Velsignelsesgaver

Velsignelsesgaver.

Paulus formaner Korintierne til at gi som en velsignelse. 2. Kor. 9, 5. At gi som en velsignelse er at gi guddommelig; ti Gud er velsigneren. En karrig gave er vel ogsaa en gave, men aldrig en velsignelsesgave, ti det er et bæger som flyter over, et godt stoppet, rystet, overfyldt maal. Det er oljen som flyter saa længe det findes tomme kar.

Har du velsignelsens sindelag?

Kun i dette sind tar vi et dypt tag ned i hvad vort er, kun det finder ut det bedste til den trængende, det som vi selv har lyst til (Es. 58, 10). Uten dette sind søker vi at slippe saa let som mulig, ser efter hvad vi selv bedst kan undvære. Men det blir ikke guddommelige gaver, og dog, vi er kaldt til at gi guddommelig. Eller vet du ikke at du er kaldt til arve velsignelsen? 1. Pet. 3, 9. Men dette sier jeg: Den karrig saar skal karrig høste og den som saar med velsignelse skal høste med velsignelse. 2. Kor. 9, 6. Skulde ikke vi velsigne alt og alle av hvad vort er, vi som er kaldt til en evig velsignelse. Agter vi det for saa ringe, at vi i karrighet tramper det under vore føtter. Hvad er det som gjør hin enke, som ga mer end de alle, saa kostelig i Herrens øine uten netop dette sind. Av sin fattigdom ga hun en overflødig gave, hun tok dypt ned i hvad hun hadde og det var to skjærve som er 1 øre. Disse ga hun; men det var hele hendes livsophold. — Mange rike la meget, men disse kom ikke dypere end til sin overflod; ti de fattedes dette sind.

Om vi er kommet dit at vi gir av vor overflod, saa er vel det noget, men det er langt igjen til det fuldkomne. Gud har ikke git os av sin overflod, men han har git alt, ja han hadde denne eneste søn og ham ga han. Og du skal være fuldkommen likesom din himmelske fader er fuldkommen. Mat. 5, 48.