Vandring i Guds vilje

Vandring i Guds vilje!

Faren ved at ha en passiv vilje.

Naar et menneskes vilje blir uvirksom, er gjerne aarsaken den, at det har en feil forstaaelse av hengivelsen. Rom. 12, 1, 2, forklarer for os hvad det vil si at hengi sig: «Fremstiller eders legemer som et levende helligt, Gud velbehagelig offer, dette er eders aandelige gudstjeneste — saa I kan prøve, hvad der er Guds vilje». For at kunne vandre efter Guds vilje kræves der en beslutsom, fast vilje. Viljen maa kontrollere din aand. «Profeters aander er profeter underdanige.» 1. Kor. 14, 32. Hvis du for eks. i en aandelig rus mister herredømmet over dig selv, da har det gaat for langt. Det har vist sig i flere tilfælder, hvor man saadan viljeløs er blit «revet med» at andre magter har benyttet anledningen og det har endt i utskeielse. Jesus bevarte altid sindslikevegten, han var rolig under alt, og var i alle tilfælder situationens herre.

Da han gik for at opvække Jairus datter, trængte folket sig ind paa ham, og vi ser at han rolig tog sig tid til at hjælpe den blodsottige kvinde.

Det fuldkomne er altid at kunne bevare likevegten. I den stilling kan man møte alt og prøve alt, da kan man bestaa, naar fiendens magter angriper. Likevegten i aanden bevares kun, naar man med hele sin vilje og energi gjør Guds vilje, og ens aand er ledet av denne vilje. Naar du finder at din vilje er uvirksom og sløvet, kan du vække den igjen, ved at si: «Jeg har en vilje». Maa Guds aand veilede os og vise os, hvorledes vi skal vandre i vor Mesters fotspor, saa at vi, likesom han altid søker at vandre for Faderens ansigt, og staar fuldkomne og fuldvisse i al Guds vilje. Kol. 4, 12.

I trænger til taalmod, for at I, naar I har gjort Guds vilje, kan opnaa løftet. Hebr. 10, 36.

Verden forgaar og dens lyst; men den som gjør Guds vilje blir til evig tid. 1. Joh. 2, 17.