Bønnens ro

Bønnens ro.

Bønnens vane frembringer en viss klarhet i aand og sind. David er omgit av hadefulde ord, han blir bekjæmpet uten nogen aapenbar aarsak, han saar kjærlighet og høster hat, men hans aand er uberørt, livscentret er stille. Midt i tummelen av de motstridende kræfter bevæger han sig i en atmosfære av klarhet, der dækker ham som en kappe, for han gir sig selv hen til bøn. Salme 109, 3—4.

Sindets klarhet og aandens ro midt i vanskeligheter og forvirrende elementer, er frugten av det indre menneskes vekst — eftersom sjælen vænner sig til omgang og samarbeide med Gud.

Guds barn kan, fremfor andre mennesker, være rolig og klar ansigt til ansigt med fare, enten det er fysisk eller aandelig, — fordi freden er begrundet av liv — livets aands lov i Kristus Jesus — og det er liv som avler liv, og endda mere, dette aandsliv avler liv efter sin egen livsart.

Discipel, iagttag din mester. Han saa skyerne av det verdenshat, som var færdig til at bryte løs over ham, han saa korsets altid dypere skygge paa sin vei, men han satte ikke haardt mot haardt, han mødte ikke kjødelighet med kjødelighet, men sa, at han var kommet for at gjøre Faderens vilje, og vendte sit aasyn fast mot Jerusalem.

Derfor — enten det var stolte farisæere, overmodige skriftlærde, støiende masser eller rebelske soldater, han møtte alle med rolig sind og klart aasyn, altid vaaken overfor den store aandefiende, som dikterte det kjødelige sind, som er fiendskap mot Gud. La os paa samme maate «vaake og bede».

Hvorav kommer den megen forvirring? Den frygtagtighet som enten glir ut i panik eller holder tilbake i skjælvende feighet? «Jeg frygtet» (1. Mos. 3, 10) er ord, som er født av satanisk indflydelse i ord eller gjerning. «Jeg frygter intet ondt» (Salme 23) er ord fra den sjæl, som ved bøn har lært at dvæle i den almægtiges skygge. Han stiller stormen og bringer sjælen i den ønskede havn.