De første frukter ansees som forhud

De første frugter ansees som forhud.

Det hænder til stadighet, at de mest gudfrygtige blandt brødrene, naar de for første gang selv skal tjene i menigheten, de da gjør en hel del feilgrep, som for lange tider virker uro og forstyrrelser. De har gjort sit bedste paa sin vis; men deres bedste var mindre fuldkommet. Gud har i sin store naade og visdom ogsaa forutseet dette, og han har i 3. Moseb. 19, 23 git os undervisning om hvorledes dette forholder sig.

«Og naar I kommer ind i landet og planter alle slags frugttrær, da skulde I anse deres frugt som forhud; I tre aar skulde de ansees av eder som uomskaarne, man skal ikke æte derav, og i det fjerde aar skal al deres frugt være helliget til glædesfest for Herren, og i det femte aar maa I æte av deres frugt, — forat det de bærer kan forøkes for eder; jeg er Herren eders Gud.»

De hadde plantet gode trær, og et godt træ kan ikke bære onde frugter; men allikevel skulde frugten i de tre første aar ansees som forhud, og trærne selv ansees som uomskaarner. Hvad mening har Gud med det? Landet var, før israel indtok det, bebodd av mange ugudelige folkeslag. Jorden hadde gjennem mange slegter avkastet korn og most til disse ugudelige. Naar derfor nu israel plantet trær i den selvsamme jordbund vilde disse trække næring av de ugudeliges skarn, som var Herren en væmmelse. Tre aar skulde rinde hen over deres hoder, før Gud tillot nogen at æte av frugten.

Et ugudelig menneske blir frelst; længe har han baaret frugt for døden; men nu forandrer han liv og levnet. Han blir nidkjær for Gud og begynder at tjene. Hans første frugter i tjenesten bringer visselig glæde; men de maa ikke ansees for andet end forhud. Det hænder at flere brødre tørner op i hverandres arbeide, og der blir rivninger. De er alle nidkjære for Gud; men frugten av deres arbeide i de første aar skal ikke spises — den skal ansees som forhud. Deres jordbund har i alle dage baaret onde frugter, derfor magter de ikke med en gang at frembringe noget spiselig. De er visselig i sig selv gode trær; men deres første frugter i tjenesten fører ikke til fuldkommet resultat.

I tre aar skulde Israel se deres trær bære frugt uten at kunde æte derav. Det var en svær taalmodighetsprøve. Om træet selv kunde tænke som et menneske, vilde det faa smaa tanker om sig selv, naar de saa at dets frugt aar efter andet ikke engang var værd at spise. Gud gjør det saa ogsaa med sine tjenere, for at de skal faa smaa tanker om sig selv, og for at de skal lære at bære aak i sin ungdom.

Vi kan kun staa stille og si til alt Guds verk og al hans gjerning:

Gud være tak ved Jesus Kristus, vor Herre! — Saa tjener da jeg Guds lov med mit sind, men syndens lov med mit kjød. Rom. 7, 25.