Jerusalems murer

Jerusalems mure.

Der er mange som synes at de mennesker som gaar korsets vei og lever det indre liv er meget haarde. Ja det er sandt. De er meget haarde. Denne haardhet ligger i aanden, og den er intet andet end en fast urokkelighet i sandheten, saaledes som Gud har lært os den.

Naar religiøse som lever i kjødet, nærmer sig som en som virkelig lever i aanden, da træffer han straks paa denne mur, der staar som et værn mot al hans kjødelighet. Muren er haard. Den gir ikke efter, man anerkjender intet som er utenfor som om det skulde være likesaa bra som det som er indenfor muren. Kjød er kjød om det er aldrig saa fromt, og det blir ikke aand om det roser sig høit av frihet og kjærlighet og aandens dyder. Den som lever det indre liv skjult med Kristus i Gud, han slipper ingen som endnu lever i kjødet ind i sin helligdom, i sit samfund. Tvertimot, fordi han er sand, lar han andre vite hvor de er, nemlig i kjødet, om de dog kan komme til aandens frihet. Men da kommer oftest forargelsen. Da skriker man op om, at man er dømmesyk, haard og ukjærlig, trods der dog ikke kunde vises dem større kjærlighet end at si dem, hvor de befinder sig. Da kan angrepene følge med alle kjødets dømmende vaaben mot disse Jerusalems mure. Men de staar.

Der er kun en vei ind i dette aandens hellige og rene lysets samfund — der er en vei ind i staden:

Gjennem naaleøiet.

Den som vil ind i aandens liv, ind i staden, maa løsrives fra kjødet. Han maa brytes ned for at komme igjennem. Naaleøiet er for trangt for kjødet. Ingen maa slippes ind uten gjennem denne port.

I det religiøse liv ser man hvordan de troende kan gaa bort fra metodister og over til baptister, derfra kan de gaa over til dem som kalder sig «de frie», alt dette uten nogensomhelst sindsforandring, kun med nogen meningsforandringer. Men at «gaa over til», eller at «slutte sig til» dem som vandrer det indre aandens liv, det lar sig ikke gjøre. Ind i dette samfund kommer man ikke uten at løsrives fra kjødet. Om nogen blir enig i lærdommen om det indre liv har intet at si, om nogen vil slutte sig til likesaa litet. Det er ikke for dette vi arbeider. Var det derfor, da skulde ogsaa vi faa baade fulde huse og rike kollekter at rose os av. Vi arbeider for at vække erkjendelsen av kjødets elendighet helt ut til dets fineste religiøse optræden og føre sjælene ut i virkelig frihet.

Vi har noksom set — til rik erfaring — hvorledes folk har villet slutte sig til — mens de endnu var i kjødet. Fordi de tilsynelatende var enig i korsets vei og i det indre livs vandring med Gud, har man latt dem faa en bro over muren og sluppet dem ind i staden — ind i samfundet. Men hvilken elendighet at faa ind. Det er som at slippe helvede til himlen — dette at anerkjende saadanne som er enige i lærdommene, men ikke er nedbrutt i livet og virkelig kommet indenfor i sin aand. Kjød blir aldrig aand. Kjødets sans er altid imot Gud og det fornegter aldrig sin natur hvor det end findes. Det danner tyve og røvere.

Byg derfor muren høi. Vær fast i aanden. Satan lokker dig nok til at stifte forbindelse med dem som endnu lever i kjødet. Han vil foreholde dig at du er ukjærlig og haard. Gir duefter vil du straks bli besmittet og miste den rene klarhet i din aand.

Ingen forbindelser over muren.

Ingen forbindelse med kjødet i nogen form. Er det haardt? Ja, det er haardt! Det er korset i reneste form!

Byg murene høie og taarnene kraftige. Stil vagten ut nat som dag. La ingen trænge ind i din helligdom. Stæng til overalt. Ingen adgang uten gjennem naaleøiet!

Unge sjæle som netop er kommet igjennem kan ofte lide nederlag her. De har endnu ikke lært Satans knep her, og de blir ofte besmittet i sin aand ved omgang med kjødelige, indtil de lærer at befæste sig saa grundig at slike elementer holdes paa avstand.

Men hvad skal man saa gjøre med dem utenfor disse aandelige mure? Far, mor, søster og bror kan være der, og de er dog troende. Ja, tak Gud fordi han er god mot dem og har ført dem dit de er; men staa du fast indenfor og forkynd for dem det indre liv i staden, i Guds rike, og anvis veien gjennem naaleøiet eller gjennem død til liv. De som ikke er kommet indenfor maa du kun betragte som din arbeidsmark.

