Vitnesbyrd fra en konferanse i Tyskland

Utdrag fra en konferanse i Mülheim.

Et vidnesbyrd:

Dette ord kom til mig: Hvad vet du? Og mit væsens sande svar var: Jeg vet at jeg intet vet; jeg vet at jeg intet vet; jeg vet at jeg intet vet! Søskende, jeg vet at jeg intet vet. 1. kor. 8, 2.

Til dette vidnesbyrd slutter sig følgende krav: Spør en kristen, der har forstaat sin Gud ret: Hvad vet du? Med den samme klarhet som han ovennævnt kunde si: Jeg vet at jeg intet vet, kan han med glæde si: Jeg vet at jeg vet alt; jeg vet at jeg vet alt; jeg vet at jeg vet alt! Dette er ikke en indbildning, ikke et overspændt væsen; men det er det gamle, gamle evangelium, som var fra begyndelsen. Ti saa har den hellige apostel Johannes skrevet til de kristne i sin tid, til fædre, til de unge og til børnene: I har salvelse av den hellige og vet alt. Og likesom denne salvelse lærer eder alt, saa er den sand, og ingen løgn er i den.

Hvorfor har Jesu Kristi kirke tapt dette enfoldige, klare, lyse vidnesbyrd, vidnesbyrdet om dette, at der er git os salvelse av den Hellige, han som lærer os alt. Hvad er traadt istedetfor denne hellige salvelse, som lærer os alt og som underviser børn, ynglinger og fædre? hvad sier jeg, er traadt istedetfor denne hellige salvelse? Jo, endeløs strid, menneskelige meninger og anskuelser. Dette er aarsaken til, at Guds folk ikke er ydmyge nok til at kunne si: Jeg vet at jeg intet vet. Derfor har de ogsaa tapt det hellige, himmelske mot, saa de ut fra den evige sandhet kan optræde og si: Jeg vet at jeg vet alt. Det var en tid i Jesu Kristi kirke, at enfoldige slavinder og unge børn, folk som ikke kunde læse og skrive var istand til at imøtegaa store philosofer og kaste al deres visdom i gruset. Dette gjorde de ved sit himmelske vidnesbyrd, det enfoldige, guddommelige og visdomsfulde. Denne tid er gaat tapt for menigheten ved den gamle slanges list og bedrag. Men Jesus Kristus, den store gjenopretter, fører paany denne tid frem i vore dage. Babylon har faste taarne og mure, høie og sterkt bygget; men indenfor dens mure hersker trætte og tvedragt. Tungemaal er utgydt i Babylon, men saa, at ingen forstaar den andens sprog, og denne sprogforvirring vil trods alle menneskelige anstrængelser ikke avta, men tilta. Men ned fra himlen kommer det hellige Jerusalem, vor Guds stad. Denne stads mure er den evige Gud selv. Paladsene i denne stad er ikke bygget av jordiske materialer. Sol og maane lyser ikke her. Herren selv er det evige lys, en sol der ikke mer gaar ned, og en maane, der ikke taper sit skin. Du er kaldt til at gaa ind i denne hellige Guds stad. Mange tungemaal hører man ogsaa her; men det er tunger gjennemglødet av den himmelske ild. Disse vidner derfor ikke om et splittet folk, men om et enig folk, et folk sammenføiet av mange nationer, ti det er een aand som med alle disse tunger synger Lammets sang og uttaler hans lovprisning. Jesu dyre blod, det dyre blod alene gjør dig skikket og værdig til at indgaa i denne stad — ikke imorgen, ikke iovermorgen, men idag, nu.

Mange vil kunne tænke, at det er en farlig lære vi har hørt, at et ufuldkommet menneske vaager at staa op og si: Jeg vet at jeg vet alt. Men søskende, ingen har ret til at vidne saaledes, uten saa er, at han ogsaa vidner dette: Jeg vet at jeg intet vet. Kun saalænge jeg i den ene haand — uten baktanke — bærer vidnesbyrd om min fuldstændige uvidenhet, har jeg magt fra Gud til i den anden haand at bære vidnesbyrd om, at jeg i alt blir belært av Gud.

