Efeserbrevet, kap. 2

Død og gjort levende.

Ogsaa eder har han gjort levende, I som var døde ved eders overtrædelser og synder, i hvilke I fordum vandret efter denne verdens løp, efter høvdingen over hærmagten i luften, den aand som nu er virksom i vantroens børn, v. 1 og 2.

Loven sier: Du skal ikke lyve. Naar man da for at spare sig selv sier en usandhet, leder man dommen bort fra sig selv til nogen anden eller noget andet. Det var jo dommen som skulde ha virket paa mig for derefter at ha vendt om til retfærdighet; men nu leder man dommen væk ved en løgn, hvilket vil si det samme som, at man ved en løgn avleder sin egen frelse.

Loven sier: Du skal ikke stjæle. Den som stjæler gjør det for at spare sig selv. Han slipper derved at arbeide; han kan leve paa andres virke og nyte anden mands løn.

Alt dette er synd og fører til død. Samvittigheten slapper av og tilslut hører man ikke Aandens overbevisning om synd; man er død i overtrædelser og synder. Begjærligheten undfanger og føder synd videre fremover, og samvittigheten drives ennu længer bort. Man trænger dypere ind i døden.

Denne død er opholdsstedet for alle ugudelige. Døden skal en dag kastes i ildsjøen, aab. 20, 14, og da vil alle de som befinder sig i den følge med.

Det er derfor umaken værd nu ved Kristi evangelium at komme sig ut fra døden, ut fra Satans magt. Gud har magt til at overføre os i sin elskelige Søns rike, fra døden til livet, fra Satans magt til Gud.

Døden er det sted hvor mørket raader, hvor Satan har magt, hvor hærmagterne i luften er virksom i vantroens børn.

Man skulde ikke tro det var saa galt som det virkelig er. Et frygtelig opholdssted, hvorfra endnu ingen har kunnet redde sig uten ved Kristi evangelium.

Alt Guds verk er dobbelt; baade frelse og fortapelse.

Enhver som lever efter sit kjøds lyster og enhver som gjør kjødets og tankernes vilje befinder sig i døden. Kjødets attraa er død d. v. s., det begjærer fuld tilfredsstillelse for sine lyster uten at være plaget av samvittighetsskrupler.

Men Gud som er rik paa miskund, har for sin store kjærlighets skyld hvormed han elsket os gjort os levende med Kristus, endda vi var døde ved vore overtrædelser — av naade er I frelste, v. 4 og 5.

Opholdet i døden under satans magt og Guds fordømmelse var elendig. Naar mennesket allikevel taler om at ha moro der, saa sker denne moro paa bekostning av det Guds billede, som endnu ikke maatte være helt ødelagt av døden. Men hvor døden har herjet, er det slut paa alt som heter moro.

Kristus trængte ind i døden og gjorde den til intet, som hadde dødens vælde, det er djævelen, og han utfridde alle dem som av frygt for døden var i trældom al sin livstid, Hebr. 2, 14 og 15.

Ved sit kjød gjorde Kristus dette mesterstykke; ved selvfornegtelse; ti det var kvindens sæd, som skulde knuse slangens hode. D. v. s. Det var mennesket som skulde beseire Satan, — dog ved Guds kraft og veiledning.

Det store rike «døden» er nu ved Kristi verk under dom og fordømmelse. Enhver overbevises om synd, retfærdighet og dom. Aanden trænger ind i resturanter og paa dansesaler. Den har et ord med i kortspillet og drikkemoroen. Ingen formaar at stænge den ute; ti Kristus, som har dødens og dødsrikets nøkler har sendt ham. Naar fornøielsen er slut holder den fasteprædikener og taler kraftigere end nogen prest kunde gjøre det. Den tugter mennesket og anviser en bedre vei.

Om nogen hører efter, vil Gud ved sin aand føre os ut av døden. Han opvækker os med ham og sætter os med ham i himmelen i Kristus, for at han i de kommende tider kunde vise sin naades overvættes rigdom i godhet mot os i Kristus Jesus, v. 6 og 7.

Guds godhet mot os i de kommende tider.

I døden sover man dødens tunge søvn; derfor maa Gud vække os op med ham. Tænk at bli vækket op med ham som vor sjæl elsker. Hvilken herlig opvaagnen; vi som ikke kjendte til andet end Satans magt og tyrani. Nu vækkes vi op med ham; og han sætter os med sig selv i himlen. Ja, det var noget andet, end at være satt i døden med Satan. Lovet være Gud for en saa grundig frelse.

