Tre vitnesbyrd

Tre vidnesbyrd.

1 ste vidnesbyrd: Læs 103 Salme, vers 1-16. Det er saa inderlig godt og sødt for min sjæl at læse og holde frem for mine øine Guds uendelige godhet og kjærlighet, han gjør ikke med os efter vore synder og gjengjælder os ikke efter vore misgjerninger. Halleluja! Det er snart 40 aar siden jeg blev frelst og han tok sig av mig, og jeg har aldrig angret det en dag siden. Han har bevart mig alle disse aar, saa jeg ikke er kommet ut i synder og laster igjen og jeg har den tro til ham, at han fremdeles vil holde mig oppe med sine sterke haand de aar jeg maatte faa miskundhet til at leve. Jeg er ikke rigtig ung længer jeg merker at det begynder at gaa den andre veien; men det er saa usigelig godt at merke og vite at man er barn. Som en far forbarmer sig over sine børn, forbarmer Gud sig over dem som frygter ham. Det var det som blev saa herlig og stort for mig hjemme idag før jeg gik paa møte. Vi er barn, han er vor far. Det er saa usigelig godt at vite, at vi ikke behøver at frygte. Vi kan se paa os selv og det er saa meget som er som det ikke skal være, men se paa Jesus! Det er saa mange ting som vil dra os bort, men la os se paa ham! Om vi falder saa utsletter han vore synder og kaster dem bak sin ryg; det er saa godt at vite sig og faa lov til at tro at en er barn. Snart skal han laase op for os og vi faar komme hjem, hvor vi skal se saa mange kjære, mor og far og søskend som er gaat foran.

Jeg har hat 8 barn, derav har Gud nu tat hjem før mig 4 stykker og jeg har den tro at han ogsaa skal frelse de som endnu lever og ikke har vendt sine hjerter til ham, enten jeg saa faar se det før jeg dør eller ei. Vi som er fædre har følt det saa mange ganger og lidt under det, at enkelte av barna ikke er som de skulde være, og det har bragt os sorg og skam; men vi føler det, at de er vore barn allikevel. Vi elsker dem, hvor stygge de end har været og hvor megen sorg de end har bragt os. De er vore barn, og det er saa godt at kunne overgi dem til ham som far, han vil høre vore bønner for dem.

Saaledes er det ogsaa med Gud overfor os, han tar imot os og vi føler, vi føler at hans faderhjerte slaar for os. Han vil ta imot os naar vi kommer til ham, (naar) vi er blit trætte av verden, han vil fremdeles holde os oppe og vise os sin kjærlighet saa vi ikke (rent) skal gli ut i verden igjen. Han skal bevare os saa vi ikke faar lyst til brændevinsflasken og tobakken og utugt, han har friet os fra det, halleluja! Han skal fremdeles bevare os fra det. Han har git os barnekaarets aand, halleluja, hvorved vi kan rope Abba, Fader. Han har tat frygten bort og sat kjærligheten istedet. Amen!

2det vidnesbyrd: Jeg er saa enig i hvad den første broder sa os, det gjorde saa godt i min sjæl. Det er netop barnekaaret som det er saa godt at dvæle ved. Det skal bevare os, halleluja! Vi har hørt saa meget om synd, og synd og synd i det sidste, men la os gi agt paa aanden i menigheten. Vi vil glæde os som barn over barnekaaret.

Det er saa sandt og saa herlig velsignet at han vil ingenlunde slippe os og ingenlunde forlate os. Han har git os evne til at prøve aanderne og vi kjender saa godt naar det kommer noget andet ind. Vi vil ikke vite av det, vi har kjendt at Gud er god, og vi vil holde os til det, halleluja!

Det er saa sandt som vi saa herlig hørte det at vi er barn. Som det blev saa herlig fremholdt om barnekaaret, saaledes er det saa godt at vite at vi har det med Gud. Vi som har barn har ofte erfaret at de gjør os sorg, enkelte av dem, og det gjør saa vondt; men da er det saa godt at overgi dem til Gud og lægge dem frem for ham, han vil ta sig av dem. Joh. 15 vers 1-7. Dette er saa herlig at minde sin sjæl om at vi er i ham. I er alt rene paa grund av det ord som jeg har talt til eder.

Han er træet, vi er grenene, og vi kan intet gjøre. Uten mig kan I intet gjøre, halleluja! Vi har hørt saa meget om at vi skal og vi maa og vi maa, — til frihet har Kristus frigjort os Halleluja, amen. Jeg er vintræet og I er grenene, den som blir i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt.

Dersom I blir i mig, og mine ord i eder, da bed om hvad I vil og det skal vederfares eder.

