Efeserbrevet, kap. 3

Apostelens indsigt i Kristi hemmeligheter
Paulus som fange.

Derfor bøier jeg mine knæ, jeg, Paulus, Kristi Jesu fange for eders skyld, I hedninger, v. 1.

I dyp beundring over, hvad Gud har gjort for hedningerne, bøier Paulus sine knær og takker Gud fra dypet av sin sjæl for hvad han har gjort for disse stakkars mennesker, som i generationer hadde levet i mørke og uvidenhet. Han hadde nylig avmalt for dem, hvorledes de ved indpodning i legemet var naadd frem til like rettigheter med jødefolket.

Han som for op i det høie, gav menneskene gaver og bortførte fanger, hadde ogsaa fanget Paulus og satt ham som hedningernes apostel. Paulus følte sig som fange for hedningerne. Han var bunden i Aanden til de sandheter som særskilt vedrørte dem. Guds Aand bandt hans syn og førte ham til aapenbaringer, som avsløret Kristi verk for hedningerne saa grundig, at deres tro blev en fuldviss indsigt i ting skjult for tidligere tidsaldre.

Har du en hyrdes — og en lærers gjerning, og du elsker de faar og lam Gud har git dig at vokte, saa vil ogsaa du for deres skyld være bundet i aanden som en Jesu Kristi fange. Du begrænses for deres skyld, likesom en god moder er begrænset som en fange for sine børn.

Naar en mand prædiker Ordet og avler børn i Kristus, og han derefter forlater dem, som om disse ikke vedkommer ham, da er han likesaa haard og ufølsom, som en mor der forlater sit diende barn.

Det er Jesu Kristi kjærlighet, der tvinger os til at indta stilling som Jesu Kristi fange for lammenes skyld. Velsignede stilling, og lykkelige børn som avles ved tro av saa samvittighetsfulde Guds redskaper.

Jeg har set mange eksempler paa, at der har været prædiket evangelium, saa syndere er blit frelst. De unges øine har straalt av glæde. Men saa hænder nær sagt bestandig det sørgelige, at prædikanten reiser sin vei og efterlater likesaa ubarmhjertig sine børn, som strudsen forlater sine eg i ørkenens hete sand.

Det maa paa ingen maate være saa blandt os. Vi skal vogte lammene, indtil de blir faar, siden skal vi holde paa at røgte dem endnu videre fremover. La os be Gud om sindelag til at bli Jesu Kristi fange for deres skyld. Det er nær sagt bare den ærefulde del av arbeidet at prædike ordet for syndere. Den møisommelige og mindre synlige gjerning kommer under opdragelsen, under den stadige røkt.

Saadan kan en mors gjerning være litet paaagtet; men det hun time for time hele barndommen og ungdommen igjennem planter i børnenes hjerter, sitter som nagler og danner grundvolden for livet.

Husholdning med naaden.

Om I ellers har hørt om husholdningen med den Guds naade som er mig git for eder, v. 2.

Hvem har vel nogensinde hørt tale om en husholdning med naaden. Vi har hørt megen tale om naade; men at noget menneske var git at føre en hel husholdning med den, har vi aldrig hørt nævne. Og dog er det saa.

Naar Paulus prædiket Kristus korsfæstet som malet for deres øine, saa gjorde han det ifølge en naades husholdning. Naar han ledet deres indre hjertes øine hen paa hemmeligheten: «Kristus aapenbaret i kjød», saa gjorde han det med fuld bevissthet i den husholdning, der var git ham i naaden. Naar han revset og formante, naar han drev den onde ut fra dem, naar han trøstet de nedbøide, naar han ydmyket de opblæste, saa gjorde han alt inden den husholdning i naaden, som var ham overgit.

Hadde Paulus hengit sit hjerte til at være en Jesu Kristi fange for efesernes skyld, saa hadde han i de baand, hvormed han hodlt sig selv bundet, en saa vældig magt, at han bandt og løste; ga trøst og revset uten videre, hvor det passet; og alle maatte de lægge haand paa mund; ti de forstod Kristi kjærlighet tvang ham.

Paulus kjendte sin husholdning; han var sig fuldt ut bevisst sin tjeneste og sit ansvar. Men nu sier han: Om I ellers har hørt om husholdningen med den naade som er mig git for eder.

