Først ild, siden salt

Først ild, siden salt.

Ti enhver skal saltes med ild, og ethvert offer skal saltes med salt, Mark. 9, 49.

Jesus sier, at enhver skal saltes med ild. Dette gjælder baade troende og ugudelige. Den som tror, lar ilden virke paa sig til utskillelse av offeret; mens den ugudelige beholder sit onde øie, sin onde fot og sin onde haand. Just derfor vil deres orm ikke dø og ilden ikke utslukkes.

Vi kan spør: hvad er ild, og hvad er salt? Ilden optændes, naar Guds vilje brytes med egenviljen om frigivelse av offeret. Denne ild fortsætter, indtil man gir Guds vilje ret og lar Gud faa, hvad han kræver.

Saltet blir saa mit samtykke til, at Gud faar, hvad han forlangte.

Ilden kommer ovenfra; men salt har man hos sig selv.

Salt er en god ting; men naar saltet mister sin kraft, hvad vil I da salte det med? Hav salt i eder selv og hold fred med hverandre!

Salt er en god ting d. v. s., det er godt at kunne bestemme sig for at lyde Gud; det er godt at gi Gud, hvad Guds er; det er godt ved Aanden og ilden at utskille det aandelige offer og salte det med min billigelse. Taper mennesket evnen til at bestemme sig, da har han mistet al sin kraft og blir nedtraadt av mennesker. Ondt og godt, retfærd og uret ligger for os; vor evne til at vælge det gode og forkaste det onde er det salt, som ikke maa tape sin kraft.

Hav salt i eder selv og hold fred med hverandre; Mark. 9, 50.

Man salter ikke et faar, mens det græsser paa marken. Det maa først utskilles som offer, slagtes, og derefter kan man partere faaret i stykker og salte det.

Naar ilden har virket saa længe, at offeret er utskilt fra synden i kjødet, saa «jeg» efter kjødet slipper det, da først kan det slagtes og saltes. Ti den som har lidt i kjødet har latet av fra synden.

Hvorfor heter det: hold fred med hverandre? Jo, jeg kan bryte ubarmhjertig ind i en andens liv og utta hos ham offer, han ikke er istand til at bringe, fordi ilden endnu ikke tilstrækkelig har faat bearbeide ham. Jeg kan tydelig se offeret han burde bringe; men jeg maa ha saltet hos mig selv; for vil jeg fravriste ham offeret med magt; da blir der strid og ufred, fordi han endnu ikke har kræfter til at utlevere det.

Nu kan nogen si: Ja, men han faar finde sig i at høre sandheten, og han faar være saa snild at lystre øieblikkelig det blir pekt paa. Ja, slik burde det være. Men er du selv fiks færdig til at slippe alt, øieblikkelig noget blir pekt paa?? Nei, du trænger maaske hele aaret under en kraftig ild for at slippe dine egenheter. Men det er din utaalmodighet som øieblikkelig avkræver andre deres offere. Hav salt i eder selv og hold fred med andre. Vi skulde agte vor Guds langmodighet for en frelse. Mon ikke ogsaa vi ved at komme i besiddelse av den samme Guds langmodighet kunde frelse mange fler? Vort arbeide blir da at optænde overbevisningens ild og bie taalmodig paa offeret.