Brev til Korintierne

Klemens brev til Korintierne.

Moses bad om tilgivelse for det oprøriske Israel: «Forlat dette folk, eller utslet ogsaa mig av de levendes bok».

O store kjærlighet, o fuldkommenhet uten like!

Frit ut taler til Herren hans tjener; han beder om tilgivelse for hele folket, eller ogsaa forlanger han selv at bli utslettet sammen men dem.

Hvem iblandt eder er nu altsaa en ædel mand? hvem opfyldt av kjærlighet? La ham erklære: «Dersom jeg er aarsak i, at her er splid og trætte og menighetsspaltning, da forlater jeg dette sted, da drar jeg bort, hvorhen I maatte ville og gjør hvad der paalægges av menigheten i dens helhet, naar blot Kristi hjord med dens indsatte menighetstjenere nyter fred.»

Den som gjør saa, han skal erhverve sig stor berømmelse i Kristus, og ethvert sted vil staa ham aapent.

Ti «Herrens er jorden og dens fylde». Saaledes har de handlet, og saaledes vil de handle, de som vandrer i det Guds borgerskap, der aldrig angres. Fremdeles, for ogsaa at anføre hedningers eksempel, saa har mangfoldige konger og høvdinger, naar tiden truet med fordærvelse, gaat i døden efter mottat orakelsvar, for at frelse sine medborgere ved sit eget blod.

Mangfoldige har forlatt de steder, hvor de hadde sit hjem, for at disse ikke længer skulde lide av oprør.

Vi vet at mangfoldige iblandt os selv har gaat i fængsel for at utløse andre. Mangfoldige har solgt sig selv som slaver og for kjøpesummen, de fik, skaffet andre føde.

Mangfoldige kvinder har ved Guds naade faat kraft til at utføre mangen mandsdaad.

Judith, hin salige, utbad sig hos de ældste dengang hendes stad blev beleiret, at det maatte tilstedes hende at gaa ut til de fremmede folks leir.

Saa gav hun sig til pris for faren og gik derut av kjærlighet til sit fædreland og til sit beleirede folk.

Og Herren ga Holofernes i en kvindes haand.

I en ikke ringere fare var det Ester styrtet sig, den i tro fuldkomne kvinde, for at frelse det tolvstammede Israel, som holdt paa at gaa til grunde.

Ti med faste og ydmygelse bad hun til den altseende Herre, evighets Gud.

Men han saa til hendes sjæls ydmyghet og frelste det folk, for hvis skyld hun gik i faren. Derfor la os ogsaa be for dem, som holder paa med en eller anden synd, at der maa gives dem sagtmodighet og ydmyghet, saa at de maa gi efter ikke for os, men for Guds vilje.

Paa den maate skal deres barmhjertige ihukommelse i forbøn hos Gud og de hellige bli gavnlig for dem og gjøre sin virkning.

La os ta imot tugt, og ikke bør nogen derover bli opbragt, I elskede.

Den formaning vi gjensidig gir hverandre, er en god ting og over al maate gavnlig; ti den er et baand mellem os og Guds vilje.

Saaledes nemlig sier de hellige ord: «Herren tugtet mig og tugtet mig atter; men til døden overga han mig ikke.

Ti den, hvem Herren elsker, tugter han, han refser hver søn, som han antar sig.

Ti den retfærdige, heter det, skal tugte mig i barmhjertighet og tilrettevise mig; men la ikke synderes olje gjøre mit hode fett.» Og atter staar der: «Et lykkelig menneske den som Herren tilretteviste.»

Tilbakevis ikke den almægtiges formaning. Ti han gjør smerte og læger igjen.

Han slog og hans hænder lægte.

Seks gange skal han utfri dig av trængsel, og den syvende, da skal ondt ikke røre dig.

I hunger skal han frelse dig fra døden, i krig skal han fri dig fra jernets haand.

Og for tungens svøpe skal han skjule dig, og du skal ikke frygte naar ondt nærmer sig. Uretfærdige og overtrædere skal du le ad, og fra vilde dyr skal du slet ikke ha noget at frygte.

Ti vilde dyr skal holde fred med dig.

Da skal du erkjende, at dit hus skal nyte fred og dit telts forraad skal ikke slippe op; og du skal erkjende, at din avkom er mangfoldig og dine børn likesom markens græs. Og du skal komme i graven som modent korn, der høstes i rette tid, eller som neghopen paa tærskepladsen, som er samlet i rette tid».

Se, elskede, hvor stor beskjærmelse der er over dem som tugtes av Herren.

