Brev - avskrift (Vår trang)

Avskrift av brev av 8—12—13
fra Thorleif Hansen.

Det er de trængende sjæle, som er menighetens bærende kræfter. De strider, naar det er tørt og mørkt. Mens de andre døser bort tiden og ligger i motløshet, skriker disse dag og nat til Gud efter utløsning; og Gud hører. Strømmene kommer, og da kommer de slappe for at æte og drikke. Slike sjæle har likevegt i sit sind bestandig. Naar det kvægende vand kommer, gjør de som Gideons mænd — laber med haanden, mens de speider til alle sider efter fiender. Deres trang er altid stor. Man kan si, at de er legemets (menighetens) mave, som kræver for det hele. Der skal kun nogen timer til, før man merker trang efter mer. Men der kan gaa dage, før trangen merkes at virke paa de andre lemmer.

Bli ikke træt, naar det gjælder at rope til Gud. Han blir ikke træt av at rope til os, som ikke vil høre. Hvor langt mindre skulde da vi bli træt av at rope til ham, som hører. Husk, at intet suk, ingen bøn, ingen smerte er forgjæves. Dine bønner nedtegnes, dine taarer tælles, og du faar værdier for alt, naar Guds time kommer. Ventetiden er ikke spildt. Hanna maatte vente længe, fordi hun skulde føde en Samuel, en mand i rette tid, en utfrier for Israel. Hannas lidelse var svar paa de gudfrygtiges bøn i Israel. De bad om en hjælper, og han maatte fødes av en kvinde, som var efter Guds hjerte. Derfor led hun. Men hvilken takkesang hun kunde synge. Jo mere strid, des større seier og glæde. Aanden driver altid mot det største, som er at faa. Hadde Hanna faat vælge selv, vilde hun sikkert ha valgt at faa en søn med det samme; selv om han ikke var blit en Samuel. Men saa fik hun ikke vælge, og derfor fik hun ham, og siden var vel hendes glæde stor. Saa er det ogsaa med os. Vi vil kanske helst faa vor trang stillet med det samme. Men Gud har utset noget bedre for os, og det kræver sin dannelsestid, og den er smertende; ti langvarig forventning gjør hjertet sykt, sier Salomo, men naar saa begjæringen blir opfyldt, er den et livsens træ.