Ofre for Gud

Ofre for Gud.

Vi vil alle bære frugt, men oftest for mennesker, vi vil ofre, men kun slik at det sees av andre.

Men lar vi Gud vælge tid, sted og maate for vor tjeneste, saa vil vor egen ære ingen næring faa, han vil skjule os, føre os ut i ensomhet og der la os vise vor kjærlighet og troskap. Gud bestemmer ikke alene at vi skal dø, og overlater saa til os at vælge hvorledes. Nei, han gir ogsaa tilkjende med hvad slags død vi skal ære ham, Joh. 21, 19. Vi faar ikke som tjenere si: Nu vil jeg binde op om mig og gaa dit og dit for at tjene og ære Gud, nei vi maa række vore hænder frem og la en anden binde op om os og gaa den vei vi ikke vil. Min tid er endnu ikke kommet, men eders tid er altid for haanden, sier Jesus til sine brødre, Joh. 7, 6. De levet sig selv, men han var Guds tjener for vor skyld. Han var lydig indtil døden, ja korsets død. Hvad er det? Den mest fornedrende og smertefulde død. Er vi villig til at forherlige Faderen paa denne maate? Mange taler om sine ofre og dog har kanske ikke ett av dem behaget Gud, fordi de selv har valgt ofret, tid og sted.

Paulus var Jesu offerprest, idet han prestelig forvaltet Guds evangelium for at ofret av hedningerne kunde bli velbehagelig helliget ved den Helligaand. Rom. 15, 16. Skal vi være en offerprest for Herren, saa er det ikke bare om at gjøre at faa folket til at ofre, vi maa forvalte evangeliet slik at ofret blir velbehagelig helliget (utskilt) ved den Helligaand. Slike ofre tækkes Gud.

Et Guds barn trænger mere naade til at kunne leve dette skjulte liv, end til sin virksomhet. Dette illustreres herlig ved de serafer Esaias saa i sit syn, Es. 6, 2. Disse himmelske væsener hadde seks vinger, men av disse brukte de bare to til at fly med, men fire til at dække sig med. De trængte dobbelt saa meget for at kunne holde sig skjult som til at være virksomme. Naar disse himmelske væsener behøver dette, hvor langt mere vi som har hovmodsgiften i os. Hvor ofte bruker vi ikke alle vore seks vinger til at fly med for at naa høit og langt og kongen alene faar ikke ha behag i vor skjønhet. Denne tildækkelse er en himmelsk regel, og keruberne skjuler sin virksomhet under sine vinger. Ez. 10, 8.

Bør det da ikke ogsaa være slik i Guds menighet? Ber vi ikke: Ske din vilje paa jorden som i himlen! Gud gir ogsaa os noget at dække os med og rikelig anledning til at være skjult, kun at vi vil benytte det; men vi vil være noget, vi liker for godt at andre skal se vort lysende ansigt og vore raske flittige føtter til at vi vil tildække dem; og det er vor ulykke.

Du tror du vil tape noget ved slik at skjule dig, at virkningerne av dit liv skal bli mindre. Se paa disse tildækkede serafer, da de priser sin Gud, v. 3. Da bæver templet og profeten utbryter: Ve mig! Jeg er fortapt; en mand med urene læper, v. 8. Disse ydmyge helliges lovprisning bøiet profeten som selv hadde ropt ve over saa mange, til at rope ve over sig selv. Just ut fra denne skjulte stilling vil du gjøre størst virkning og faa mest frugt.

Maa vi tilfulde lære saligheten og herligheten i dette at gjøre hvad vi gjør i løndom, for at Gud som ser i løndom kan faa lønne os i det aapenbare.