Dersom hedningerne hadde hørt og kjendte til det Paulus kjendte til, hvad hans husholdning angik, saa vilde de møtt ham i fuld forstaaelse og fortrolighet. Hemmeligheterne i Kristus vilde derved kommet klarere frem. Satans aand i form av Korah, Beliam og Kain vilde ha staat langt paa avstand. Fædrenes hjerter vilde bindes til børnene og børnenes hjerter til fædrene. Et godt forhold mellem apostlerne og den øvrige menighet var ikke mindst menigheten til gavn. Ti det var jo for dens skyld de arbeidet nat som dag. For dens skyld led apostlerne usigelige lidelser i sit kjød, for at Guds Ord først kunde bli fuldbragt paa den, saa de derved kunde trøste andre med den trøst de selv var trøstet med i al sin trængsel.

Josva, Nuns søn, en ung karl tjente Moses fra sin ungdom av og vek ikke fra teltet, 2. mos. 33, 11. Han forstod, at Herren talte aasyn til aasyn med Moses, og han var forstandig som holdt sig der, hvor det var noget at lære.

Da Moses var blit gammel sa Herren til ham: Tag dig Josva Nuns søn, en mand i hvem der er aand, og læg din haand paa ham, og fremstil ham for Eleasar, presten, og for den hele menighet og gi ham befaling for deres øine, og læg av din værdighet paa ham, forat hele israels børns menighet maa høre ham, 4. mos. 27, 18—20.

Gud hadde holdt nøie øie med denne Josva, Nuns søn. Han saa hvor trofast han hang ved Moses, og hvor nidkjær han var for ham. Han hadde set hvorledes hans sindelag var bøielig og føielig, naar det gjaldt hans egen utdannelse i aanden; hvorledes han var lydig den husholdning Moses hadde at forvalte.

Da nu tidens fylde kom for Moses, stod den unge Josva, Nuns søn, fuldt ut færdig til at gaa ind i hans bestilling.

Gud gav ham ære for alles øine, saa de skulde tro ham og lyde ham, likesom de hadde efterfulgt Moses.

Josva, Nuns søn, staar som et lysende eksempel for menigheten. Han forstod og satte pris paa Moses husholdning, derfor blev han ogsaa selv satt til husholder.

Paa samme maate ønsket nu Paulus, at efeserne vilde forstaa hans husholdning med dem i naade.

Hvor mange skulde ikke slippe at bli delvis ødelagt, om de forstod sin plass i legemet, og om de forstod den naadeshusholdning, der blev utøvet paa dem.

Paulus hadde foran kortelig omtalt den hemmelighet der vedrører fiendskapets nedbrytelse i Kristi kjød, og med rette kan vi si «kortelig»; ti utallige bøker kunde ikke tilfulde formaa at beskrive dette vældige verk tilfredsstillende — selv om de blev skrevet av mænd grundig lært i aandens skole.

Jesus Kristus er «Veien». Paa denne vei befinder brødrene sig. Alle skal ha sin specielle behandling; ingen maa behandles paa samme maate. Han formante hver og en med taarer. Alt inden naadens husholdning. Han kom ingen for nær; han gjorde ingen skade. Hans tjeneste for dem og med dem var altid i naade. Var han skarp og brukte han omskjærelsens kniv, saa forstod de, at den kjære gamle Paulus gjorde dette i sin store kjærlighet til dem for at føre dem dypere ind i livet.

Man kan umulig betjene hver eneste en fra en prædikestol. En hyrde maa kjende sine faar ved navn; han maa vite, hvorledes de har det tilbunds. Derfor maa han snakke med dem og omgaaes dem.

Men det magter ikke den at gjøre, som søker sin egen ære, som søker fortjeneste. Saadanne maa paa prædikestolen; samle store forsamlinger for ved dem igjen at faa store kollekter. Om ikke dette altid er tilfældet, saa er det dog ret ofte saa. Vi har jo ogsaa en hel del eksempler paa, at Gud har brukt mænd fra prædikestolen til stor velsignelse og til tusinders omvendelse. Det er hjerte og sindelag som gjør utslaget. Den som søker det store naar det sjelden, fordi han overser det lille og de smaa. Hyrden maa ned i faareflokken, selv om evangelisten kan klare at holde sig paa prædikestolen. Paulus hadde aapenbarings aand i Guds kundskap. Han omsluttet efeserne fra alle kanter med sin kundskap og sin indsigt. Han var dem en hyrdestav, hvor de utenom aandens love søkte at naa frem til noget. Han var en udmerket ven og fører; men det var død og undergang at ville optræde som hans motstander. De hadde intet uten det de hadde mottat gjennem ham, og han kjendte alle deres ytterste begrænsninger. Han hadde avlet dem i Kristus Jesus; han elsket dem og var av Gud paalagt at verne om dem. Krig mot kjærligheten er krig mot Gud, hvem kan klare det uten at nedbrytes?