Likesom vi av Satan og verden blev tyranisert, og det blev værre og værre med os, saa vil nu Gud til motsætning vise sin naades overvættes rigdom i godhet mot os i de tider som kommer. Jeg har alt begyndt at faa en smak av denne godhet, som vil fortsætte evigheten lang. Antar du ogsaa har faat en prøve paa denne hans overvættes godhet. Godt og miskundhet skal efterjage os alle vore livs dage.

Jeg vil gaa frem for dit aasyn, og bakker vil jeg jævne; døre av kobber vil jeg sønderbryte, og bomme av jern vil jeg sønderhugge.

Og jeg vil gi dig skatte, som er skjult i mørket, og klenodier, som er gjemte paa lønlige steder, for at du maa erkjende, at jeg er Herren, som kaldte dig ved navn, Israel Gud, Es. 45, 2 og 3.

Om du, efterat være overgaat fra døden til livet fra Satans magt til Gud, blir ført ind i bæl mørke, saa frygt ikke. Han som skaper baade lys og mørke sier: Herren har sagt han vil bo i mulmet, 1. Kong. 8, 12; men han bor ogsaa i et saa sterkt lys, at ingen kan komme nær til ham.

Naar Gud fører dig ind i mørket, saa har han en hensigt med det. Han har nemlig et helt skatkammer av herlige skatte for dig i sit mørke. Men sier du, i mørket kan jeg ikke finde frem til disse velsignede skatte. Jo, Mika sier: Naar jeg sitter i mørket, er Herren lys for mig, Mika 7, 8.

Han vil føre dig bort paa lønlige steder forat du derfra kan hente de herligste klenodier. Dine veie vil være en gaate for menneskene; men frugtbare stier vil du efterlate dig, hvor du farer frem, og dine føtter vil dryppe av fedme.

Ti av naade er I frelste, ved tro og det ikke av eder, det er en Guds gave, ikke av gjerninger, for at ikke nogen skal rose sig, v. 8 og 9.

Satan med sine fyrstendømmer og magter var borgen for, at vi ikke ved eget stræv skulde redde os ut fra hans magt og hans rike. En større og kraftigere person maatte befri os. Det eneste vi kunde gjøre var at motta tilbudet om befrielse. Hvilken kraftig person denne Jesus fra Nazaret maa være, naar han kan færdes midt inde i det rike som tilhører Satan og bortføre fanger for alles øine. Vi forstaar det er av blotte naade; ti vore gjerninger vilde likesaalitt ha kunnet befri os, som en myggs anstrængelser i ederkoppens væv. Vi skal ikke ha noget at rose os av. En liten ros vil bare være tilnærmelser til Satan. Gud gir ikke nogen sin ære. Om vi tilkom ære, da er Gud saa sandru, at han gav os, hvad vi tilkom; men nu tilkommer vi ingen ære, derfor vil hans sandhetskjærlighet sørge for, at vi ingen faar. Ikke den som ærer sig selv holder prøve; men den hvem Gud ærer. Dette tilfælde indtræffer, naar vi i al vor gjøren og laten ærer Gud; da vil han ære os. Men det var ikke en ære vi hadde ret til; men en løn for troskap inden naadens ramme.

Skapt til gode gjerninger.

Ti vi er hans verk, skapte i Kristus Jesus til gode gjerninger, som Gud forut har lagt færdige, at vi skulde vandre i dem, v. 10.

Gud sier til Moses: Jeg er den, jeg er. Han er far til alt som kaldes barn baade i himmelen og paa jorden. Han er skaperen, og vi er hans verk. Han dannet os av en lerklump og blæste livets aande i vor næse, saa vi blev til en levende sjæl.

Hvor dypt vi kan hvile, naar vi lar Gud være: Jeg er, og vi er, hvad vi er, nemlig «hans verk». Paa den plads vil vi let forstaa meget av det man ikke nogen gang vil komme til at forstaa, naar man sætter sig op som et bitte litet «Jeg er» ved siden av ham, som dannet os.

Det er kun ved Satans virkninger mennesket kommer til det resultat, at det er noget.

Ikke engang som frelst er vi noget; ti Kristus er der vort liv.

Gud har omhu for sit verk; vi kan hvile ganske trygt. Ikke alene er vi hans verk i kjød og blod; men ogsaa hvad vi skal utføre i livet har han forut beredt, og det beviser aller bedst, at vi er hans verk. I sit verk har han nedlagt evner og kræfter til at fortsætte sit verk i de forskjellige tidsaldere og blandt de forskjellige folkeslag. Selv er han beskytter av baade verket og de gjerninger som forut er lagt færdig.

Apostlenes gjerninger var grundlæggende for hele kristenheten. De var forut beredt. Senere har Gud puttet ind hellige mænd og kvinder iblandt folkene. Der opstod mænd som Luther, der snudde op ned paa det bestaaende ved de gjerninger som forut var lagt færdige. Jo mer disse hellige mænd trængte ind i de forut bestemte gjerninger, desto kosteligere blev deres liv og virke i Guds øine til menneskenes gavn.

