Frigjørelse fra loven

Hvad mad. Guion skrev for 200 aar siden om «frigjørelse fra loven».

«Herren har fra himmelen skuet til jorden for at høre den bundnes suk, for at løse dødens børn». Sjælen er underdanig og fangen av lyster og egenheter (kjødet) og er ikke sig selv mægtig. Den blir holdt i fangenskap, skjønt den oprindelig var ædel og var skapt til at nyte en uendelig frihet i Gud.

Gud skapte frie mennesker; men Adam har ved sin synd gjort den menneskelige natur til fange under djævelen. Kristi opgave paa jorden var at føre menneskene ind i den tapte frihet. Dette kunde bare ske ved at denne gamle natur døde og der blev meddelt sjælen nyt liv og en ny natur. «Faar da Sønnen frigjort eder, da er I virkelig fri.» — Men Kristus kan ikke faa ført menneskene ut i den av ham erhvervede frihet, hvis de ikke vil være hans fanger og gaa ind i døden. «Han tok fængslet tilfange», (ordret oversættelse av Ef. 4, 8. «He led captivity captive».) det fængsel, hvori menneskene blev holdt under dødens lov, han tok fængslet tilfange for at føre menneskene ind i den sande frihet. Men de kan ikke bli fri uten at fængslet blir tat til fange. Kristus er dødens død ved det nye liv han skjænker. Man maa gaa gjennem døden, utholde den, indgaa i hans fangenskap, for at bli oplyst av det guddommelige lys og frigjort i sandhet av Jesus Kristus. Man maa ved loven dø for loven. Her kan man komme ind i bedraget i det aandelige liv, ved at man mener at være kommet til Kristus utenom loven. De vil nyte frihet uten renhet. Det er ikke frihet, men fritænkeri og vildfarelse.

Hvis loven hadde kunnet gjøre levende, da kom retfærdigheten av loven, ti retfærdigheten kan bare komme fra et levende og livgivende ophav. Loven har ikke livet i sig selv; den bestaar bare i døden; men Jesus Kristus har livet i sig selv, og ham er det givet at meddele andre livet. Lovens kraft strækker sig bare til at stanse synden, men ikke til at meddele livet.

Men før denne rene tro, som Jesus Kristus meddeler, kom, blev vi holdt i en gavnlig varetægt under loven (Gal. 3, 23). Denne lov holdt os i forvaring for at vi ikke skulde begaa overtrædelser. Loven er en tugte- og skolemester, som skal lære menneskene det aandelige livs første bokstaver. Denne skolemester fører mennesket til Kristus, for at det ikke bare ved loven skal drages bort fra synden, men ogsaa skal bli retfærdiggjort ved tro.

Naar troen kommer, da er vi ikke længer under denne tugtemester, som holdt os i tvang, for at vi skulde avholde os fra at begaa overtrædelser. Og saa ser man tydelig at man i Kristus har naaet lovens ende uten loven. Ti hvis loven bare er git for at ødelægge synden, saa sker dette fuldkomment i Kristus.

Saa snart altsaa troen meddeler os Kristus selv, er vi ikke længer under lovens fangenskap. Men om man end er befriet fra loven, saa gjør man dog ikke noget som er mot loven. Tvertimot, man lever meget fuldkomnere; fordi Jesu Kristi liv som i troen meddeles os, forløser os fra døden, og meddeler os den retfærdighet, som forløser os fra al uretfærdighet. Og denne stand, som er meget fuldkomnere og meget fjernere fra synd end den første, holder dog ikke sjælen fangen. Den er sat i frihet, fordi i Kristus er loven dens liv. Utenfor Kristus kan det ikke være saa. I Kristus er alt hvad loven indeholder, saa naturlig for mennesket at det næsten ikke kommer ihu, at det er lov. Man gjør det alt let og frit uten at vite hvordan det gaar til. Man er befriet fra alt slaveri og sat i en fuldkommen frihet.

Men hvordan opstaar denne frihet? Derved at man forlater slavestand og trællekaar for at gaa ind i barnekaar. Saasnart man ifølge dette kald blir et barn, saasnart træder man ind i barnets frihet og forlater den pinlige slavestand.

O fortræffelige sandheter, hvorav kommer det, at ikke alle kristne forstaar eder? Derav, at ikke alle kristne smaker og erfarer som eder. Nogle vil være djævelens slaver, idet de motstaar loven for at bli i syndens bedragerske frihet. Andre vil vedbli at være slaver under loven, fordi de ikke ser noget bedre; de vil ikke gaa ind i Jesu Kristi frihet, idet de overlater sig til Aandens ledelse og vil ikke anta den tro som loven fører dem til. O reneste, allervæsentligste sandheter i den kristne religion! I er religionens sjæl! Og dog ukjendt for næsten alle kristne. De vil bare ha religionens legeme, men ikke dens aand.

Paulus sier: «Jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud, jeg er korsfæstet med Kristus».

Ved nøie iagtagelse av det som loven befaler, er jeg død for lovens tvang og slaveri, men ikke ved overtrædelse av denne lov, som nogen falskelig antar. Jeg er død for loven, ikke ved at overtræde den, hvilket vilde være synd og vilde skille mig fra Gud; men jeg er død for det som tvinger og binder i loven; derfor tilføier han, for at leve for Gud, og la mig belive ved hans aand. Og dette har jeg ikke naaet ved blødagtighet og sanselighet, men ved lidelser, smerter og arbeide; Ti jeg er korsfæstet med Kristus.

«Og jeg lever, dog ikke mere jeg, men Kristus lever i mig —». Netop dette er den guddommelige frihet, som loven førte mig hen til, og som gjør at da jeg er død, lever jeg ikke mere mig selv, i sanselighet, i den fordærvede naturs tilbøieligheter, i egenkjærlighet og egenhet, — disse ting som loven er rettet mot. Alt dette er jeg død for: jeg er død for loven av den grund, at jeg er død for det som hører ind under lovens herredømme. Jeg er ikke død for loven paa den maate at jeg overtræder den, men paa den maate at jeg er død for det, som ga anledning til budet.

Kristus har ved sin død frikjøpt os fra lovens forbandelse, men ikke fra dens opfyldelse. Han gjorde det ved selv at bli en forbandelse for os. Han har baaret sin faders strenge retfærdighet og lovens skarphet og paala os en meget fuldkomnere naadens lov.

Loven tilsigtet at trællen skulde vise Gud den skyldige ærbødighet. Sønnen er ikke under denne lov; han er over den. Men det er saa langt fra at han skulde overtræde sin Faders lov, hvilket vilde gjøre ham strafbar, at han meget mere holder den endnu fuldkomnere end trællen. Og dog føler han sig fri fra loven og ikke underkastet lovens dom. Kjærligheten overtræffer loven, og opfylder den fuldkomnere. Han tænker ikke paa lov, ulydighet og straf som følger. Han tænker kun paa alt det han bedst kan behage sin far med. Og idet han glemmer loven, kroner han loven med sin kjærlighet og sin troskap.