Det er saa godt at vite, at Gud elsker os og at han er kjærlighet, ingen kan rive os ut av hans hænder, halleluja. Jeg kan kjende det nu jeg kommer op i aarene, at naar jeg kommer hjem om kvelden og jeg begynder at bli saa træt og legemet trænger til at hvile saa synes jeg allikevel at jeg maa bøie mine knæ og tilbringe en stund i bøn til Gud; men da kan jeg ofte kjende at han kommer saa usigelig god og kjærlig, han — Faderen over alt som kaldes barn, og han kommer og klapper mig saa usigelig ømt og kjærlig paa skulderen og sier: «Gaa og læg dig du kjære N.N., du er min søn, mit barn — jeg elsker dig med usigelig kjærlighet.» Saa kan jeg gaa saa tryg og glad og lægge mig. For en stor Gud vi har venner — hvor han er kjærlig. Intet ondt skal vederfares os, han er kjærlighet, alle vore synder er kastet i forglemmelsens hav. La os stole paa Gud, la os ikke gaa og se paa os selv og bli saa svarte og se paa alt det onde, nei vi er i friheten og der vil vi være. La os ta vare paa denne kostelige skat, la os juble og glæde os. Det er saa mange som blir sinte over vor glæde, la os ikke bry os om dem, men juble og fryde os i Herren, halleluja! Amen!

3die vidnesbyrd! Johannes 1ste brev, kap. 2, vers 12-17.

Det er gaat at komme sammen naar det er en rolig aand over forsamlingen, naar man kan faa anledning til at tale rent og fuldt ut om de ting som angaar vor fælles frelse i den herre Jesu Kristus.

Det er saa mange ting her som det er saa almindelig at man bøier av og viker undavfor, naar man træffes saa flygtig om dagen, man vil saa nødig snakke rent og fuldt ut, man frygter at komme ind paa de dypere sandheter i evangeliet. Derfor glæder jeg mig idag for at kunne faa anledning til at bære frem hvad der ligger paa mit hjerte. Det er godt naar man i stilhet kan faa tale ut uten at bli avbrutt.

Det er saa almindelig at man gaar til møterne for at ha en hyggelig stund. Faa gaar til møter med den forvisning og overbevisning at likesom Jesus Kristus er levende og virksom mit iblandt forsamlingen, saaledes er ogsaa Satan ivrig beskjæftiget og arbeidende. La os derfor holde kjødet i tømme, lukke vort hjerte for alle indskydelser og tanker, som vil dra os utover, men alene overgi os med bøn i vore hjerter til den Hellig-Aands aapenbarelse av de skjulte sandheter og aandens veiledning og tolkning.

La os komme sammen til kamp.

En evangelist som tidligere hadde været bokser sa til sin forsamling idet han brettet sine trøieærmer op; I har før betalt meget for at komme og se mig bokse mot en eller anden motstander, kom nu og se mig iaften i kamp mot Satan om eders sjæle. Saaledes ønsker ogsaa jeg at staa i kamp mot mørke, tvil og vantro, en kamp for lys og sandhet — for at bringe lys og trang i sjælene, liv og virksomhet som efter Guds ord og evangelium.

Se hvad det stod i det oplæste — grundlaget for Johannes brev og arbeide var at de var frelste, at de var Guds børn. Han skriver ikke til verden — til syndere, men til dem, som alt er rene, hellige, det vil si adskilte, utskilte, formedelst de ord som er talte ved evangeliet. La os ta vers for vers nedover og se hvem det er som faar formaningen, opmuntringen, revselsen, jo: Jeg skriver til eder, mine børn, fordi eders synder er eder forladte for hans navns skyld; jeg skriver til eder, I fædre, I kjender ham som er fra begyndelsen, jeg skriver til eder, I unge, fordi I har seiret over den onde. Jeg har skrevet til eder, mine børn, fordi I kjender Faderen; jeg har skrevet til eder, I fædre, fordi I kjender ham som er fra begyndelsen; jeg har skrevet til eder, I unge, fordi I er sterke og Guds ord bliver i eder og I har seiret over den onde.

Vi ser her brevet skrevet til en ypperlig menighet som kjender Gud, som har seiret over synden, som er sterke og i hvem Guds ord bor «elsk ikke verden», det er endnu muligheter for dette ja til og med naturlig efter det gamle menneske trods man er et Guds barn, trods det at man har seiret over det onde, — trods vanddaab og den Hellig-Aands daab disse ting som bare er indledningen og grundlaget for den frelse som staar nævnt i Rom. 5: saasandt vi er forligte ved hans søns død, saa skal vi saa meget, mere blir frelst ved hans liv.

