Den som mister sitt liv for min skyld, han skal finne det

«Den som mister sit liv for min skyld, han skal finde det.»

Ingen menneskelig livsskildring kan sprede noget lys over den tilkommende verdens belønninger i herligheten. Men den troendes løn i denne verden — «hundrede fold nu i denne tid — under forfølgelser», har paa forunderlig maate bekræftet sig i alle Kristi tjeneres liv. Deres erfaringer viser os, hvilken salig løn Herren allerede her gir dem, som vælger at lide med ham. Ofte har han ladet lønnen rigeligst tilfalde sine tro tjenere just deri, hvori de har lidt mest og ofret mest for ham. Likesom leret dannes i formen, retter Herrens naadeløn sig efter, hvad vi forsaker for hans skyld. Hans fylde eftersom vi slipper selvet, hans gave i forhold til hvor langt vi ofrer os selv for hans sak. Er det ikke summen av hans løfte i dette ord: «Den, som mister sit liv for min skyld, han skal finde det?» Han skal finde igjen i Kristus, netop det han har forsaket her. Han skal finde guddommelig glæde for den menneskelige lykke han opgav: aandelig rikdom for den jordiske mammon, yndest hos Gud og hans folk til gjengjæld for verdens anerkjendelse og venskap. Her kan vi finde en usigelig trøst under alle de prøvelser og lidelser vi gjennemgaar for Mesterens skyld. Han undlater aldrig at vise sin ømme kjærlighet og naadefulde omsorg for sine. Om vi med sandhet kan si: «Se, vi har forlatt alle ting og fulgt dig,» saa skal vi snart erfare opfyldelsen av det løfte: «Alle ting er Eders, men I er Kristi, men Kristus er Guds.» I samme grad som vi ofrer os erfarer vi, at Gud bor i os, likesom hver bugt, hver indskjæring i kyststranden fyldes av havet. Dette er «Livets aands lov». Rom. 8, 2. Derfor kunde ogsaa apostelen, som hadde lidt tap paa «alt» for Kristi skyld, tale om sig selv: «eiende alle ting.»

Denne sandhet er den gudindviede Gerhard Tersteegens liv i høi grad et vidnesbyrd om. Han var født 1697, gjenfødt 16 aar gammel, og kort derefter blev han saa mægtig paavirket av helligaanden, at han ofte tilbragte hele nætter i bøn og paakaldelse. Derefter kom han ind i en alvorlig forsagelse av verdslig nydelse for at tjene de fattige med alle sine eiendele og førtes til en endnu dypere overgivelse til Gud og Kristus, hvorefter fulgte de mange forfølgelsesaar fra formkristne.

Det er i korthet hans livshistorie. Men hvilke uendelige belønninger der fandtes bak dette!

Han hadde ingen tanke om at gjøre sig selv tiltrækkende eller at utøve en vidstrakt indflydelse. Men netop da han var mest foragtet og forlatt, begyndte skarer av skyldbetyngede sjæle at trænge sig ind paa ham for at faa trøst og hjælp. Lik mesteren, for hvem han levede, kunde han ikke forbli skjult. Folket trængte sig ind paa ham, — han forsøkte at dra sig tilbake fra dem; men da trængte de saa meget mere ind paa ham. Før han stod op om morgenen, kunde 50—60 mennesker samles utenfor hans bolig for at høre livets ord. Man klagede til verdslige myndigheter over hans «uordentlige aandelige virksomhet;» men imens ga han efter for de naadehungrende sjæles bøn og begyndte at prædike. Nu samledes slike skarer, at de ikke alene fyldte huset, men klatret op paa stiger utenfor vinduerne for at fange op hvert ord av hans mund. En ham ganske ukjendt mand gik 50 mil tilfods i uveir for at høre livets ord av ham. Men Tersteegen selv var meget overrasket over alt dette, da hans forkyndelse var saa ganske enkel og likefrem. Hans eneste maal var at være velbehagelig for Herren og at gjøre hans vilje helt. «Jeg kan ikke fatte, hvad mennesker søker hos et saadant fattig væsen som mig,» utbrøt han.

For os, som læser hans livsskildring, er dette klart nok. Hemmeligheten er: Gi dig helt til Jesus, saa gir han sig helt til dig; al sin uendelige rikdom av naade og velbehag vil han da skjænke dig frit. «Jesus alene er nok,» skrev Tersteegen; «dog ikke nok, naar han ikke omfattes helt og alene.» De, som helt overgir sig til ham, «faar nok i ham og rikelig til al god gjerning.» 2. Kor. 9, 8.

Læg merke til denne mand, før avskyet og latterliggjort som sværmer, nu omgit av skarer av bekymrede sjæle, som trænger saaledes ind paa ham, at han knapt faar tid til at sove og spise. Engang ensom paa en kvist, fattig, forlatt av alle efter at ha git bort alt hvad han eiede, — uten at nogen fra morgen til aften bragte ham saa meget som et glas vand, — nu mottagende saa rike gaver og testamenter av venner han aldrig hadde set, at han maatte negte at motta dem.

Hvilken løn fik han ikke, baade legemlig og aandelig, — overflod, midt under det at han uten forbehold, helt overgav sig til Guds tjeneste.

Følgende vidnesbyrd fra ham selv er meget betegnende for hans liv:

«Jeg synes det vilde være en usigelig trøst for mig i min dødsstund, naar jeg skal frem for Gud, at jeg hadde forkyndt for hele verden, at Gud er livets kilde, og at der ikke gives nogen anden vei, hvorpaa han kan findes og nytes, end den indre bønnens og selvfornegtelsens skjulte livs vei, den som er aapnet og helliget for os gjennem Jesu Kristi død.»

En ubegrænset aandelig indflydelse var den særskilte naadeløn, som han høstet for al selvfornegtelse.

Ingen har nogensinde tapt eller skal nogensinde tape ved at overgi og hengi sig helt til Jesus Kristus. Mange har mistet meget for ham, men aldrig har nogen tapt ved ham. Ta dette som en urokkelig vishet, at for hvad vi opgir av jordisk lykke og forsaker av jordiske fordele for at herliggjøre ham i vort liv og vor virksomhet skal vi faa hundrede fold igjen allerede i dette liv — og evig løn hist.