Nytten av våre prøvelser

januar 1918

Nytten av vore prøvelser.

Jac. 5, 11.

Trængslen indtar en fremstaaende plads i Guds frelseshusholdning. Skjønt lidelsen er en følge av synden, benytter Gud sig av den og forvandler den til en av sit folks rikeste velsignelser. Lykkelig den kristen som er istand til at stole paa den kjærlighet som tugter og holde sig til den kjærlighet som slaar.

Det kan hjælpe os til med glæde at «lide ondt», om vi betragter to eller tre hensigter med vore prøvelser og den nytte vore prøvelser medfører.

1) Prøvelser gjør os aabenbare for Gud.

Uten tvil kan man i en viss forstand si at prøvelser gjør os aabenbare for Gud. Man kan indvende: Nei, nei, vi behøver ikke noget som aabenbarer for Gud, hvad vi er. Han vet, hvad der bor i mennesket. Det er sandt, og dog sier Gud om Abraham: «Nu vet jeg, at du frygter Gud, og ikke sparer din eneste søn for mig.» Og til Israeliterne: «Og du skal tænke paa hele den vei Herren din Gud har ført dig, «for at det skulde bli aabenbaret, hvad der bor i dit hjerte, om du holdt hans bud eller ikke.» Gud visste at Abraham frygtet ham. Men som en virkelighet, som noget bevislig kjendte han det først, da det var aabenbaret ved handling.

Gud næret ikke tvil om Abrahams kjærlighet, men han ønsket at se et praktisk bevis paa den, eller med andre ord at kjende denne kjærlighet i handling. Den guddommelige kjærlighet ligner i denne henseende al anden kjærlighet, den finder behag i praktiske bevis paa gjenkjærlighet og den lar sig ikke tilfredsstille uten disse. Husk, at kjærligheten aabenbares aldrig saa klart som i glad og villig lidelse for formaalets skyld. Det er let, ja det er en glæde at arbeide, men at lide taalmodig og glad kræver en dypere kjærlighet, en mere fuldkommen selvopofrelse. «Ingen har større kjærlighet end den som gir sit liv for sine venner.»

«Vi roser os ogsaa i trængslen.»

2) Prøvelser gjør os aabenbare for os selv.

Hvor mange har ikke tat mot ordet med glæde og troet til en tid, men er faldt fra, naar prøvelsen kom? Der findes ikke nogen sikrere prøvesten for en kristen angaaende hans hjertes tilstand, end den maate hvorpaa han mottar prøvelsen. Hvor ofte har det ikke hændt, at Gudsbarnet har glædet sig over aandelig vekst og øket seier over den indre fordærvelse, — og saa har der pludselig kommet en ildprøve, og da — istedenfor at møte den med fuldkommen hengivelse og hjertets glade bifald til Guds vilje, har prøvelsen virket forvirring, forfærdelse og kanske endog motstand og oprør og har samtidig vist den kristne, at hjertet slet ikke var i den harmoni med Gud, som han kanske hadde antat.

Saaledes lider ofte en kristen mere ved bevisstheten om sin mangel paa hengivelse i Guds vilje end han lider ved selve prøvelsen.

Hvordan staar det til med dig, kjære læser. Kan du si, naar prøvelsen kommer: «Det er Herren, han gjøre hvad der er godt i hans øine». Erfarer du for din egen del, at «den Herren elsker, den tugter han», og at disse trængsler virker i dig en evig og vægtig herlighet? Du er isandhet lykkelig, om det forholder sig saa med dig. Dette er det aller bedste bevis for dit eget hjerte, at den Helligaand virker i dig baade at ville og at utrette efter hans velbehag. Denne frugt vokser ikke paa den ugjenfødte naturs fordærvede jordbund, den fremspirer bare fra et hjerte som er født av den Helligaand og som er døpt til samfund med Kristus i hans lidelser. Men er det anderledes med dig? Er du ømfindtlig? Kjenner du oprør i dit indre? Forarges du? Sier du: «Alt dette er imot mig».

Om saa er, beviser det, at naadens verk i din sjæl staar paa et lavt standpunkt, at din tro er svak, og dit aandelige syn, mat. Rop til Gud om en fornyelse av hans verk i dit hjerte! Han sender dig kors for at forherlige din krone. Der findes ikke noget saa haardt som et menneskehjerte; og likesom man lægger kobber i syre inden man kan begynde at gravere det, saaledes bereder Herren os gjennem trængselens ransakende og ydmygende tugt for at faa gjort et dypt og varigt indtryk paa vore hjerter.

3) Prøvelser gjør os aabenbare for verden.

Likesom den mest storslagne aabenbarelse av Gud for verden skedde gjennem lidelse, saa har ogsaa hans barns mest indflydelsesrike aabenbarelse for verden skedd gjennem lidelse. Martyrers blod har altid været kirkens sæd. Guds folks taalmodighet, standhaftighet og salighet i lidelser, forfølgelse og død har banet veien for evangeliet i næsten alle lande. Aabenbarelsen av kristendommens sagtmodige og kjærlighetsfulde aand under lidelser har uten tvil vundet tusener av hjerter for dens guddommelige ophavsmand og har indgydt bæven og agtelse hos mangen vild forfølger ved siden av Saulus av Tarsus. Naar mennesket ser sine medmennesker taalmodig og ydmygt lide det som de vet hos dem selv vilde opvække vrede, hat og hevn, da drar de den slutning at der bor en anden aand i dem. Naar de ser kristne lide tap paa alt og ser dem med glæde underkaste sig lænker, fængsel og død, kan de ikke andet end forstaa, at de eier for dem ukjendte kilder til styrke og trøst.

Det mest avgjørende bevis for det guddommelige i mennesket er taalmodighet i lidelser, aandelige eller legemlige. «Denne var isandhet Guds søn,» sa de, som stod omkring korset, da de saa hvordan han led. Og hvormange, som ikke har troet den kristnes vidnesbyrd for sine slegtninge om sin omvendelse har ikke bøiet sig for den taalmodighet og den fred, hvormed de har trodset lidelsens og dødens bølger.

Det var i forsagelser og lidelser Abraham og Job forherliget Gud. — Det var i den brændende ovn Sadrak, Mesak og Abed Nego vandt slik ære for Israels Gud, at tilogmed en hedensk konge forkyndte hans majestæt og herrevelde og befalte sine undersaatter at tilbede ham. Det var i forfølgensens brændende ovn at Stefanus, Peter, Jakob, Johannes og Paulus beviste sin tros ægthet og det guddommelige i sit liv. Om de ikke hadde utstaat lidelser, skulde verden aldrig ha kjendt deres tros styrke, deres varme kjærlighet og deres rene liv.

Naar apostelen vil fremstille for os naadens mægtigste virkninger henviser han ikke til Guds folks store gjerninger, men til den glæde, frimodighet og triumf, hvormed de møtte og utholdt lidelser. (Hebr. 11)

Kjære læser, hvordan aabenbarer dine trængsler dig for din omgivelse? Lægger du dit vidnesbyrd om den guddommelige naades tilstrækkelighet til at opholde og trøste i lidelsen til den skare av vidner, som er gaat forut? Beviser din taalmodige lidelse dem om, at «jeg formaar alt i Kristus, der gjør mig sterk?»