Ti som en god far tugter han os, for at vi, ved hans tugt, skal erholde barmhjertighet. I derfor, som har lagt grunden til oprøret, underordner Eder menighetens tjenere, og tar imot tugt til omvendelse, idet I bøier Eders hjerter.

Lær at underordne Eder, og avlæg Eders tunges praleriske og overmodige selvgodhet. Ti det er bedre for Eder at findes i Kristi kjød som ringe, men dog av Gud godkjendte lemmer end at være aldrig saa store i egne tanker og bli utstøtte fra hans hop.

Ti saa staar der i den fuldkomne visdom: «Se jeg vil fremsætte for Eder min aands tale, jeg vil lære Eder mit ord.

Efterdi jeg kaldte, og I ikke adlød, og efterdi jeg utstrakte mine ord, og I ikke agtet derpaa, men gjorde mine raad magtesløse og var ulydige mot min tilrettevisning, saa vil jeg ogsaa le av Eders undergang og jeg vil glæde mig, naar ødelæggelse kommer over Eder, og naar forstyrrelse pludselig kommer over Eder, og ødelæggelse er der lik en stormbyge eller naar der kommer trængsel eller beleiring over Eder; ti den tid skal komme, da I skal paakalde mig, men jeg skal ikke høre paa Eder. Og de skal søke mig; men de skal ikke finde mig. Ti de hatet visdom og valgte sig ikke Herrens frygt, og ikke vilde de agte paa mine raad, men spottet mine tilrettevisninger.

Derfor skal de æte sin veis frugter, og de skal bli mættet med sin ugudelighet.

Ti fordi de forurettet umyndige, skal de dødes, og undersøkelse skal fordrive ugudelige. Men den som hører paa mig, skal bo i haap, og han skal være rolig og uten frygt for alt ondt.»

La os derfor være lydige mot hans alhellige og herlige navn og undfly de trusler, vi ved visdommen nys hørte uttale mot dem, som er ulydige, saa vi kan bo i tillidsfuld fortrøstning til hans majestæts allerhelligste navn.

Ta imot vort raad, og I skal ikke angre det.

Ti saasandt Gud lever, og saasandt Jesus Kristus og den Helligaand lever, hvilket er de utvalgtes haap og tro, saa skal den, som i ydmyghet og med sagtmodighet, der ikke svigtet, ufortrødendt har opfyldt de bud og befalinger som er os git av Gud, han skal faa plads og bli regnet med i deres tal, der frelses ved Jesus Kristus.

Men dersom der skulde være nogle der ikke vil lyde det, som av Gud ved os er talt, da skal de vite, at de indvikler sig i en ikke ringe synd og fare.

Men vi skal være fri for denne syndeskyld.

Og vi skal be og holde ved med bøn og anropelse, at altings skaper maa bevare sine utvalgte i hele verden uskadt til enden ved sit elskede barn Jesus Kristus, ved hvem han kaldte os fra mørke til lys, fra uvidenhet til erkjendelse av hans navns herlighet — ja til at haape paa dit navn, som er al skapnings ophav, ti du har jo aapnet vort hjertes øine, for at vi skal kjende dig du høieste, der hviler i det høieste, du hellige, der hviler i det hellige; du som ydmyger de overmodiges overmot, du som opløser folkenes planer; du som hæver de ringe til høihet, du som fornedrer de høie; du som gjør rik og gjør fattig, du som ihjelslaar og gjør levende; du eneste aanders velgjører og alt kjøds Gud; du som skuer ned i avgrundene, du som følger menneskenes gjerninger med dit øie; du hjælper for dem, der er i fare; du frelser for dem, der er uten haap; du, som er enhver aands skaper og hyrde; du som formerer folkene paa jorden, og som av alle mennesker har utvalgt dem, der elsker dig, ved Jesus Kristus, dit elskede barn, ved hvem du underviste og helliget os. Vi ber dig, Herre, at være vor hjælper og beskytter.

Du har gjennem virkningerne aapenbaret den altid blivende verdensorden.

Du, Herre, har skapt jorderike, du trofaste gjennem alle slægter, du retfærdige i dine domme, du underfulde i styrke og majestæt, du vise til at skape og du kyndige i at gi det tilblevne bestandighet, du gode i det som sees, og du trofaste mot dem som tror paa dig.

Du medlidende og barmhjertige, forlat os vore overtrædelser og vore uretfærdigheter og vore forsyndelser og feil.

Tilregn os ikke noget av alle dine tjeneres og tjenerinders synd; men rens os med den renselse, som er i din sandhet, og retled vore skridt til at vandre i hellighet av hjertet og gjøre det, som er ret og velbehagelig for dig og for dem som er vor øvrighet.

