Brev til Smyrnerne

Ignatius’ brev til Smyrnæerne.

Ignatius, som ogsaa kaldes Theoporus, sender med ønske om alt godt i ustraffelig aand og i Guds ord, sin hilsen til Gud faders og den elskede Jesu Kristi menighet, som er i Smyrna i Asien, benaadet med al naadegave, opfyldt med tro og kjærlighet, ikke manglende nogen naadegave, høit elsket av Gud og rik paa hellige.

Jeg priser Jesus Kristus og Gud som har gjort eder saa vise. Ti jeg har iagttat, at I er fuldendte i urokkelig tro, som om I var naglet til den Herre Jesu Kristi kors i kjød og aand og befæstet i kjærlighet i Kristi blod, fulde av fast tro paa vor Herre, som efter kjødet virkelig er av Davids slægt og efter Guds magt og vilje Guds søn, virkelig født av en jomfru, døpt av Johannes for at al retfærdighet skulde opfyldes i ham, virkelig korsfæstet i kjødet for os under Pontius Pilatus og fjerdingsfyrsten Herodes — av hvis frugt vi er utsprungne, av hans gudvelbehagelige lidelse — for ved sin opstandelse at opløfte et banner til evig tid for sine hellige og troende, saavel blandt jøder som blandt hedninger, i sin menighets ene legeme.

Ti alt dette har han lidt for os, for at vi skulde bli frelste; og i sandhet har han lidt, likesom han ogsaa i sandhet har opvakt sig selv, ikke som nogen vantroende sier, at det kun er et skin, at han har lidt, mens de selv er et skin.

Og som de mener, saaledes skal det ogsaa gaa dem, naar de er legemlige og djævelske.

Ti jeg vet, at han efter opstandelsen var i kjødet (i legemet), og tror at han endnu er det. Da han kom til Peter og de disciple, som var med ham, sa han: «Rør ved mig, føl paa mig, at jeg ikke er nogen aand uten legeme», og straks rørte de ved ham og trodde, overbeviste om hans kjød og aand. Derfor trodset de ogsaa døden og befandtes ophøiet over døden. Og efter opstandelsen aat og drak han med dem som legemlig, skjønt aandelig forenet med Faderen.

Herom paaminder jeg eder, I elskede, vitende, at I ogsaa selv anser det saaledes; men jeg advarer eder forut mot disse dyr i menneskelig skikkelse, som I ei alene ikke bør motta, men hvis det er mulig, ikke engang træffe sammen med dem, men kun be for dem, om de maaske vil omvende sig, hvilket vel er vanskelig, men Jesus Kristus, vort sande liv har magt dertil. Ti dersom dette blev gjort av vor Herre kun som skin, er det ogsaa et skin, at jeg er fange. Og hvorfor har jeg da blotstillet mig for døden, for ild, for sværd, for vilde dyr? Jo, nær ved sværd er jeg ved Gud, midt imellem vilde dyr er jeg i Guds arme, kun at jeg er det i Jesu Kristi navn. For at lide med ham taaler jeg alt, idet han, som blev et fuldkomment menneske, gjør mig stærk.

Ham fornægter nogle av uvidenhet eller meget mere de er fornægtet av ham, og taler snarere dødens end sandhetens sak — og har ikke latt sig bringe til troen hverken av profeterne eller av Mose lov eller indtil nu av evangeliet eller av de lidelser, som vi, den ene efter den anden, utstaar.

Ti ogsaa om os har de den samme mening; ti hvad gavner det mig, at nogen roser mig, naar han bespotter min Herre ved ikke at bekjende ham som iklædt kjød? Den, som nægter dette, har fornægtet ham fuldstændig og er selv iklædt døden.

Deres navne, som er vantro, har jeg fundet for godt ikke at skrive, men gid jeg ikke maa behøve at omtale dem, førend de har omvendt sig til den lidelse, som er vor opstandelse.

Ingen la sig skuffe! Endog de himmelske magter og englenes herlighet og baade de synlige og usynlige herskere er hjemfaldne til dommen, dersom de ikke tror paa Kristi blod. Hvo det kan fatte, han fatte det. Ingen la sig opblæse av sin stilling. Ti i kjærlighet og tro indbefattes det hele, dem overgaar intet. Men læg merke til, hvorledes de, som fører falsk lære angaaende den Jesu Kristi naade, som er kommet til os, motstrider Guds vilje. De bekymrer sig ikke om kjærlighet, ikke om en enke, ikke om en faderløs, ikke om en betrængt, ikke om en er bunden eller løs, ikke om en hungrig eller tørstig.