Staar du fast og handler du saaledes, skal du snart bli støt ut av de mange kjødelige forsamlinger, hvis mure er bud og regler og de tror endog de skal gjøre Gud en tjeneste ved at faa dig ut. De er født efter kjødet og Skriften sier de forfølger den som er født efter aanden. Gal. 4, 29. De lever i det Jerusalem som nu er. Men du lever i et aandens, et frit Jerusalem med aandens mure — det er vor moder. v. 26. Og du er den frie kvindes barn. Barn av Jerusalem, barn av staden med aandens faste mure og befæstede taarne og i hvis indre er ro og fred, og hvor man sammen med de andre bygges op til en Guds bolig i Aanden, hvor man har skattene og herlighetene, hvor ret og retfærdighet straaler som lys, og Guds rene love holdes høit. Ja lov skal utgaa fra Zion!

De utenfor har vistnok sine løfter; men trælkvindens søn skal ingenlunde arve med den frie kvindes søn. v. 30. Driv ut trælkvinden og hendes søn; samme vers. De skal ingenlunde arve sammen.

Derfor er der fiendskap. Raseriet og hatet kan være slik, at man knapt kan finde sidestykke ute i verden. Intet hat kan være saa fanatisk som det religiøse. Hadet ligger i misundelse. Hvis man anerkjendte det utenfor muren for likesaa godt som det indenfor, eller fornegtet det indenfor med andre ord, da faldt hatet væk straks, ti da var der ingen som hadde noget høiere.

Hvem er saa de indenfor — den frie kvindes barn? Er det nogen sekt? Nei. Det er dem som gjennem alle slegter og tider har trængt gjennem naaleøiet — gjennem døden, ind i dette liv. Det er dem som er løst fra kjødet — ved Jesu Kristi død.

Der er forskjellige leire av trælkvindens børn med forskjellige navne og forskjellige meninger om dette og hint; men de er alle fødte efter kjødet. Om nogen kalder sig «frie» har intet at si. Det kommer ikke an paa hvad en sjæl kalder sig eller tænker om sig, men paa hvad han er. Om trælkvindens barn kalder sig frie og de kalder den frie kvindes barn for træller forandrer ikke stillingen.

Men Gud er god mot trælkvindens barn, og enhver bør være likedan. Gud er god endog helt ut i verden mot de utaknemlige og onde. Mange som virkelig er trælkvindens barn kan faa Aandens daab, tale med tunger og profetere. Gud er saare god med dem, og Skriften priser hans godhet, idet den sier: Endog over mine træller og over mine trælkvinder vil jeg i hine dage utgyte av min aand og de skulde tale profetiske ord, Ap. gj. 2, 18.

Men man kan se, at disse likesaa vel som de andre av Hagars børn er ivrige i at forfølge den frie kvindes børn.

Den enslige kvindes børn — Hagars barn — er flere end hendes som har manden. Men hun som har manden priser den salig som ikke har veer og ikke føder. Ti dette er bedre end at føde børn til trældom. Den enslige kvindes barn er uægte — og de er mange. De findes omtalt ogsaa i Hebr. 12, 8, hvor det heter: «Men er I uten tugt, som alle har faat sin del av, da er I uægte og ikke sønner.» De uægte aapenbarer sig derved at de hater tugt, hater kors, hater alt som heter lov i Guds rike. Tal derimot om frihet og glæde, da staar jubelen i taket. Efter frihet maser de, og den præker de om, mens de virkelig fri tar det rolig paa de felter; de lever jo mitt oppe i det hele.

De som lever utenfor muren sier ofte, naar de hører samtaler om det indre liv, at det hele er hodekundskap. Ja, saadan kan det staa for dem utenfor. De anstrænger sine tanker til det yderste for at kunne følge med, og de synes ofte det hele er spidsfindigheter og skarpsindigheter, og efter en stunds forløb blir de overtrætte i sit hoved og kan ikke følge med længer. Saa tar mange anstøt og gaar avsted og forkynder, at det hele er hodekundskap. Ja, naar kjødelige mennesker skal fatte aandelige ting med hode da blir det nok anstrængende; men naar de samme mennesker kommer ut fra kjødet og ind i aanden, da kan de tale om disse indre ting som hører himlenes rike til i timesvis uten at trættes. Ti det er aanden som gjør levende, og den gamle sandhet stadfæster sig endnu mer, at kjødet gavner intet.

Naar man nu har gjort murene høie og bygget værn mot al kjødelighet, da har man ro og fred. Da kan man i aandens enhet med samme tale og samme sind og mening glæde os sammen over de rike skatter som er skjulte indenfor stadens mure. Der har vi Zions herlighet, dens rene love og tindrende sandhet. Det folk som bor der har faat sin forstand oplyst. Lammet er deres lys. Denne stad er av Gud. Den blir Lammets hustru. Den skal tages op som en brud og komme ned igjen, Lammets hustru, og endog folkeslag skal vandre i dens lys.

Naar du er kaldt med et himmelsk kald, gjør denne din utvælgelse fast.