Brev til menigheten på Hønefoss m. fl.

Breve.

Til menigheten paa Hønefoss, samt hvilkensomhelst hellig forøvrig.

Fred fra Gud!

Av Elias Aslaksen.

Der er megen tale om trældom og om frihet, men der er liten klarhet i forholdene.

Der er to skarpe kjendetegn paa trældommen:

Det gjenfødte menneske har faat en vilje motsat den der er i det naturlige menneske, motsat den lyst der er i vore lemmer. Derfor kan bud (som ialmindelighet har med trældom at gjøre) for ham være overensstemmende med frihetens fuldkomne lov.

Et bud som er overensstemmende med mit hjertes trang og forenet med tro, det har intet med lovtrældom at gjøre.

Om jeg uavladelig formaner, da er det forutsatt at de som formanes har tro til Gud og elsker at følge Jesus Kristus, og at de derfor er taknemlig for saadan tilskyndelse, da vi vet at kjødet er skrøpelig om end aanden er aldrig saa villig. Naar jeg fører den bekjendelse, at jeg har git mit liv til Kristus og altsaa at følge i hans fotspor, da sier jeg dermed, at jeg er taknemlig for uavladelig paaskyndelse til ofringen av mig selv. Dersom det ogsaa er vanskelighet, da elsker jeg den mest der er mest utrættelig i dette arbeide overfor mig. Se Ap. gj. sidste del av kap. 20.

Mener ikke at jeg har elsket eder med saa stor kjærlighet, som den der omtales i vers 31; men kun i samme retning, og jeg vet selv ikke noget der kan være mig mere dyrebart end paavirkning i den retning — saa visst som det er sandhet i mig at jeg elsker Gud og ikke mig selv.

Der er to ting at formane til. Det ene er at elske d. v. s. at holde fast ved hvad jeg engang har gjort, idet jeg har latt mig døpe til Jesu Kristi død og fremstillet mig selv til offer. Rom. 6. 3. Det andet er at løpe. Og begge dele gaar ut paa ett.

Naar nogen der omgaaes os klager over trældom, da maa enten vore ord og gjerninger være selvretfærdighetens og selvduelighetens, eller saa maa de som klager ha uvilje mot at ofres; ett av disse to! Læs Gal. 3. 12: «Loven har ikke noget med troen at gjøre.» Naar nu vi da i alt har med troen at gjøre, da har vi intet med lovens trældom at gjøre, men er frie — og lægger som saadanne, efter vort hjertes trang, al vinn paa at gjøre og vise dyd, idet frihetens lov, den som vi elsker, sier os at dommen skal være ubarmhjertig mot den som ikke har gjort barmhjertighet, og jo mer barmhjertighet vi har gjort, des mer barmhjertighet skal den vise. Naar vi vet dette, da er vi ogsaa salige i vore gjerninger. Og jo mer gjerning desmer salighet. Jak. 2, 12 og 13. Jak. 1, 25.

Naar der nu klages over den lille iver for gjerning, hvad mon der vil bli sagt, om vi blev nidkjære til gode gjerninger, slik som skrevet staar?

«Dette er kjærligheten til Gud, at vi holder hans bud.» 1 Joh. 5. 3. «Lærer dem at holde alt det jeg har befalet eder.» Matt. 28. 20. «I vet jo hvilke bud vi ga eder ved den Herre Jesus.» 1 Tess. 4, 2. «saa som vi bød eder,» 1 Tess. 4, 11. «dette skal du byde og lære» 1 Tim. 4, 11. «Byd dem som er rike....» 1. Tim. 6, 17. Jeg byder dig at du skal holde budet rent og ulastelig. 1. Tim. 6, 13 og 14.

For den oprigtige skal der stor kjærlighet til for at byde og formane, irettesætte og straffe; adskillig større end han behøver for at forkynde fred. Derfor er det netop at de som saaledes (2 Tim. 4, 2 — Tit. 2, 15 — 1. Tim. 4, 13) arbeider, skal agtes mest, dobbelt ære værd. 1. Tim. 5, 17. Men det kan neppe nogen gjøre av hjertet, uten den der over al maate sætter pris paa at bli bearbeidet i retning av at miste sit liv.

Der er tale om «tryk» i forsamlinger. Det kan være et «tryk» der er trældomstryk paa den uvillige og haabløse træl, men et arbeidstryk for den villige, hengivne og troende sjæl, som av hjertets trang ønsker at bli dannet lik Kristus i hans død — stik mot sit kjøds lyst. Og dette kjød puster tungt og koldsveder mot døden.

Men om der end er aldrig saa megen dom, er der dog ingen forbandelse og fordømmelse for dem der er i Kristus Jesus; derfor er de ogsaa skilt fra lovens forbandelse og dermed ogsaa fra trældommen. Alle de som vet baade paa hvem de tror og hvad de tror, de lovsynger Gud for dette, og siger dertil: Ja og Amen.

Er usigelig glad for at jeg for min egen del ikke er træt, og at jeg heller ikke i nogen maate er træt av nogen eneste av eder — og venter heller ikke nogensinde at bli det. Haaber ogsaa at I heller ikke er træt av mig og mine ord, men at I i noget mon har kjærlighet til det uforgjængelige og blivende i eder, og da vet jeg I skal ikke gaa træt.

Der er altid regnskap; og den som har regnskap hos sig selv og har det i orden, han er altid rede til at bli blotstillet, og blir derved ikke tilskamme.

Mange røster og vidnesbyrd samt menneskenes lyster og valg av veie, har git mig særlig trang til at skrive til eder om dette, likesom ogsaa min trang til at komme blandt eder igjen blir sterkere.

I Kristus gjælder kun tro og kjærlighet (alt hvad disse egenskaper indeholder og omfatter) Gal. 5, 6. Og hvor disse ting er, der er et umaadelig verksted; og der er en øredøvende larm av arbeide. Der smeltes og hamres. Menigheten er verkstedet.

Elsker du, og har du tro til Gud at han skal gjøre sin gjerning i dig, da er du fri og ikke træl. Ti trældom har intet med tro og kjærlighet at gjøre!

Bli da kun i frihet og strid og arbeid i din tro og kjærlighet, og salig er du! La dig aldrig fortælle at du kan elske, (det er ofre) for meget, at du kan tro for meget! Jeg er bange for at det vil staa dig temmelig haardt at bli fuldlært. Om du blir det, er det vel! Langt kan du komme i allefald, længer end du aner! Ha tro til Gud! Elsk ham! La brevet bli læst av eder alle, en for en, og av hvemsomhelst det ligger nær. Vil gjerne høre fra hver enkelt av eder.