Herre, hvor var du dog henne?

«Herre, hvor var du dog henne?»

Under en voldsom og vedholdende kamp med urene aander, der vilde forlede den 19-aarige Katarina av Sienna til at fravike sin beslutning om at indvie og hellige sig til at bli «Kristi brud», en kamp, der fyldte henne med saadan angst og nød, at hendes kræfter mer og mer slap op, saa hun tilsidst følte sig som svimlende paa avgrundens rand, samlet hun sig sammen til en vældig viljesanspændelse og slynget arvefienden sin krigserklæring i ansigtet. Hun erkjendte at hun var en stakkars syndig kvinde, fuldt værdig til helvede; men hvorledes det end skulde gaa, vilde hun fortsætte med at kjæmpe, lide og stride for at tjene sin Gud og skaper. Av sig selv formaadde hun intet. Men hun stolte paa den Herre Jesus Kristus.

Og ikke saa snart hadde hun nævnt dette navn, før hun merket at grunden blev fastere under hendes føtter. Og da hun saa blev ved at nævne navnet over alle navne, for hvilket alle knæ maa bøie sig, i himlen, paa jorden og under jorden, forsvandt de urene aander likesom i en hvirvlende flugt. Luften blev atter ren i hendes lille kammer, og et stort lys straalte frem. Og midt i lyset viste den korsfæstede sig med blødende vunder, og det lød til hende: «Min datter Katarina.»

Da sank hun ned foran den korsfæstedes føtter og utbrød: «O, Herre, hvor var du dog henne, da min sjæl pintes saa svarlig?»

Og det milde svar lød: «Jeg var i dit hjerte, Katarina; ti jeg gaar ikke bort fra nogen, som ikke først gaar bort fra mig.»

«I mit hjerte, Herre? Midt i alle fristelserne, midt i de urene syner?» spurte hun forundret. «Hvis du var hos mig, hvorfor merket jeg det da ikke? Hvorledes kunde jeg staa ved ilden og ikke føle mig varmet av dens flamme? Jeg følte ikke andet end is, sørgmodighet og bitterhet.»

Og svaret lød: «Katarina, si mig om fristelserne voldte dig glæde eller sorg?»

«Aa, jeg avskyet dem. Jeg var fortvilet over dem og over mig selv.»

«Og hvorfor var du det, tror du, uten fordi jeg var tilstede i din sjæl og holdt alle porte lukket, saa de onde billeder ikke kunde komme ind! Jeg var i dit hjerte, som jeg var paa korset, lidende og dog salig. Du forsto det ikke; men jeg var der med min naade. Og da du tilsidst erklæret dig villig til at bære alle prøvelser og al pine, da blev det alt sammen tat fra dig. Jeg glædes, naar nogen vil lide og holde ut for min skyld. Derfor vil jeg fra nu av ogsaa vise dig større fortrolighet og omgaaes dig mere.»

Hermed forsvandt synet, og Katarina la sig tryg til hvile paa sin haarde bænk. Det som især gjorde hende glad var, at Frelseren hadde kaldt hende: «Min datter.» Og endnu i søvne bevæget hendes læber sig sagte, idet hun med et lykkelig smil gjentagende hvisket: «Min datter Katarina! Min datter!»