Den hellige hemmelighet

Den hellige hemmelighet.

Naar vi har ophørt at kjæmpe og anstrænge os og har sagt til Herren, at vi er villig til at la ham handle i sin tid og paa sin maate, da kommer lyset enten ganske pludselig «et lys, der overgaar solens glans» (Ap. gj. 26. 13) eller det kommer umerkelig; men i hvert fald blir Kristus aapenbaret i os, en levende, lyksalig realitet.

Kanske er vi ikke istand til at si, naar og hvorledes det skede, men nu har vi aandens vidnesbyrd om, at Kristus hersker i os.

Hvordan hemmeligheten gir sig tilkjende.

«De priste Gud for mig: (Gal. 1. 24).

Naar Kristus aapenbarer sig i os, da kan vi ikke andet, vi maa forkynde ham med ord og liv. Før het det: «Jeg vet hvad jeg tror», men nu, «Jeg vet hvem jeg tror paa».

«Og de priste Gud for mig». Det er stadig følgen, naar Kristus bor i os, — de andre priser Gud — men slet ikke det jordiske kar, som han har valgt til sit tempel. De sier ikke: Hvilken vidunderlig kristen», men, «hvilken vidunderlig Gud».

Straks Kristus er aapenbaret i os, vil hemmeligheten ut. Vi behøver ikke længer at spørre: Skal jeg vidne om det? For andre vil merke hans herlige nærværelse og spør os, hvad der er hændt.

Efter at Kristus hadde aapenbaret sig i Paulus og bevidnet sin herlighet for de andre, læser vi om denne herlige hemmelighets vidunderlig virkende kraft.

«Han som har virket i Peter, har ogsaa virket i mig». Gud virket i Paulus likesaa aapenbart som i Peter paa pinsedagen. Peter blev forvandlet til et frygtløst vidne om den korsfæstede og opstandne: likesaa hadde den forklarede gjort sit verk i Paulus, idet han virket mægtig gjennem ham, ved tegn og undere. Paulus trodde, at Gud kunde gjøre likesaa meget i ham, som i Peter, skjønt han ikke hørte til dem, som var blit fyldt av aanden paa pinsedag.

O hadde vi Guds barn denne tro til at si som Paulus: «Han som ga Peter kraft, han har ogsaa git mig kraft»; for han er den samme Herre, rik nok for alle som paakalder ham.

Hemmeligheten og betingelserne.

«Jeg er korsfæstet med Kristus, jeg lever ikke længer selv: men Kristus lever i mig, det liv jeg nu lever, lever jeg i troen paa Guds søn». (Gal. 2. 20).

Dette vers indeholder nøklen til hemmeligheten. «Jeg» maa være korsfæstet, — korsfæstet «med Kristus», før Kristus kan leve i mig. Gud aapner vore øine for fylden i hans søn, og saa viser han os, at hemmeligheten ved at dannes til hans billede og vandre som han vandret ikke ligger i vore anstrengelser, men i at Jesus selv kommer for at bo i sit tempel og leve sit liv i os.

Det er et stort fremskridt i vort indre liv, naar vi merker, hvor fuldstændig vort forsøk paa at vandre som han vandret mislykkes, og vi saa fuldstændig opgir forsøket. Herren maa i sin taalmodighet først la os gjøre dette forsøk, for at vi selv kan finde ut, hvor umulig det er at efterape Guds hellige søn.

Likesom vi tidligere har forsøkt at dygtiggjøre os selv til at nærme os Gud; men saa snart fandt ut at vi efter al kamp heller var blit være end bedre, likesaa forsøker vi ogsaa nu igjen at virke selv, og tænker at vore synder er tilgit, da skal vi «med Guds hjælp» naa til at føre et ham velbehagelig liv.

Og hvor mange mener ikke at de kan bringe Gud «gaver» og venter av ham, at han skal hellige det gamle liv og gjøre noget bedre ut av os.

En har sagt: Det er en lang vei, før vi kommer tilende med os selv, og det varer ofte længe, før vi lærer at si med fuld oprigtighet, «i mig — bor intet godt». Likesom Saul forlater vi os paa vor egen bedømmelse og er villig til at forbande det som er ringe og svagt, men skaane og skjænke Gud det som vi selv holder for godt».