Herren, eders Gud, har reist sig for at utøse over eder en uendelig rigdom. Der syv magre aar for Guds folk gaar sin ende imøte. Sølvbasunerne indblæser de syv fete aar. Men ikke er disse lik Egyptens syv fete aar, der blev opædt av de syv magre. Fylden og det fete, som Herren vil utøse over sit folk er ikke en fylde og et fedt, der vokser frem av jorden eller som vælder frem av Egyptens strømme; det er en fylde fra himlen og en fedme fra oven. Det er ikke en kraft som gjør mennesket sterk i sig selv, ei heller er det en rigdom som gjør mennesket rik i sig selv. Gud bærer selv denne kraft i sine hænder. Han bærer denne rigdom og visdom i sin haand, og det er godt, søskende; ti saalænge disse ting laa i vore hænder, kunde djevelen ta dem fra os og beflekke dem. Han kunde ogsaa øse den jordiske visdoms giftdraaper i dette evangeliums kostbare vin; men den velsignelse som nu Herren utøser over sit folk forblir Herrens velsignelse. Denne rigdom blir forvaltet for os i den himmelske riksbank, og vi faar kun saa meget som vi i hvert øieblik trænger for at fuldføre den opgave Gud har git os. Han har maaske git dig i opdrag at tie, mens alle omkring dig taler. Det er din opgave at være stille. Vil du tale uten at ha faat i opdrag at tale, saa vil du finde, at der aabenbares hos dig idel uforstand. Det er derfor naade fra himlen for dig at du tier. O, mine venner, den av eder som vil gripe denne uransakelige rigdom, denne velsignelsens fylde, som ikke mer kjender bund og grænser, han maa avstaa fra enhver forestilling om, hvorledes han skal tjene Gud og leve et hellig liv. Ak, hvad forstand har vi mennesker paa sand gudstjeneste, paa hellighet som gjælder i himlen. Hvad forstand har vi paa den gudsdyrkelse og den sande hellighet, der blev fuldført av det helligste menneske, der nogensinde har levet paa jorden. Man utstøtte ham som en gudsbespotter og en lovovertræder. Men det har naturligvis ikke jøderne gjort, ei heller Pilatus? Dette aabenbarer for os hvad slags forestillinger du og jeg har om Guds retfærdighet og hellighet og om det sande guddommelige liv. Der for, kjære sjæl, længter du efter at dagen skal bryte frem i dit liv med kraft til time for time at gjøre enhver god gjerning, da hør op med at gruble paa, hvorledes du skal begynde at tjene Gud. La ethvert lovbud fare ut av dit sind. Det er kun skyggen av de himmelske ting, og vi har hørt: Mit folk skal ikke mer gjøre skyggetjeneste. Se, den levende Guds finger nedlater sig til vore hjerter for at gi os indgang i troens mørke, og denne indgang er den sande aandelige fattigdom. I dette hjerte og i dette sind skriver den levende Guds finger de himmelske love, som avstedkommer glæde og frivillig tjeneste. Himmelen anerkjender ingen anden tjeneste. Gud vil ikke ha nogen tvungen tjeneste. Gud har ikke behag i at et menneske kvæler sig for at bringe sit offer. Saalænge denne last hviler paa din sjæl: Maa jeg ogsaa ofre det? Tør jeg det? Tør jeg ikke det? Saalænge er du langt borte fra himmelrikes rikes tjeneste, som Aandens nye væsen vil oprette i din sjæl.

Herrens folk, drag ut av Egyptenland. Din trælletjeneste har en ende. Herren har hørt din veklage, dine suk og dit tunge arbeide. Gud har reist sig for at føre dig ind i den Høiestes hvile. Der vil du ikke føre krig enhver mot sin broder; men der vil du føre Jehovas hellige krig, som gaar ut over det ganske jorderike for at forene den hele stridende og triumferende menighet, som nu beredes, for det store jubelaar.