Den forbitrede ånd

Den forbitrede aand.

«Og de vakte vrede ved Meribas vand, og det gik Moses ilde for deres skyld; ti de var gjenstridige mot hans aand, og han talte ubetænksomt med sine læper.» Salme 106, 32—33.

Efter den engelske bibel læser vi: «De forbitret hans aand.» —

Hvad er en forbitret aand? En urigtig aand overfor urigtige ting. Kanske er der ikke nogen større hindring end denne for en overflødig utgytelse av aanden.

De ovenfor anførte vers henviser til begivenheten i 4. Mos. 20, 1—13. Folket tørstet og talte oprørske ord mot Gud og Moses. Gud grep ind og bragte befrielse, men Mose og Arons aand blev forbitret. Læg merke til: «Det gik Moses ilde». Hvem var Moses? Faa mennesker hadde slike fortrin. Se denne alderstegne Herrens tjener, som var trofast i hele hans hus, og dog kommer denne ødelæggelse over ham i dette ørkenreisens 40de aar.

Er ikke vi utsat for at bli ødelagt av samme grund? Det gik ilde med Moses og hans livs herligste gunstbevisning blev tilbakeholdt. Men folket var jo ryggesløst? Ja, avskyelig slet, «de forbitret hans Aand». Men Moses var ikke som han skulde, og hvem kan utsi hvilket tap det bragte ind i hans eget liv?

Guds folk taler ofte om «retfærdig vrede»; de føler den urigtige behandling saa bitter, og djævelen tar anledning til at forbitre deres aand og Guds barn ser ikke at dette er noget Gud hater, den største hindring for samfund og tjeneste.

Fortællingen i 2. Mos. 17 om klippen, som blev slaat, fremstiller en begivenhet som fandt sted 40 aar tidligere. Folket manglet vand — de var tørste; de var fyldt av en slet, knurrende, urigtig aand; de var i høieste grad utaknemmelige. Men det onde kom ikke ind i Mose aand. Han lægger saken i Guds haand, og Gud skrider ind og virker frelse. Den forbitrede aand utelukker Gud. Djævelen arbeider paa at faa os forbitret. Han vet, at faar han det til at gaa galt med os, er hans triumf fuldkommen. Hvis Gud faar beholde magten over vor aand kan vi faa hans hjælp overfor den som har handlet uret. I 4. Mos. 20 gaar det til en begyndelse som i 2. Mos., alt gaar godt til at begynde med (v. 6-8). Moses og Aron gaar til Gud; men (v. 10) den urigtige aand kommer ind i Moses. Han slaar klippen istedetfor at tale til den, og kalder folket «oprørere». «Han talte ubetænksomt med sine læper.»

Gud er uendelig taalmodig med det gale vi gjør. Han blir aldrig forbitret. Hans mening er, at hans tjenere skal repræsentere ham, og disse mænd bragte ved sin forbitrede aand en sky over Guds karakter. Synd i profetens aand skjuler Guds taalmodige karakter for den som har feilet.

I det nye testamente har vi lignende scener gjengit. I Luk. 9, 51—55 er fortællingen om de samaritanske landsbyer som avslaar at ta mot Jesus og hans disciple. Den urette aand faar tak i Jakob og Johannes. Det var ikke samaritanernes aand, som bedrøvet Herren, men hans egne barns aand. Guds største sorg nu er over vor urette aand. Hvilken skade dette har gjort! Vi trænger i sandhet denne naade — aldrig at bli forbitret i aanden.

Se Mattæus 26, 47 og videre. Se Herren Jesus i disse omstændigheter — utsat for den mest intense utfordring. Se i v. 51 Peter aapenbare den «forbitrede aand». Peter kunde ikke greie det — det glap i hans aand; det var ikke Kristi aand; Jesus kunde ikke la det passere. Peter forfeilet aldeles den times pligt. «Hvis jeg hadde ønsket gjengjældelse over ugjerningsmændene, hadde jeg ti tusen engler til min raadighet, jeg trænger ikke dit lille sverd, Peter!» Jesus Kristus har altfor meget at gjøre nu — med at helbrede avhugne ører. Han ønsker, at vi skal bli fyldt med hans aand. Se hvordan han behandlet Judas: «Ven» — (v. 50). Vidunderlig er Guds lams aand! I et slikt tilfælde av nedrighet og raahet, som om Judas var en engel sendt fra Faderens trone.

Hvilken styrke vælger du? Guds svakhet omstyrter det som er mægtig. Hvis Kristi aand er i os, skal vi irettesætte det onde, men elske ømt den som gjorde det onde. Jeg tror denne forbitrede aand er en av de største hindringer for en mægtig utgydelse av Guds aand.

Har du nogen gang tænkt paa at Gud bruker det onde i menneskene omkring os til at uthule vore sjæle til at gi rum for den Helligaand? Jeg tror ikke vi har lagt os paa hjerte hvor høit Gud værdsætter den beherskede tilgivende aand i sit folk. Han arbeider altid gjennem denne kanal.

Se paa Jesus paa korset — læs igjen og igjen denne vidunderlige beretning. Hvordan kan den uret som er begaaet mot os sammenlignes med de forhaanelser som hobet sig op mot Jesus Kristus, Guds elskede søn? Hvad sa han? «Fader tilgi dem, for de vet ikke hvad de gjør!»

Se Guds lam, forurettet av onde mennesker og dog uberørt av det! Hele vor forløsning har sin rot i Guds lams tilgivende aand. Himlens og jordens herre kom ned til os i vor yderste nød i denne tilgivende aand. Naar Gud vil naa avkyelige overtrædere synes han at si igjen: «Jeg vil la dem faa sin onde vilje sat igjennem, for at de maa faa se min aand i mit barn» og naar vor aand er forbitret, skjuler den hans herlighet og stanser hans haand.