Nu er det vor tur at vandre i hans gjerninger og i hans lys. Han kjender tidsaanden vi har at bekjæmpe. Han visste om paa forhaand, at vi skulde leve i en tid, da man vælger sig lærere i hopetal, eftersom deres øren klør. En tid, da falske lærere lurer ind falske lærdomme, som leder til fortapelse, 2. Pet. 2, 1; en tid da man lærer og lærer og aldrig kan komme til sandhets erkjendelse; en tid, da man har gudfrygtighets skin, men fornekter dens kraft.

Til imøtegaaelse av al denne elendighet har Gud forut beredt vore gjerninger; og jo grundigere vi kan faa blottet daarskapen i Guds lys, desto større hvile og desto mer fuldkommet utfører vi det Gud la færdig for os.

Dommen begynder med Guds hus, 1. Pet. 4, 17; derfor falder det i vor lod først og fremst at kaste lys over de baand, hvormed Satan binder Guds barn inden de religiøse forsamlinger. Disse hans elskelige maa løses i den grad og i det forhold de er skikket for at motta hjælp og forløsning. Men desværre er mængden av dem allerede ødelagt ved vantro og daarlige ernæringsforhold. Hyrderne har gjennem aarene vogtet sig selv og ikke den Guds hjord de var satt til at vogte. Derfor sitter nu faarene der som forstenede og forhærdede mumier, naar de hører Guds Ord. Det lyder i deres øren som dom, dom, dom. I denne dom skulde de ha beseiret alt som var underlagt dommen; men nu blir Ordet dem selv til dom, fordi de i rækker av aar har sovet en tung søvn, som vanegjængere til kirkebænken.

Frihet, frihet og atter frihet er det skalkeskjul og den hyklerkaape, hvorunder vor tids religiøse ledere søker at samle sine kyllinger. De lover frihet, skjønt de selv er vanartens trælle, 2. Pet. 2, 19.

Vistnok gives der ogsaa i vor tid hæderlige undtagelser, men hvem av faarene har forstand paa at la sig lede av undtagelserne? Naar da disse til og med forkynder det forargelige korsets ord, falder det mer i smak for det kjødelige menneske at vende sig dit, hvor man slipper lettere fra det.

Frihet utenfor Guds vilje og Guds bud er av en fader djevelen. Frihet utenfor Kristi lidelsessamfund, lys og blodets rensning fører til fortapelse. Denne frihet gir kjødet rike anledninger.

Guds frihet ligger med alle sine yterste begrænsninger inden frihetens fuldkomne lov. I denne frihet blir vi ikke glemsomme hørere, men gjerningens gjørere. I disse gjerninger er vi salige, Jak. 1, 25.

Al anden frihet er frihet for kjødet og hensætter mennesket i syndens trældom.

Utelukket fra israels borgerret.

Kom derfor ihu, at I som fordum var hedninger i kjødet og blev kaldt uomskaarne av den saakaldte omskjærelse paa kjødet, den som gjøres med haanden, at I paa den tid stod utenfor Kristus, utelukket fra israels borgerret og fremmede for pakterne med deres løfte, uten haap og uten Gud i verden, v. 11 og 12.

Gud uttok fra først av israel, for paa dem som folk at vise, hvorledes han ønsket et folk skulde være, som levde efter hans vilje. Han gav dem Abraham til fader, han skjænket dem patriarkerne og en hel række av profeter, der som Guds hyrder med sin stav rettet ind hans folk efter Guds vilje.

Men de var et gjenstridig folk. Det var ikke nok at de blev frelst ut av Egyptens trældom og fik drikke av klippen som fulgte dem, Kristus. Ei heller var det nok at Gud gav dem brød fra himlen at æte; de vilde ha kjød, og de vilde tilbake til Egypten. De knurret i ørkenen og satte sig op mot Moses; de var feige, naar det gjaldt at tro Gud og indta Kanans land med sine kraftige indbyggere. Naar de da til syvende og sisst kom ind i landet magtet de ikke helt at fordrive folkeslagene, som før bodde i landet. En levning av dem alle blev tilbake. Gud var deres konge, men det var ikke nok; ti han var usynlig. De vilde ha en konge over sig, som alle andre hedningefolk. Trods Gud med sterk og utstrakt arm hadde ført dem ut av Egyptens land og av trællehuset, og skjønt han hadde aapenbaret sin vilje med dem i ørkenen i 40 aar, saa forkastet de nu sin konge for at bli lik hedningerne.