En ting synes mig næsten ubegripelig og det er, at de vrange, onde og ulydige og vredagtige og spottende og baktalende Guds børn stadig skal undskyldes og tas i forsvar og vernes om. Visselig er det saa, som Jesu selv har git os en lignelse paa, nemlig den forlorne søn, — det er et Guds barn som forlater faderhjemmet, øder sit gods o.s.v. men angrer og vender om, — da vil Gud sikkerlig springe denne sjæl i møte paa veien og glæde og fryde sig over hans tilbakekomst, ja hvad mere er, han vil slagte den feteste kalv for ham, tilberede de bedste retter og gi ham fine klæder, sko og ringe paa fingeren; men det er efter omvendelsen.

Faderen led sikkerlig over sin bortgangne søn, skal vi forsvare og dægge for disse?

Mon ikke forsamlingerne rundt om idag vilde være langt bedre tjent med, være kraftigere, sundere, vegtigere som de første menigheter; hvis sandheten, utfærdigheten, paamindelser og formaninger blev taalt og hørt?

Som det staar længere fremme i kapitlet her; derav vet vi, at vi kjender ham, om vi holder hans bud, og længre nede; den som sier, at han er i lyset og som hater sin bror han er endnu i mørket. Paa samme maate kan vi si at den som sier at han er aandelig, men handler kjødelig, han er ganske sikkert endnu kjødelig, selv om han aldrig saa meget paaberoper sig aandelighet.

Fra man er kommet ind i forsamlingen har man ikke hørt andet end advarsler mot denne og advarsler mot hin, blit adspurt om sine meninger om denne eller hins længst forbigangne handlinger og liv. Er nogle av forsamlingen kommen sammen paa et sted har delagt op raad mot de ikke tilstedeværende. Dette kan man trygt dømme at være kjødelige gjerninger og formaninger og paamindelser trænges i massevis.

I taaler gjerne at høre ganske skarpe sandheter og formaninger av eders omreisende prædikanter, fordi det ikke menes saa farlig med det, man slaar gjerne med den ene haand og ræd for virkningen og følgerne kommer man, klapper, kjæler og stryker over med den anden; men hvor formaning frembæres uten overstrykning, dækning og senere bortforklaringer av en som mener hvad han sier og fastholder det, der taales det ikke, der er det straks rop om og frygt for trældom.

Det var netop ypperlig hvad der blev oplæst i det andet vidnesbyrd av Joh. 15.

«Hver gren paa mig som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver den som bærer frugt, den renser han, forat den skal bære mere frugt».

I Kristus maa man bære frugt klart og bevist eller man blir hugget av. Den som bærer frugt træder vingaardsmanden til med sin kniv løser og beskjærer, forat den skal bære mere frugt. Gid alle maatte være i Kristus, fyldt av den samme saft der fløt gjennem hans livs træ, av den samme sandhet, den samme retfærdighet, den samme umiddelbare tro og arbeide, han som sa: Min mat er at gjøre hans vilje.

Da skulde livet bli rikt og frugtbringende, da blev der sandhets lys og retfærds glæde i sjælene, da skulde der frembæres naade til de trætte, sønderbrutte og lidende, trøst, opmuntring og formaning, hver ting paa ret sted og tid.

«Om nogen ikke blir i mig, da kastes han ut som en gren og visner». At bli i Kristus vil si ikke saa lite.

La os ogsaa til yderligere bekræftelse se paa aabenbaringen kap. 3, vers 14-23.

Mange forsamlinger er idag i denne stilling, de er hverken kolde eller varme, men lunkne. At de er i forbindelse med Gud, idet de tror paa ham, at de er børn, at de blir velsignet for ikke at gli bort, det benegtes ikke; med er dette det liv Kristus maatte gi sit eget dyrebare liv og blod for, er det ikke mer kraft i det?

La ikke Guds naade bli forgjæves for nogen av os, la os ikke trampe hans blod under vore føtter ved likegyldighet.

Likesom i de dage saa ogsaa nu hele menigheter hverken kolde eller varme, de enkelte personer hverken kolde eller varme. Denne aabenbaring er git til lærdom og advarsel for os. Man kan endnu være i Guds mund og bli delagtig i velsignelse; men selv er man hverken kolde eller varme, man er en væmmelse for Gud, man kan ikke bli i den stilling længe. Gud vil spy slike forsamlinger og sjæle ut, dersom de ikke omvender sig.

La os derfor gi de gudfrygtige Guds børn den hjælp. den opmuntring, den trøst de trænger, la ikke disse sulte og kjæle for de andre.

Gud hjælpe os dertil for sit navns skyld.

Amen!