Formane, opplyse og overbevise, irettesette og straffe - bebreide og anklage

Formane, oplyse og overbevise, irettesætte og straffe — bebreide og anklage.

Hvad formaning er for noget, finder man sjelden eller aldrig et menneske der har klart begrep om.

Man plages da heller ikke i almindelighet av folk der har slik omsorg, viser slik velvilje, og som gjør sig den møie at formane en — saa der er liten anledning ad den vei at lære hvad formaning er for noget.

Dette kommer av at ondskapen er den raadende blandt menneskene, ogsaa blandt de omvendte. Omtrent hvert menneske vil protestere mot dette sidste — og dog er det slik. De som har godt syn, har ingen vanskelighet for at se dette. De fleste ser det ikke, men man kan heller ikke vente det; ti de er ifølge Peters ord blinde eller nærsynte. 2. Pet. 1, 8 og 9.

For den der har selve virkeligheterne for øie i det daglige liv, viser ogsaa de troendes daarlighet sig haandpaatagelig. Kommer man litt nærmere ind paa livet til folk, skal man finde at det som er rent og retfærdig, det er dem en plage. De regner det for deres motstander. Ja, den dydige er dem endog plagsom at se, og langt mere at høre eller ha med at gjøre. Bare synet av ham minder dem om deres egen daarlighet!

I det naturlige kjendes ingen formaning, der bestaar i tilskyndelse til det gode. Al formaning regnes for bebreidelse.

At formane er det samme som at opgløde til kjærlighet og gode gjerninger, at prise det retfærdige og barmhjertige, at tilskynde folk til at holde fast ved det gode de har, og til at jage frem efter mere av samme slags.

De hungrige styrkes kraftig herved, mens de mætte gir motvilje tilkjende; ti de har ikke lyst til at jage fremover, det behager dem ikke — de er træge og dovne og ufølsomme for det som rent og elskelig er.

Kjærligheten til det gode og til dettes indpas i hjerterne, driver os til at formane hverandre. Paulus sier at han et sted hadde formant hver eneste en i menigheten nat og dag i tre aar, med taarer. Det er til at faa forstand av, for den som vil. De fleste omvendte mennesker har aldrig i sit liv, ikke en eneste gang, formant en eneste en i menigheten. — Tessalonikerne formanet hverandre hver dag. Dette til sammenligning.

Der tales ofte om behov for kjærlighet; ja, for at utføre saadant, trænger man kjærlighet — men ikke for at smile og tale begeistrede ord.

Formaning er saaledes noget der skal finde sted mens alt er i rette skik, mens retfærdighet og barmhjertighet raader — forat disse kræfter ikke nogensinde skal tape sin magt i hjerterne, men meget heller tilta fra stund til stund.

At irettesætte og straffe er noget man gjør naar der er noget iveien, for at avskaffe det onde. Altsaa er formaning noget der finder sted før der er gjort noget galt, mens irettesættelse og straf kommer efter.

Oplysning og overbevisning har man behov for, hvor man har gjort eller kan tænkes at komme til at gjøre noget galt uten selv at forstaa det. Man skal i saadant tilfælde ikke irettesætte eller straffe, da man ingen grund hadde til at vente bedre.

Kun hvor vedkommende har været oplyst paa forhaand, hvor man med grund kunde ha ventet noget andet, vil det passe at irettesætte eller straffe. Da vil irettesættelsen passe indog gjøre sin nytte — og det er jo dette der er hensigten.

I almindelighet blir enhver oplysning, ethvert ord til overbevisning, mottat som bebreidelse eller anklage, eller i bedste tilfælde som irettesættelse.

Dette kommer av den tilvante ondskap i verden. Fra denne er man kun vant til at møte bebreidelse og anklage. Men Kristi medarbeidere har ikke saadan skik; de taler til sin næstes gavn — det som rimelig er.

Ett er at formane, oplyse og overbevise, irettesætte og straffe — noget ganske andet at bebreide og anklage.

Det første er frelsende kræfter. Det andet hører og fører helvede til.