Fra nadver og bøn holde de sig borte, fordi de ikke bekjende at nadveren er Jesu Kristi blod som led for vore synder, som Faderen i sin godhet opvakte. Idet de altsaa motsier Guds gave og indlater sig i grublerier, dør de. Men det vilde være dem gavnlig at holde kjærlighetsmaaltidet, for at de kunde opstaa. Man bør altsaa holde sig borte fra saadanne og hverken ute eller offentlig tale om dem, men holde sig til profeterne og især til evangeliet, hvori lidelsen er os aapenbaret og opstandelsen fuldstændig bevist. Fly sekterne som en kilde til det onde!

Følg alle menighetens ældste, likesom Kristus fulgte Faderen og ær menighetstjenerne og apostlene som en Guds anordning. Ingen foreta sig uten menighetens ældste noget, som vedkommer menigheten. Som gyldig brødsbrytelse bør kun den anses som forrettes av menighetens ældste eller av den, til hvem han overdrar det. Hvor menighetens ældste viser sig, der være menigheten, likesom menigheten er der, hvor Kristus er. Det er ikke tillatt uten menighetens ældste hverken at døpe eller at holde kjærlighetsmaaltid, men hvad han godkjender det er ogsaa Gud velbehagelig, paa det at alt som foretas maa være sikkert og gyldig.

Det er fornuftig herefter atter at komme til besindelse og vende om til Gud, mens vi endnu har tid. Det er godt at anerkjende Gud og menighetens ældste. Hvo som ærer menighetens ældste æres av Gud; hvo som forretter noget uten menighetens ældstes vitende tjener djævelen. Gid alt maa bli eder overflødig til del i naade; ti I fortjener det. I har i alle maater vederkvæget mig, og Jesus Kristus eder, I har elsket mig i min fraværelse og i min nærværelse. Gud gjengjælde eder, for hvis skyld I lider alt, og til hvem I derfor skal komme.

I har gjort vel i at motta Philo og Rheus Agathopus, som for Guds skyld har fulgt mig, som Kristi, Guds, tjenere. De har ogsaa takket Herren for eder, fordi I har vederkvæget dem i alle maater. Intet skal være spildt for eder. Til gjengjæld for eder byr jeg min aand og mine baand, som I ikke har foragtet og ikke skammet eder over. Jesus Kristus den fuldkommen trofaste, skal heller ikke skamme sig over eder.

Eders bøn er kommet til menigheten i Antiokia i Syrien; bortført fra den hilser jeg den bundne, eder alle. Jeg er ikke værdig til at høre til den, da jeg er den ringeste av den. Men efter Guds vilje er jeg blit agtet værdig, ikke efter egen bestemmelse, men efter Guds naade, som jeg ønsker maa gives mig fuldkommen, for at jeg ved eders bøn maa naa frem til Gud. Paa det altsaa, at eders gjerning kan bli fuldført baade paa jorden og i himlen, sømmer det sig, at eders menighet utvælger en Guds avsending for at reise til Syrien og glæde sig med dem, fordi de har fred og har faat sin egen storhet igjen og deres samfund er bragt i orden. Jeg har altsaa anset det passende at sende en av eder med et brev for at delta i Guds pris for den dem givne rolighet, og fordi de nu er komne i havn formedelst eders bøn. Vær som fuldkommen ogsaa betænkte paa det fuldkomne; ti dersom I er villige til at gjøre godt, er Gud beredt til at forunde eder det.

De i Troas værende brødres kjærlighet hilser eder. Derfra skriver jeg ogsaa til eder ved Burrhus, som I har sendt med mig tillikemed efeserne, eders brødre, og som har vederkvæget mig i alle maater. Gid alle lignet ham, han er et mønster i Guds tjeneste. Naaden vil gjengjælde ham i alle maater.

Jeg hilser den Gud værdige menighetsældste og det Gud velbehagelige samfund, mine medtjenere og eder alle, hver for sig og alle fælles i Jesu Kristi navn og hans kjød og blod, baade lidelse og opstandelse, baade legemlig og aandelig enhet med Gud og eder, naade være med eder, barmhjertighet, fred, standhaftighet i alt!

Jeg hilser mine brødres huse tillikemed hustruer og børn og jomfruene og de saakaldte enker. Lev vel i aandens kraft. Philo, som er hos mig, hilser eder. Jeg hilser Tanias hus og ønsker at hun maa befæstes i tro og kjærlighet baade legemlig og aandelig. Jeg hilser Alke, den mig hengivne person og Daphnos, den uforlignelige, og Euteknes og alle, enhver for sig.

Lev vel i Guds naade!