Ja, Herre, la dit ansigt lyse over os til lykke og fred, paa det at vi maa vorde dækket av din, den sterke haand og frelste fra al synd ved din, den høie arm, og frels du os fra dem, som hater os med urette.

Enighet og fred skjænke du os alle som paa jorden bor, likesom du skjænket vore fædre, naar de paakaldte dig i tro og sandhet og blev lydige mot dit almægtige og herlige navn.

Og dem, som er vor øvrighet og vore foresatte paa jorden har du, Herre, git deres kongedømme og myndighet ved din herlige og uutsigelige magt, for at vi skal erkjende den ære og værdighet, som av dig er dem git, og underordne os dem og ikke i noget sætte os imot din vilje.

Gi du dem, Herre, sundhet, fred, enighet og fasthet, saa de uten anstøt maa utøve det herredømme, som av dig er git dem.

Ti dig er det, himmelske Herre og evighets konge, som gir menneskenes sønner ære og værdighet og myndighet over det, som er her paa jorden.

Herre, retled du deres vilje efter hvad der er godt og velbehagelig for dig, for at de kan finde naade hos dig, idet de gudfrygtige, i fred og mildhet, utøver den myndighet, som av dig er dem git. Du som alene formaar at gjøre dette for os, ja endnu overflødigere goder, dig priser vi ved vore sjæles yppersteprest og beskytter Jesus Kristus, ved hvem æren og majestæten være din nu og gjennem alle slægter og i evighets evighet. Amen.

Det, som hører til vor gudsdyrkelse, og det som i særdeleshet befordrer et retskaffent liv for dem, som vil vandre ret frem i gudfrygtighet og retfærdighet, det har vi nu, brødre, skrevet tilstrækkelig om til Eder.

Ti angaaende tro og omvendelse og egte kjærlighet og avholdenhet og selvbeherskelse og taalmodighet har vi berørt ethvert hovedpunkt og paamindet Eder om, at I bør være den almægtige Gud til behag i retfærdighet og sandhet og langmodighet, idet I uten nag enes med hverandre i kjærlighet og fred med en sagtmodighet, som ikke svigter, likesom vore forhen omtalte fædre var ham til behag, idet de var ydmygt sindede likeoverfor deres Fader og Gud og skaper og likeoverfor alle mennesker.

Og saameget heller har vi paamindet Eder om dette, fordi vi fuldt vel visste, at de, som vi skrev til, var trofaste og anerkjendte mænd med indblik i Guds lærdoms utsagn.

Det er altsaa ret og billigt, at vi følger saa mange og store forbilleder og bøier vor nakke og atter indtar vor plads blant de lydige, for at vi, fri for enhver dadel, kan naa det os i sandhet foresatte maal, naar vi er kommet til ro efter det daarlige oprør.

Glæde og jubel vil I berede os, dersom I lyder det som ved den Helligaand av os er skrevet til Eder, og utrydder denne misundelsens forbryderske vrede hos Eder overensstemmende med det, som vi i dette brev har fremholdt om fred og enighet.

Saa sender vi ogsaa trofaste og sindige mænd, som fra sin ungdom av og indtil alderdommen har vandret ulastelig iblandt os; de skal være vidner mellem Eder og os.

Og dette gjør vi, for at I skal vite, at vi har hat og har al vor bekymring rettet paa dette, at det snarlig maa bli fred hos Eder.

Forøvrig gi den altseende Gud, aandernes hersker og alt kjøds Herre — han som har utvalgt den Herre Jesus Kristus og os ved ham til sit eiendomsfolk — han gi enhver sjæl, der paakalder hans herlige og hellige navn, tro, frygt, fred, taalmodighet, langmodighet, avholdenhet, kyskhet og selvbeherskelse, til velbehag for hans navn, ved vor yppersteprest og beskytter Jesus Kristus, ved hvem herlighet, majestæt, makt og ære være hans baade nu og i al evighets evighet. Amen.

Men vore utsendinge, Klaudius Efebus og Valerius Bito samt Fortunatus, maa I skynde Eder at sende tilbake til os i fred, med glæde, for at de desto snarere kan bringe os bud om den fred og enighet, som vi har bedt om og længes efter, paa det at ogsaa vi desto snarere kan komme til at glæde os over den gode tilstand hos Eder.

Vor Herres Jesu Kristi naade være med Eder og med alle dem paa hvert sted, der er kaldte av Gud ved ham, ved hvem herlighet, ære, magt, majestæt og evig herredømme være hans fra evighet og til evighets evighet. Amen.