, og fæster, som i et speil, blikket paa Jesus. Ser han noget som er skjævt eller feil, skjærer han det bort og utfylder det med det som Jesus har. Efes. 4, 23—24. Slik behandler Aanden et menneske. — Dette billede som er skapt i os skal vokse til mands modenhet, til aldersmaalet for Kristi fylde. (Efes. 4, 13 — Kol. 3, 10). Vi ser at maalet for vor vandring er at bli Jesus lik. Hans billede i os. — Naar vi ser paa hele utviklingen og den indre dannelse i hjertet, saa kan vi se igjennem hele Guds plan med os i lys av Rom. 8, 29—30. Vi kan tænke os Gud fra evighet av — derborte, — han skuer hen gjennem tiden og hen over alt — til den anden side, der hvor hans maal staar opreist som en skjøn bygning. Gud utvalgte os i evighetens morgen, forat vi skulde være hellige og ustraffelige for hans aasyn, idet han i kjærlighet forut bestemte os til at faa barnekaar hos sig ved Jesus Kristus efter sin viljes frie raad. (Efes. 1, 4—5). Gud ser hen til maalet — ser os herliggjorte i Kristus. Vor natur er helt fordærvet; men nu danner han os efter Jesus — danner os efter Brudgommen, ved Aanden. Derfor er det paakrævet at vi vender aasynet dit hvor vi ser dette billede — (mønsterbillede.) Vi vil merke at vore tanker er adspredte, vendte utad — urolige, istedetfor at være vendte indad — fra det ydre, — ind i lønkammeret hvor Jesus er Herre. Vil det være det rette om vi gaar derind 1 time — to — tre, — at vi peker paa en velsignelse som vi fik en gang? Nei, vi skulde aldrig gaa ut av hjertets lønkammer, naar vi er der har vi aldrig mangel, men lever altid i hans herlighets aasyn. Der staar i Ap. gj.: «Han (Jesus) hadde altid Herren for sine øine». Saadan maa vi ogsaa ha det, at vi kan leve et slikt liv. Kan vi det? Ja! Om vi lar alt fare, følelser, sjælelige tilstande o.s.v., da vil vi altid skue hen til ham, skue hans herlighet. Kan denne tilstand vedvare i en time — i to — i flere timer, kan den vare i længere tid, kan den vedvare ind i evigheten? Hvis vi vil ha en rik indgang i Jesus, da maa vi leve i lønkammeret med ham. Ingenting kan da anfegte os — overlever ham nøklen — laas døren.

Naar vi skuer hans herlighet i lønkammeret skal den præges ind i os. Vi kan være forvisset om at Faderens avglans gaar over i os; — men det er forresten én betingelse. Joh. 17, 10. Naar vi har Jesus som herre i vort liv, maa vi ikke gi os hen til ham kun i følelser, men gi ham alt; ikke alene hele vort hjerte, men ogsaa realiteter — penge —, ikke kun tiende — men alt; vor formue, vort legeme, vore sjælskræfter, vor vilje, vore tanker, vor tid, — alt. Han skal eie det; ti han er herre over alt. (Joh. 1, 3 — Kol. 1, 16—17.) Først efterat vi har sagt til Jesus: «Alt mit er dit,» har vi betingelse for at faa alt av Jesus. (Se Joh. 17, 10). Naar vi sier det, betyder det at vi ingenting beholder for os selv, det er en frivilllig avdøen fra alt. Ikke mange sier saa, ikke mange gaar ind paa denne avdøen. For de som intet har, for de umyndige, aabenbares visdommen. Naar vi ingen kraft har selv, faar vi hans kraft. Jo mer vi kommer ind i selverkjendelse og blir til intet i os selv, jo mer plads blir der i os for Guds herlighet, for hans væsen. Saa meget som du gir Gud, saa meget gir han dig. Vi dør for at gi plads for Guds væsen. Paa den maate faar vi det. Men vi maa ikke samle lys for at beundres. (Kristus vil at vi skal lyse). Er det forat vore ansigter skal skinne? Nei, da Jesus sa, (Joh. 17, 10), «alt mit er dit,» saa han ut som profeten Esaias maler ham i kap. 53, — foragtet — ingen skikkelse, som en for hvem man skjuler sit aasyn, — han hadde ikke et utseende, saa vi kunde ha lyst til ham, v. 2—3. «Over alt herlig er der et dække.» (Es. 4, 5). Men Jesu indre skikkelse var fuld av herlighet. Ps. 45, 14, 3. Tabernaklet var utenpaa simpelt, indenfor herlig.

2 Kor. 4, 6. Kundskapen om Jesu herlighet skal straale frem fra os. Naar du kommer ind i lønkammeret og ved Aanden betragter Jesu herlighet, kan du ikke vise den frem for alle og enhver; men du kan fortælle om den, — hvad Gud har sagt derinde.

Presterne i tabernaklet kunde ikke ta ut redskapene for at vise dem for folket, men de kunde fortælle derom. — Derfor gjælder det at vi skuer ham derinde. Bruden sier: «sort er jeg — men dog yndig.» (Høis. 1.) — Vi maa faa visdoms og aabenbarings aand, forat vi kan forkynde hans væsen.

Jesus sier: «Jeg har aabenbaret dit navn.» Joh. 17, 6. Vi skulde ogsaa aabenbare Jesu navn, saa langt vi er komne, forkynde hans dyder og alt det gode vi kan se i Gud. Ikke bare fortælle at vi har det godt — men, hvordan han ser ut. Merk, med omhu, at dersom vi skuer hans herlighet — daglig, da vil vi altid ha et nyt uttryk at fortælle om hvad vi har set og hørt av ham. Mange har intet nyt at fortælle, fordi de ikke har set noget nyt av ham. Vi skal ikke bare gaa tilbake til omvendelsen, eller aandens daab, eller fortælle om en eller anden velsignelse, men vi skal stedse faa noget nyt. Jeg (A. S.) blev bange, da jeg en maaned gik uten at faa noget nyt om Gud. Jeg gik da til Gud og renset mig.