Himmelen og jorden

Himlen og jorden.

2. Pet. 3, 13: «Men vi forventer efter hans forjættelse nye himle og en ny jord, hvor retfærdighet bor». Aab. 21, 1. «Og jeg saa en ny himmel og en ny jord; ti den første himmel og den første jord vare forgangne, og havet var ikke mere». 1. Kor. 15, 40. «Og der er himmelske legemer og jordiske legemer, men en er de himmelskes, en anden de jordiskes herlighet». 1 Kor. 15, 48 og 49. «Som den jordiske var, saadanne ere og de jordiske, og som den himmelske er, saadanne ere og de himmelske. Og likesom vi har baaret den jordiskes billede, saa skulde vi og bære den himmelskes». Gal. 4, 24—26 og 29. «Ved dette er ogsaa noget andet betegnet (ligger en dypere mening under); ti disse kvinder er de tvende pakter; den ene fra Sinais bjerg, som føder til trældom; denne er Hagar. Ti Hagar er Sinais bjerg i Arabien, men svarer til det Jerusalem som nu er; ti det er i trældom med sine barn. Men det Jerusalem som er heroventil, er den frie kvinde, som er vores alles moder. — Men likesom dengang den som var født efter kjødet forfulgte den som var født efter Aanden, saaledes ogsaa nu». Hebr. 3, 1. «Derfor I hellige brødre, delagtige i et himmelsk kald.....» Joh. 10, 34. «I ere Guder». Kol. 2, 9 og 10. «I ham bor hele guddommens fylde legemlig, og I er blevne fyldte i ham...» 2. Pet. 1, 4. «Delagtige i guddommelig natur...» «Hans legemes lemmer», «Ett med ham» (som er Gud), «Forvandlet til hans billede», «Bli ham lik», osv. «Hver den som paakalder Herrens navn skal bli frelst». «Hver den som tror paa Sønnen, har evig liv».

Summen av dette blir: Himmelsk kald til himmelske væsener med himmelsk herlighet i himlen, og — jordisk kald til jordiske væsener med jordisk herlighet paa jorden.

Saa usigelig stor forskjellen er paa disse to kald, synes de dog p. gr. a. vor store menneskelighet for det meste falde sammen, fordi de begge gir frelse fra fortapelsen og haap om evig liv der hvor retfærdighet bor.

Om vi undersøker skal vi finde at de fleste troendes haap og tro ikke strækker sig utover dette. De vil altsaa i aand og sandhet (om end ikke i bokstaver) faa alt hvad de længter efter. Da er det godt og vel. At det er slik for de fleste, det stemmer; ti skrifterne sier at trælkvindens barn skal være mange flere end den frie kvindes. Desforuten kommer dertil at endog den frie kvindes barn er ubekjendt med sit høie kald saalænge de er smaa (og det kan vare lenge; se Hebr. 5, 11 og 12 samt 1 Kor. 3, 1—3). Gal. 4, 1.

Netop derfor arbeidet Paulus for at menigheten maatte faa forstaaelse av hvilket haap den var kaldt til. Ef. 1, 18.

Alle trælkvindens barn taler jo ogsaa om «himlen» og «bruden», men den herlighet de der og paa den maaten venter at komme i besiddelse av, den overstiger ikke den herlighet der skal fylde den nye jord, hvor de skal færdes rene som Adam før faldet, nyte den nye naturs skjønhet og ynde, styres og ledes efter guddommelige gode og velsignede love, og nyte livet under Guds mangehaande velsignelser, med musik og sang og megen herlighet.

Om nu nogen bruker feil uttryk og sier himlen istedetfor jorden, saa spiller det mindre rolle. Enten stedet heter x eller y kan vel være det samme — naar man kun vet hvad der menes med det! Det er livet som har interesse i evigheten, hvorledes det skal være. For en aandens mand er det saa allerede i denne verden. Det er ikke stok eller sten, trær eller huser, land eller sjø som interesserer ham — det er ikke disse ting som befordrer hans trivsel — men den evige Guds visdoms godhet i Kristus Jesus. —

Hvad kan saa sies om de to pakter, de to kald, de to slags folk? Der kan sies meget i alle maater. Skal kun nævne nogen hovedpunkter:

Det ene er ved korsets fot (Joh. 3, 14 og 15 — 4 Mos. 21, 8 og 9 — Rom. 10, 13 — samt almindelige salmer, sange og vidnesbyrd), hvor de ved bekjendelse og tro faar syndernes forlatelse, men ingen seier over synden og da selvfølgelig heller ingen indre vekst i det gode. Deres retfærdighet er kun en tilegnet retfærdighet, en stedfortrædende retfærdighet; det er Kristus som er retfærdig for dem. Siden de ikke er paa korset, det eneste sted hvor vi kan dø fra os selv, saa lever de nødvendigvis sig selv, som de synes godt om og forsvarer og bjerger bedst mulig.

Det andet er paa korset, Luk. 9, 23. Rom. 6, 3—8 og 11—7, 4, 6, 10, — 2 Kor. 4, 10—12 — 5, 15 — Gal. 2, 20 — 5, 24 — 6, 14 — Kol. 3, 3, død fra sig selv (sit bevisste jeg), derfor havende seier over synden — samt døende fra sig selv (sit før ubevisste jeg), og derfor voksende en indre vækst i visdom, retfærdighet, kjærlighet, langmodighet o.s.v. De hater sig og anser det som sin største lykke og vinding at Guds ord trænger ind og dømmer hjertets skjulte tanker og raad og kløver sjæl og aand, ledemod og marg.