Fri gjennom død

Fri gjennem død.

Hvorledes kan man bli fri syndens og «Jeg»ets baand? Dette er blit det brændende spørsmaal for mange. Saadan frihet synes umulig; men «hvad der er umulig for menneskene er mulig for Gud».

Hvad sier Guds ord?

«Dersom en er død for alle, da er de alle døde, og han døde for alle, for at de, som lever, ikke mere skulle leve sig selv, men ham, som er død og opstanden for dem» (2. Kor. 5, 15). Da vi første gang kom til Jesus med syndens skyld og byrde, syntes ogsaa redningen umulig; men da vi tok Gud paa ordet, ga den Helligaand os vidnesbyrd om vort barnekaar hos Gud, og beviste os, at Gud kan gjøre umulige ting. La os da gaa tilbake til hin tid og se, hvordan det foregik.

1. Vi blev overbevist om synd og længtet efter noget bedre.

2. Vi kjæmpet for at finde fred, vi saa ind i os selv og søkte der efter hjælp, men alt forgjæves.

3. I fortvilelsens stund blev det vist os, at befrielsen maatte komme fra en utenfor os liggende kraft.

4. Vi saa bort fra os selv og hen paa Kristus og saa i ham den av Gud givne stedfortræder, der bar vore synder paa sit legeme op paa træet.

5. Vi holdt op med at kjæmpe og fandt fred ved den korsfæstedes blod. Vi hadde ikke mere synder paa samvittigheten (Hebr. 10, 2). Det «umulige» var skeet, retfærdiggjort ved troen, visste vi os i fred med Gud (Rom. 5, 1).

6. Den Helligaand meddelte os liv fra det høie, og han, den Helligaand selv, vidnet med vor aand, at vi er Guds barn (Rom. 8, 16).

Vi vil nu se, hvorledes alle disse skridt gjentar sig paa et andet trin av vort aandelige liv, naar den Helligaand leder os til at søke befrielse fra selviskhetens og syndens baand.

1. Den Helligaand overbeviser os om vort selviske og kjødelige liv (1. Kor. 3, 1—3), vi længter efter at leve et renere og helligere liv.

2. Vi kjæmper for at bli fri, vi ber, men seiren synes os længere borte end nogensinde før. Fienden hvisker til os: «Seierslivet er ikke for dig» eller: «der gives overhodet ingen befrielse». Vi vet hverken ut eller ind, forsøker med endnu fuldstændigere hengivelse til Gud — og falder dog altid paany tilbake i synden; vi længter efter at gjøre Guds vilje, men jo mere vi strækker os derefter, jo mere forekommer det os at vi gjør det motsatte av, hvad vi ønsker. Væmmelsen for synden tiltar, men ogsaa dens kraft synes at fordoble sig. Vi kommer i stillinger i livet, hvor den værste side av vor karakter kommer frem, og i avsky for os selv roper vi ut av sjælens dyp: «Jeg elendige menneske, hvem skal fri mig fra dette dødens legeme» (Rom. 7, 24).

3. I denne stund av den største fortvilelse og det dypeste mørke lærer vi igjen at forstaa, at befrielsen maa komme fra en kilde, som flyter utenfor os selv, og at vort eget jeg hverken kan vinde seier over sig selv eller over synden.

4. Nu fører Guds Aand os paany til Golgata, og kaster sine lysstraaler paa den korsfæstede. Han hvisker: «En døde for alle og dermed er de alle døde» (2. Kor. 5, 15). Vi ser, at Gud regner sin søns død, som om alle var døde. Vi lærer at betragte os selv, som Gud betragter os, og indvilger i for fremtiden at anse os som korsfæstet med Kristus. Vi gir vort liv i døden med Kristus, «hengives stedse til døden for Jesu skyld, for at ogsaa Jesu liv skal aapenbares i vort dødelige kjød» (2. Kor. 4, 11).

5. Striden er endt. Vi opgir vor egen kjæmpen og gaar ind til hvilen (Hebr. 4, 10), idet vi i ydmyg avhængighet av den Helligaand sier: «Jeg er korsfæstet med Kristus» (Gal. 2, 20).

6. Overstrømmende liv blir meddelt os, og den Helligaand aapenbarer for os den opstandne Kristus, som har tat sjælen i besiddelse og gjort den dygtig til fra øieblik til øieblik ikke at leve sig selv, men ham.

«Ja, men alt det har jeg ikke endnu», kan nogen indvende. Ikke destomindre er dette Guds budskap om Jesu død og opstandelse, og vi har først at støtte os til Guds ord i blind tro, før den Helligaand kan bevise det i vor erfaring.

Har vi ved den Helligaand erkjendt, at der ikke bor noget godt i os, at alt er under syndens forbandelse, saa la os simpelthen:

1. Erkjende, at Kristus har tat os med paa korset (Rom. 6, 3; Gal. 2, 20).

2. Anse hans død som vor; vi døde med ham (Kol. 3. 3, 2, 20).

3. Overlate den Helligaand hvert spor av det gamle liv, saasnart det viser sig (Rom. 8, 13).

Dette er den stilling vi fra dag til dag har at indta. Jo ubarmhjertigere vi overlater alt, hvad vi faar øie paa av vort eget jeg til døden og holder det for «dødt», des mere rum gir vi, saa den levende, opstandne Kristus kan aapenbare sig i os.

Naar vi time for time støtter os til ordet: «I er døde» (Kol. 3, 3) og slaar al tilkjendegivelse av det egne jeg, alle djævelens angrep tilbake med Aandens sverd, saa vil vi ved den Helligaand bestandig «døde legemets gjerninger» og vil mere og mere som Paulus erfare den herlige frigjørelse i Rom. 8, 2 og vandre i den frihet med hvilken Kristus har frigjort os.