Den Helligaand maa lære os — ofte under store smerter — at vi ikke har noget «bedste», som skal «skaanes», at han endog bringer «hans herlighet til at smuldre hen» (salme 39, 12) for det er under syndens forbandelse.

Guds raadslutning bestaar ikke i at forbedre det gamle liv, men at utlevere det til døden, at anse det som allerede korsfæstet med Kristus. «Jeg lever dog nu ikke mere jeg» — hvor prægtig dette «jeg» end synes at være hvor meget det end bemøier sig for at arbeide for Kristus og at tækkes ham — mit «jeg» er dømt til døden, jeg vedtar Guds dødsdom over hver form av dette egne «jeg», og hengir villig alt i døden paa Golgata.

Naar vi saa i oprigtig hengivelse uttar vor stilling som korsfæstet med Kristus og er bestemt paa at leve et korsliv i fuldstændig hengivelse, da vil den Helligaand gi os sit vidnesbyrd, idet han aapenbarer Kristus i os, ikke taaket og fjern som før, men som den iboende frelser. Da kan han forherlige sin far gjennem «vort legemes jordiske hus». Da vil han bruke det ham gengivne legeme som verktøi, og det ikke i svakhet nu og da, men varig og i virksom kraft. Da hindrer vi ham ikke mer, men lar ham fuldbyrde sin vilje i os.

«Jeg lever — dog ikke mere jeg, men Kristus lever i mig», — dette er hemmeligheten, den hemmelighet, som uttrykkes ved ord som «herlighet» og «rigdomme».

Dog vil Kristus, som har aapenbaret sig i os ikke ødelægge individualiteten. Den heter: Kristus lever i mig». Saa findes der da et «jeg»som er korsfæstet, nemlig det «jeg» som styrter Herren fra tronen og bringer ham skam, og et andet «jeg» som «endnu lever» og som hurtig og enfoldig adlyder den iboende konge. «Kristus — ikke jeg — paa hjertets trone, og en ny drivfjær i vort væsens sentrum.

«Hemmeligheten» for andre.

«Mine elskede barn, som jeg atter føder med smerte, indtil Kristus vinder skikkelse i eder.» (Gal. 4. 19).

«O maatte dog Kristus bli aapenbaret i dem og vinde skikkelse i dem!» Det var apostelens inderligste ønske for sin menighet, og av den grund var han «i angst» for deres skyld. Hvor har han vaaket og bedet, pleiet og forsørget dem, opmuntret og advaret dem, mens den Helligaand søkte at frigjøre dem fra deres gamle «jeg» ved ømt, taalmodig arbeide. Paulus virket blandt dem, «efter hans virksomhet som virket i ham med styrke» (Gal. 1, 29) med det ene store maal for øie, at Kristus skulde vinde skikkelse i dem, og for paa hin store dag at kunde fremstille hver enkelt fuldkommen for Kristus.

Dette er den herlige hemmelighet, som var skjult gjennem slegterne, indtil «Gud i Kristus kom og forsonet verden med sig selv», men som nu blir aapenbaret for alle som er villig til at gaa ind paa betingelserne. Et jordisk kar, som Kristus selv aapenbarer sig i, efter at det selvsyke «jeg» er korsfæstet. Et jordisk kar, som «ikke er dygtig til at tænke noget som av sig selv», for at alt i ham bare skal forherlige Gud! Et jordisk kar, saa hengit, at Gud kan virke i det i uhindret kraft, mens man øieblik for øieblik lever i tro paa den levende Guds søn, som bor i os.

«Men vi har denne skat i lerkar, for at den rike kraft skal være av Gud og ikke av os — altid bærende Jesu død med i legemet, for at ogsaa Jesu liv skal aapenbares. (2. Cor. 4, 7—10).

«Derfor bøier jeg mine knæ for Faderen, — for at I kan styrkes med kraft ved hans aand i eders utvortes menneske, at Kristus maa bo ved troen i eders hjerter — for at I kan fyldes til al Guds fylde». (Ef. 3. 14, 19).