()

DEN som spotter hvad han ikke kjender, og den som dømmer i en sak han ikke har gransket, er en selvgod vovehals, der ikke skjælver for at vanære ret og retfærdighet, ja endog ikke skjælver for at vanære dem, der burde hædres og æres. Ve dem, de gaar Kains vei, — der slaar ihjæl, og for vindings skyld — for at være noget, endog i det aandelige — kaster de sig ind i Bileams vildfarelse, mens enden blir, at de gaar under ved Korahs gjenstridighet, de som satte sig op mot Moses, men som til straf blev opslugt.

Ikke alle taaler kundskap. Nogen blir opblæst, nogen selvkloke og dømmende. Om du har faat litt lys, kjender du dog ikke helt ham, som er helt fra begyndelsen. Frygt derfor. Døm ikke den du ikke kjender, kanske du kunde lære ved hans føtter. Fæld heller ikke dom i en sak du ikke kjender, hvorfor vil du gjøre dig selv til en daare. Dine læper blir en snare for din sjæl. Ved dine domme taper du hvad du trodde at vinde, og kronen derpaa er din egen beskjemmelse; ti aandelig hovmod er veien til aandelig fald. Kundskap med ydmyghet og sagtmodighet er som perler i guldindfatning; men kundskap og opblæsthet skaper de selvkloke vovehalse, der i selvtat autoritet ender som tyranner. Det er hjertets skjulte menneske i den uforgjængelige prydelse med den sagtmodige og stille aand, som er meget kostelig for Gud — ti saaledes prydet og fordum de hellige kvinder sig — og den dragten passer dem bedst ogsaa idag.