Tale om misunnelse

Tale om misundelse av Basilius.

Gud er god, og han gir det gode til dem som er værdige dertil. Djevelen er ond, og han er ophavsmand til allehaande ondskap. Likesom det følger den gode, at han ikke er misundelig, saaledes er avind Djevelens ledsager. La os derfor vogte os, mine brødre, for misundelsens synd; la os ikke delta i motstanderens gjerninger, saa vi skulde findes underlagte den samme dom som han. Ti dersom den der opblæses falder i Djevelens dom, hvorledes skal da den misundelige undfly den straf, som er beredt Djevelen? Der fødes ikke i menneskesjæle en fordærveligere synd end misundelse. Den bedrøver vel litet de utenforstaaende, men er først og fremst en ond fælle for den som har den; ti som rust fortærer jern, saa gjør misundelse med den sjæl som besidder den. Man sier om øglerne, at de kommer til verden ved at æte sig ut av mors liv, saaledes pleier ogsaa misundelse at fortære den sjæl som er svanger med den. Bedrøvelse over at det gaar næsten vel, det er misundelse. Derfor forlater aldrig smerte, aldrig mismot den avindsyke. Har næstens mark baaret rik grøde, blomstrer hans hus med alt hvad der fremmer livet, har manden stadig det der kan glæde hans sind, saa er alt dette næring for sygdommen, det forøker den misundeliges smerte. Det er med ham som med en nøken mand, han saares paa alle kanter. Er en mand ved god helbred, det saarer; er en anden skjønnere av utseende, saa er det nok et slag for den misundelige. Rager den eller den frem for de mange ved aandelige fortrin, betragter man og efterligner hans forstandige og mægtige ord, er en anden udmerket ved sin rigdom og de storartede gaver han utdeler til de fattige, saa han roses høiligen av dem, der har mottat hans velgjerninger, saa er alt dette slag og saar der rammer den avindsyke midt i hjertet. Og det værste ved denne sygdom er, at han ei engang kan aapenbare den, men slaar øinene ned, er forvirret og nedbøiet, klager ynkelig og fortæres av ondet. Men naar man spør om hans sygdom, saa undser han sig for at fortælle om sin ulykke, at han er misundelig og bitter, at vennens lykke plager ham, at han bedrøves over sin brors glæde og ikke taaler, at se andres lykke, men at næstens velfærd gjør ham ulykke. Men da han ikke vil aapenbare noget av dette, saa beholder han sygdommen derinde, og den fortærer hans indvolde med en langsom ild.

Derfor tar han ingen læge med paa raad i sin sygdom, ei heller kan han utfinde noget lægemiddel, der fordriver ondet, og det endskjønt Skriften er fuld av den slags midler. Han venter som eneste lindring for ondet, at se en av de han misunder skulde falde. Dette er hatets maal, at se den misundte gaa fra lykke til ulykke, at se elendig den, hvis lod man ønsket sig. Da forsones den misundelige; da er han venlig, naar han ser en graatende, naar han skuer en sørgende. Med den glade glæder han sig ikke. Han ynkes over forandringer i livet, at de der staar saa høit, falder saa dypt. Dog er det ikke av menneskekjærlighet og medfølelse, naar han omtaler de tidligere forhold, men for at gjøre ulykken end tungere for dem. Han roser barnet efter døden og smykker det med uendelige lovtaler om hvor smukt, hvor begavet, hvor skikket det var til alt; men da det endnu levet undte han det ikke et eneste godt ord. Han beundrer rigdommen, naar den er tapt. Legemets skjønhet, dets kraft og sundhet roses og ophøier han efter sygdommen. I det hele, han er en fiende av det forhaandenværende, men en ven av det som er gaat tilgrunde.

Hvad drev den aand som er alt ondts ophav til krig mot menneskene? Mon ikke avind? Derfor blev han grepet i aapenbar motstand mot Gud; ti han blev vred paa Gud formedelst denne store gave til menneskene, og han hevnet sig paa menneskene, da han ikke kunde hevne sig paa Gud. Det samme gjorde Kain, som er Djevelens første discipel. Han blev oplært av ham i avind og mord, disse søstersynder, som ogsaa Paulus forbinder, naar han sier: fulde av avind og mord. Rom. 1, 29. Hvad var det da han gjorde? Han saa den ære Gud ga hans bror, og han blev optændt til nidkjærhet. Han dræpte den som fik æren for at antaste den, der æret ham. Da han ikke formaadde at stride mot Gud, saa forandredes det til brodermord. Hvorfor sørger du menneske, naar du ikke har lidt noget ondt? Hvorfor fører du krig mot den som har det godt, naar han intet tar av dit? Men om du endog er vred efter mottagne velgjerninger, er du da ikke aapenbart misundelig paa hvad der gavner dig selv? En saadan var Saul, der gjorde de overordentlige velgjerninger til krigsaarsak mot David. Da han ved hin vellydende og guddommelige strengelek var befriet fra sit tungsind forsøkte han med sin lanse at gjennembore sin velgjører. Dernæst, da han med hele hæren var frelst av fiendernes haand og var befriet fra skjændselen med Goliath, handlet han likesaa; ti da de dansende kvinder i sine seierssange ga David den tidobbelte ære for hvad der var sked, idet de sang: David har slaat sine titusinder, Saul sine tusinder, saa forsøkte Saul blot for denne røsts skyld og for det vidnesbyrd — sandheten selv gav — først at dræpe ham med egen haand og at rydde ham bort ved et bakhold; dernæst gjorde han ham til flygtning. Ja, end ikke hermed blev han staaende i sit fiendskap, men han drog tilsidst i felten mot ham med tre tusinde utvalgte mænd og gjennemsøkte ørkenerne. Var han blit spurt om aarsaken til denne krig, maatte han visselig ha svaret, at det var mandens velgjerninger. Engang blev han truffet sovende, saa han lettelig kunde være blit dræpt av fienden; men atter blev han frelst av den retfærdige, der vogtet sig for at lægge haand paa ham. Dog, Saul lot sig heller ikke bøie av denne velgjerning, han samlet atter en hær og atter forfulgte han ham, indtil han anden gang blev fanget i en hule. Ved denne leilighet gav han David anledning til at glimre ved sin dyd, mens han gjorde sin egen ondskap end mer øiensynlig.

Misundelse er den slags hat som vanskeligst lar sig stille. Andre fiender formildes ved velgjerninger; men den avindsyke og ondskapsfulde opirres kun mer ved at erfare velgjerninger; og jo større disse er des mer vredes og krænkes han i sin forbrydelse. Hans uvilje mot velgjørerens magt er større end hans taknemlighet for det mottagne. Hvilket vildt dyr har vel et saa bittert sindelag? Hundene tæmmes ved at man gir dem føde, løverne lar sig behandle, naar man røgter dem; men de avindsyke blir kun vildere, naar man gjør dem tjenester.