Stumhet

Stumhet.

Mon I virkelig ved eders stumhet tale hvad retfærdig er, dømme hvad ret er, I menneskebørn? Ps. 58, 1.

Stumhet skjuler et hav av ondskap. Stumhet paa møtene er tegn paa slaphet. Det er som regel saa, at den som har mindst at si paa møtene, har mest at si naar det gjælder tomt snak utenfor møtene. I porten lukker ikke daaren sin mund op. Dersom du elsker Guds rike, dersom du har alle dine kilder i ham, vor elskede Herre Jesus, da si et ord om, hvad han har gjort for dig og i dig. Vi er hverandres lemmer, og vi har bruk for alle lemmerne. Visne og døde lemmer har ingen bruk for. Nogen tænker som saa, at det er bedst jeg tier stille, for her er saa mange andre tilstede som kan si noget av saa meget mere værd. Det er feilagtig. Der er ingen tilstede, som kan si det du har at si. Kun du kan si det, og undlater du at si det, da gaar menigheten glip av den tjeneste du kunde yde den. Aarsaken til megen taushet er hemmelig stolthet. Skal man si noget skal det være saa udmerket, hvis ikke foretrækker man taushet. Men kom bort i kjøkkener og stuer, i ganger og paa gater, da kan du tro de stumme har faat mæle.

Kvinderne især har ondt for at finde det sømmelige og rette. Enten præker de saa meget at selv krigsfolk er nær ved at ta benene fat, eller saa er de stumme hele aaret igjennem. Naar de tildækker sit hode kan de jo bede og profetere. I dette har de skrifterne paa sin side. Kun skal de ikke optræde som lærere, ei heller skal de sitte paa møtene og slynge ut en masse spørsmaal; ti somoftest er det ikke saa meget om at gjøre at faa disse spørsmaal besvaret, som det er at faa være med og præke meget. Derfor sier skriften, at de skal spørre sine egne mænd hjemme. Guds visdom vil avklare alle disse vanskeligheter og til enhver tid tilkjendegi, hvad der er sømmelig, baade for Gud og mennesker.

Derfor: Aapne din mund og Gud skal fylde den.