Dette er aapenbaringer.

Paulus var omskaaret paa den ottende dag. Nu belyste Guds lys hans gjerninger som forfølger av Guds menighet, dommen fordømte ham, saa hans omskjærelse blev ham til forhud. Han kom helt ned til hedningerne i sine egne øine, et sted hvor han alt længe hadde været i Guds øine. Han roste sig fra nu av ikke længer av sin omskjærelse.

Han var av israels æt, av Benjamins stamme, en hebræer av hebræere. Han var en farisæer og efter loven ustraffelig.

Da Guds lys slog ham paa veien, og han blev blind og famlet omkring efter nogen som kunde lede ham ved haanden, følte han, at slegtskapet efter kjødet ikke holdt. Han blev likesaa elendig i sine egne øine som hedningerne før var foragtet i hans.

Gud gav Paulus mange og store aapenbaringer; men han viste ogsaa samtidig Paulus, hvad han skulde lide for hans navns skyld.

Tro bare ikke, at aapenbarings aand i Guds kundskap er til behag for kjødet og skaffer dig megen ære paa al menneskelig vis.

Aapenbaringer avstedkommer lidelser.

At han ved aapenbaring har kundgjort mig hemmeligheten, saaledes som jeg ovenfor kortelig har skrevet, v. 3.

Aapenbaringer fremkommer ved lysets brytninger i legemet. Lyset ledsages av en trofast medhjælper, hvis navn er «dommen.» Disse to tilsammen gjør underverker, naar de kommer ind i et menneskehjerte.

Staa stille og betragt det som Gud belyser i dit indre, og du vil finde den herre «dommen» staaende ved din side. Vil du ha aapenbaringer, da luk ikke øinene til, for hvad «dommen» paapeker; men staa stille, bit sammen tænderne — hold ut — se nøie og længe. Vend dig derefter mot herremanden «dommen» med et dypt buk og tar evig bo i dit hjerte. Naar det sker, Dommen vil da forlate dig og en anden herremand, «Retfærdigheten», kommer og tar evig bo i dit hjerte. Naar det sker, kan du gaa ut og fortælle, hvad lyset belyste, hvad dommen fordømte og hvad retfærdigheten beseglet.

Indsigt.

Hvorav I, naar I læser det kan kjende min indsigt i Kristi hemmelighet, v. 4.

Indsigten er kundskapens forløper, likesom kundskapen er en forløper for visdommen. Indsigten benytter sig av alle data inden kundskapen og visdommen for derfra at utforske videre. Indsigten er den første, der hilser aapenbaringen velkommen. Aapenbaringen lægger sig lovlydig til den Guds kundskap, som tidligere er erhvervet ved aapenbaring.

Indsigten er atter paafærde — altid dypere og dypere efter Guds kundskap.

Hvad der laa blottet som Guds kundskap for apostelen, kunde efeserne øine ved indsigt, naar de blev tilholdt at fæste blikket i den retning. Derfor kaldte han ogsaa det de øinet i Aanden for sin indsigt i Kristi hemmeligheter.

Kristi hemmeligheter før og nu.

Som i de forrige tidsaldre ikke er blit kundgjort for menneskenes børn, saaledes som den nu er aapenbaret for hans hellige apostler og profeter i aanden, v. 5.

Det var umulig for de gamle profeter at forstaa Kristi hemmeligheter i den grad; som den nu ved aanden blev aapenbaret for Paulus. Vistnok vidnet Kristi aand som var i dem om Kristi lidelser og om herligheten derefter, 1. Pet. 1, 11; men Aanden alene uten blodet kunde umulig faa bibragt mennesket en saa indgaaende forstaaelse av dette verk, som den nu kunde gjøre det for apostelen, der selv led og blev renset i blodet, efterhvert som aapenbarelserne om hemmeligheten skred frem.

Aanden hadde endnu ikke banet vei igjennem kjødet, da de gamle profeter levet. Istedetfor at vidne om blodet og sammen med blodet, maatte Aanden vidne om synden i kjødet, den som var aarsaken til at loven ikke blev holdt, idet den ved sin kraft gjorde kjødet magtesløs til det gode.

De gamle profeter forstod, at Kristus maatte lide og dø for at komme synden i kjødet tillivs.

Paulus hadde det fortrin, at han nu efterat aanden var sendt kunde vandre med Kristus paa den nye og levende vei gjennem forhænget, hans kjød.